Læsetid: 1 min.

Borgmestre anholdt

Debat
28. februar 2000

Hvad siger den danske regering til arrestationerne i Tyrkiet?

Kurderne
Den er igen gal med menneskerettighederne i Tyrkiet. Den 19. februar arresterede tyrkiske sikkerhedstyrker tre borgmestre fra det prokurdiske Hadep-parti i den kurdiske sydøstlige del af landet. Hadep, der betyder det Demokratiske Parti, blev ved valget i april 1999 det største parti i den kurdiske region.
Borgmestrene tilbageholdes af den militære efterretningstjeneste JITEM. Diyarbakirs borgmester havde netop holdt møde med den svenske udenrigsminister Anna Lindh et par dage, inden han blev arresteret. Arrestationerne falder sammen med erklæringer fra ministerpræsident Bülent Ecevit, hvori han angriber borgmestrene: "Hadep politiserer i forhold til de separatistiske kræfter. Det er urimeligt at bruge byrådet til at ødelægge vores lands enhed." Ecevit er kendt som en overbevist kemalist og hardcore kurderfjende.
Arrestationerne sker på et tidspunkt, hvor PKK netop har besluttet at opgive den væbnede kamp og i stedet kæmpe for 'demokrati og politisk kamp, fred og stabilitet i regionen'. Mange har øjnet en forbedring af mulighederne for fred og stabilitet i landet. Skuffede forventninger.
Der går på Internettet rygter om, at EU-parlamentet er ved at lave en henvendelse til den tyrkiske regering, og at den portugiske EU-ledelse barsler med diplomatiske skridt for at få løsladt borgmestrene. Amnesty International fra Schweiz har været ude med en skarp fordømmelse og krav om frigivelse af borgmestrene.
Hvad siger den omdannede danske regering mon til arrestation af lovligt valgte borgmestre hos sin NATO-partner Tyrkiet?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her