Læsetid: 4 min.

Fest med barnedød og middag

Debat
3. februar 2000

Radiosymfoniorkestret, Ars Nova og dacapo løb af med sejren, da de klassiske Grammy'er uddeltes torsdag aften i Radiohuset. Gustav Mahler var også med

Grammystik
Præcis et minut i kl. 20 sætter orkesterchefen sig i sit sæde ved siden af Kongelogen i Radiohusets Koncertsal og den røde lampe begynder at blinke: Direkte sending til samlige husstande! Torsdagskoncerten er begyndt. Det er ikke nogen helt almindelig aften, denne torsdag den 3. februar, man skal uddele de klassiske Grammy'er til de bedste klassiske vokal-, orkester-, kammermusikudgivelser, osv. I alt vil syv grammy'er blive uddelt til de fremmeste i branchen. Orkesterchefen, der altid er klædt i sin smukke og velplejede habit, kikker nervøst bagud: Jo, de er der alle, Politikens, Berlingskes og de andre avisers udsendte medarbejdere, udmærket. Men hvor er Georg? Den røde lampe lyser og Georg er ikke kommet ind på scenen, hvorfra han skal lede Grammy-uddelingen?
Det er sikkert, at Georg Metz er i bygningen, for Ekstra Bladets journalist, der i det skjulte skal følge efter Georg og efterfølgende rapportere fra koncert og festbanket til 600 kr., sidder på første række formummet som Gregers Dirckinck Holmfeld. Det er første gang Ekstra Bladets kritiske medarbejder er inde til en klassisk prisuddeling og i det hele taget til en klassisk koncert, og han skal senere med tilfredshed konstatere, at der kun er ganske få medvirkende musikere af udenlandsk herkomst.

Hensynsløs ærlighed
Aftenens vært Georg Metz har nu fundet vej til mikrofonen. Metz - nylig tiltrådt formand for bestyrelsen af Den Anden Opera i København - er ikke ubekendt med den klassiske musiks verden, hvorfor det er helt i orden, at han skal være med til at gøre aftenen festlig og fyldt med spænding til bristepunktet. Hvem vil få de eftertragtede Grammy'er? - er det spørgsmål, der igen og igen dukker op i publikumsrækkerne.
"Forløbet i denne prisuddeling vil udforme sig Im Tempo eines gemächlichen Ländlers" siger Metz tørt, men alligevel med et glimt i øjet, og henviser hermed til en foredragsbetegnelse i Mahlers Niende, som skal opføres efter den vigtige Grammy-uddeling.
"En Ländler hos Mahler er aldrig det, den giver sig ud for at være," siger Metz, og han fortsætter: "Men et er sikkert: De danske kunstnere, som får de eftertragtede priser, er det, de giver sig ud for at være: Fremragende gode."
Hermed er stilen lagt: Hensynsløs ærlighed bag hele foretagendet. Tilmed er det både Kenner und Liebhaber, som denne gang har udpeget vinderne. Det forholder sig således, at prisvinderne får lov til at sidde ved samme bord som Georg Metz ved den efterfølgende 600 kroners-banket. Et yderligere incitament for at være glad over at vinde.
"Allegro assai, sehr trotzig" er sætningen, hvormed Georg Metz præsenterer en af vinderne, vokalgruppen Ars Nova. Hermed hentyder aftenens vært til, at vokalgruppen jo havde en uoverensstemmelse med vokalgruppens stifter, Bo Holten. Det var dengang en kedelig sag, men Ars Nova kom sig og står nu med lysende kraft og på et foreløbigt kunstnerisk højdepunkt.
Radiosymfoniorkestret fik en Grammy, og direktøren for det statslige pladeselskab dacapo godter sig over, at dacapo er inde i Grammy-varmen, efter at kolleger har sat ham på is.

Faldet fra kuplen
Da de fremragende kunstnere og det bedste pladecover har fået priser, skrider aftenen over til det mindre festlige: Selve musikken. Da Georg Metz siger at Gustav Mahler var jøde, retter Ekstra Bladets kritiske medarbejder sig i sædet og gør et par notater i sin medbragte miniature-blok. Da Andante comodo-satsen går i gang, er de fleste udmattede over den spænding, som hele Grammy-uddelingen har udløst, så flere må snuppe en lur i de smukke lædersæder, designet specielt til Radiohusets Koncertsal, der blev inviet umiddelbart efter Anden Verdenskrig.
Halvt vågen halvt i søvne tænker en og anden på, at aftenen egentlig hænger så fint sammen: Først festlige priser, så lidt dødsmærket musik af sygdomsramte Mahler, der lige havde mistet sin fire-årige datter, så festmiddag. Det hele er indeholdt i Mahlers Niende, der i den grad sammenblander jordisk liv og dødsbevidsthed.
Det sidste viden, kombineret med sund menneskekundskab, var netop baggrunden for, at orkesterchefen havde sagt god for programmet med fest og død. Han havde nemlig husket på Adornos betragtning om et af rondo-motiverne i Mahlers Niende:
"Rytmen har samme Schwung som kvindens sang fra Den Glade Enke, som dengang kvækkede ud af grammofonernes messingtragt. På samme måde tager Proust sig ud på hine fotografier, der viser ham som bonvivant med chapeau claque og kækt svunget stok: geniet incognito, der ødelægger sig selv, idet han blander sig i de andres intetsigende liv. Først i allegro misterioso fra Bergs Lyriske Suite ses igen et sådant fortvivlelsens bravournummer. Men virtuositet og fortvivlelse balancerer altid på randen af det mislykkede, ligesom faldet fra kuplen i cirkus; hvert øjeblik kan virtuosen gøre en fejl, falde ud af det sikre, som satsen stiller i udsigt. Ved den mindste fejl ville helheden forlise: i den grad tæt forbundne er teknisk procedure og udtryk."
"Gennembrudsepisoden i Burlesken er blevet lige så omsonst, som håbet da vinduet åbnes ved Joseph K's død i Processen, kun en sidste blafren af det rigtige liv, der kunne være muligt og ikke er det: 'Som et lys glimter frem, sådan fór vinduesfløjene dér fra hinanden, et menneske, svagt og tyndt i det fjerne og høje, bøjede sig med et ryk langt frem og strakte armene endnu længere ud'."
Herefter gik de glade, udhvilede og opstemte mennesker i Radiohuset over til det kulinariske fest på Restaurant Imperial Garden.
Bon appetit.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her