Men at skælde folk ud for racister, eller blot at henvise til udviklingens uafvendelighed, er udtryk for intellektuel dovenskab
Vor egen verden
Jeg har med glæde benyttet Informations seneste spørgeskema til at erklære avisen min umistelige kærlighed. Allerede som ung blev jeg imidlertid belært om, at man altid elsker på trods, og desværre indeholdt spørgeskemaet ikke plads til den buket tidsler, avisen også fortjener:
Informations dækning af trafik- og indvandrerdebatten er under niveau. Måske fordi Inf. på disse to områder ikke har ambitioner om en journalistisk dækning, men er tilfreds med at føre korstog.
Tag f.eks. lieb's 'rathaveriske' leder (den 15. feb.), hvor bilisten skildres som en fartberuset psykopat. Der er tale om den goebbelske argumentationsfigur: Dæmonisering af modstanderen. Samt den efter Rote Arme Fraktion opkaldte terroristiske udskridning: I stedet for at bekæmpe bilismen går man efter bilisten, hint halsstarrige tidselgemyt, som hårdnakket nægter at tilsidesætte sine egeninteresser til fordel for almenvellet. Hvor mange bil-ejere tror lieb kan genkende sig selv i hans optik? Har han ingen bevidsthed om de fatale konsekvenser for en demokratisk debat, som en sådan argumentationsform har?
30 år gammel nyhed
Jeg mindes også den berømte forside, hvor Inf. bragte en tre årtier gammel nyhed til torvs, nemlig at i de centrale bydele er cyklen hurtigere end bilen. Hvad der ville have været en nyhed, ville være en opgørelse over, hvor mange promille af Københavns 1,8 mio. indbyggere, der hver dag pendler fra Frederiksberg til den indre by. Hvorfor er det så pinefuldt at erkende, at med 1,8 mio. biler til 2,3 mio. husstande er den firhjulede et banalt velfærdsgode, som de fleste husstande anskaffer når indkomsten tillader det, og den kollektive trafik en velfærdsforanstaltning for underklassen?
En ting jeg klart værdsætter ved Inf., er kompromisløsheden på retssikkerheds-området. Men når det gælder fartsynderne bliver man svag i koderne. Her kan ethvert middel tages i brug for at gennemtvinge lydighed mod øvrighedens bud, og evt. betænkeligheder mht. overvågningssamfundet eller individets rettigheder latterliggøres som ligegyldige bagateller. Når det gælder minoritetsgruppers omgåelse af indvandrerstoppet gennem spekulation i familiesammenføringer, er man helt anderledes myg i mælet. Er nogen mere lige for loven end andre? Eller helliger hensigten midlet i kampen for det multikulturelle Danmark?
Indtil kvalmegrænsen
I avisens udmærkede dækning af krigene i Afrika påpeges indtil kvalme-grænsen de europæiske kolonimagters medansvar for konflikterne, fordi de gennem deres vilkårlige grænsedragninger skabte en stribe multikulturelle stater. Hvordan hænger det sammen med avisens idylliserende fremstilling af et multikulturelt Danmark? Er man uvidende om, at det multikulturelle foregangsland USA har en mord-, volds- og voldtægtsrate på ca. 10 gange den danske? Hvor mange fredelige, harmoniske og demokratiske multikulturelle samfund har man på redaktionen kendskab til? Vi har brug for solstrålehistorierne! Til eksempel denne her: I USA har man gennemført en undersøgelse der viser, at virksomheder med en multikulturel virksomhedskultur simpelthen er mere innovative, og dermed mere profitable, end monokulturelle virksomheder.
Det er selvsagt legitimt at være tilhænger af et multikulturelt samfund, ligesom det er legitimt at være imod. Det ville klæde tilhængerne, om man i stedet for at dæmonisere eller psykologisere modstanderne gik direkte efter bolden: Hvilke betydelige, uomtvistelige fordele ser man ved et multikulturelt samfund? At skælde folk ud for racister, eller blot at henvise til udviklingens uafvendelighed, er udtryk for intellektuel dovenskab. På samme måde som når el kritiserer liberale økonomer for at betegne den økonomiske udvikling som havende en naturlovs uafvendelighed, gælder det, at Danmarks demografiske udvikling bl.a. er resultatet af politiske valg, som ikke er hævet over debat.
Det ville også klæde folk med ambitioner om en redelig journalistik, om de vedkendte sig at et multikulturelt samfund har både fordele og bagdele.
Aldrig i livet
Unge muslimer har f.eks. i Informations spalter fremført, at man vil have sin muslimske identitet i fred. Svaret er selvfølgelig: Aldrig i livet! Det bærende princip i et demokratisk samfund er, at intet individ er hævet over loven, og intet emne er hævet over kritik.
Ser man f.eks., her ved 400-årsdagen for Giordano Brunos død på kætterbålet, slet ikke noget demokratisk problem i en religion som hævder at stå over den verdslige lovgivning, påberåber sig universel jurisdiktion, forbeholder sig ret til dømme blasfemikere, kættere og frafaldne til døden? Forestiller man sig, religionskrigene i Europa ihukommende, at en ny religion af ovennævnte type gnidningsfrit kan indgå i et sekulariseret, fredeligt og demokratisk samfund på lige fod med andre religioner? Er religionskritik blevet tabu i Sct. Annæ Passage?
Eller er redelig information, en demokratisk debatform, lidt konsistens i holdninger og argumenter, samt en kritisk tilgang til de emner man behandler, for store krav at stille til en avis som er arrogant nok til at betegne sig som den mindst ringe?
