Læsetid: 2 min.

Dæmoner i debatten

21. februar 2000

Svar til Jean Fischer, Jørn Loftager og Mads Qvortrup om demokrati og indvandrerpolitik

Falsk start
Hvordan kan man diskutere flygtninge- og indvandrerpolitik i et offentligt rum? Er rekurs til en idé om Folket
legitim i en demokratisk debat?
Umiddelbart kunne det se ud som om, debatten drejede sig om, hvad der var værst: At stereotypisere og dæmonisere 'de fremmede' eller Dansk Folkepartis vælgere.
Det er en falsk start, da der er enighed om, at dæmoner ikke hører hjemme i en demokratisk debat. Modstillingen af folket og de fremmede himmelstormere, eller af humanister og lede racister, har netop til hensigt at lukke debatten.
Det drejer sig om at kappe hovedet af kongen. I et demokrati kan ingen tale legitimt på folkets vegne. Enevældet, førerstaten eller de vise mænds styre er uforeneligt med et demokrati. Det betyder ikke, at man ikke kan henvise til det fælles bedste i en demokratisk samtale, men derimod at ingen legitimt kan tale som folket, hævde at besidde en uigenkaldelig visdom etc. Der skal være plads til, at andre kan ytre alternative forestillinger om det fælles bedste og udfordre etablerede sandheder.

Demokratisk samtale
Man kan sondre mellem det subjekt, som taler (udsagnsposition), og det subjekt der tales om. Sætningen: "Vi i Dansk Folkeparti mener, at det vil være i Danmarks interesse at begrænse strømmen af flygtninge og indvandrere," har jeg ingen problemer med. En sådan sætning bør kunne ytres i et demokrati. Man kan så være enig eller uenig. Hvis man derimod foregiver, at det er Folket, der taler, mener jeg, at man har overtrådt reglerne for god demokratisk kommunikation.
Jørn Loftager hævder imidlertid i sin replik i Information (5-6/2 2000), at jeg ikke kan dy mig for også at udvide kritikken af den totaliserende retorik til også at gælde dennes indhold. Det må bero på en misforståelse. Når jeg kritiserede forslaget om en folkeafstemning om multietnicitet, var det ikke fordi, en sådan afstemning af natur var udemokratisk, men fordi argumentet for den var det.
Det, jeg ikke kunne lide ved Pia Kjærgaards forslag om en folkeafstemning om multikulturalisme, var, at hun foregav at tale på folkets vegne. Et folk, som ikke kan komme til orde, fordi godhedsindustrien har erobret den offentlige debat.
Jeg ser ingen principielle argumenter mod folkeafstemninger, men mange af mere pragmatisk art: Hvem skal formulere spørgsmålet, og hvem skal fortolke svaret? Det bliver sandsynligvis i sidste ende alligevel politikerne.
Politik handler om at vedtage love, som favoriserer nogle befolkningsgrupper fremfor andre. Der er altid vindere og tabere. Men det er problematisk at vedtage (sær)love, som vedrører et specifikt befolkningssegment.
En folkeafstemning om multikulturalisme vil medvirke til en øget stigmatisering af en i forvejen udsat gruppe. Man bør tage hensyn til, hvilke konsekvenser en folkeafstemning vil have for denne gruppes følelse af at tilhøre det samme fællesskab som os.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu