Kronik

En filosofiens mester fylder 100 år

Debat
9. februar 2000

Vi lever i sproget, som vi leger i kroppen, siger den tyske filosof Hans-Georg Gadamer, der blev født ved det forrige århundredes begyndelse

Tro & Filosofi
Da jeg i 1967 deltog i et kursus i Heidelberg hos filosoffen Hans-Georg Gadamer havde jeg året før udgivet en lille bog i Danmark om Sartre, men blev nu meget inspireret af Gadamers gennemgang af Hegels Logik fra 1812: Jeg besluttede mig til at skrive en artikkel om Hegel og Sartre og bad Gadamer om at læse et udkast. Det gjorde han og inviterede mig derefter til frokost i byen på en restaurant nær Det filosofiske Seminar på Universitetet. I nænsomme vendinger fortalte han mig, at min fremstilling af Hegel ikke var Hegel, men blot en forklædt Sartre, og jeg måtte tage hjem og skrive hele artiklen forfra.
Denne kritik lærte jeg umådeligt meget af, ligesom debatten i timerne om forståelsen af Hegels tekst var uforglemmelig. Jeg husker ganske vist ingen detaljer, men jeg husker den udholdenhed, han udviste overfor vores spørgsmål for at forstå teksten. Her oplevede vi virkelig en anstrengelse for at åbne sig og lade teksten selv tale til os. Han viste sig, som det han var: Fortolkningskunstens, hermeneutikkens mester. Denne mester fylder nu 100 år den 11. februar.
Den dag i dag optræder han med interviews i tidsskrifter, presse og fjernsyn. Han går, ser og hører ikke så godt som før, men han kan stadig forelæse med åndfuldhed. Så det er hverken en afdød eller en senil person, som Heidelberg Universitetet, hvor han senest var professor, fejrer med forskellige arrangementer i dagene omkring hans fødselsdag, medens han selv har inviteret yngre kolleger fra ind- og udland til at besøge ham i hjemmet nær Heidelberg.
Der er grund til at markere denne begivenhed, ikke blot fordi han med sit livs længde tegner hele det 20. århundrede, men også fordi han har betydet utrolig meget for den europæiske filosofi i dette tidsrum, selvom meget af det han har sagt, i dag er en så selvfølgelig indsigt hos mange filosoffer, at de har glemt, hvem der bedst af alle bragte indsigten til klarhed.
Gamader har især haft betydning ved sit opgør med det dogme, der ved forrige århundredes begyndelse blev regnet for en selvfølgelighed af mange humanistiske forskere. De forestillede sig, at forståelsen af litterære, filosofiske, politisk-juridiske, teologiske og religiøse tekster fra fortiden afhang af den rigtige brug af de rigtige redskaber eller den rigtige metode til beherskelse af kilderne. Hvis man havde den rigtige teknik, ville man kunne forstå, hvad der egentlig var sagt og tænkt i fortiden.
Hertil sagde Gadamer i sit hovedværk Sandhed og metode fra 1960 (hvoraf der netop er udgivet et dansk uddrag i bogen Hermeneutik red. af Jesper Gulddal og Martin Møller (dansk Gyldendal), at teknik og metode kan være meget godt; det duer bare ikke, hvis vi ikke også er i stand til at leve med teksten, indgå i dens spil og selv tale med ved at udlægge den. Tekstens sandhed kommer ikke kun fra vores redskaber, men også fra det, teksten afslører, når vi virkelig ønsker at spørge den.
De tekster, vi lever os ind i, og som vi lader sige noget til os, opfattes af Gadamer som vores kulturelle krop. De er ikke blot noget, som vi vurderer og bedømmer på afstand. De er som kunstværket noget, der griber os. De er den livssammenhæng, som vi orienterer os i og som orienterer os.
Det er nok ikke tilfældigt, at denne opfattelse af kulturens sprog som vores åndelige krop, er fulgt op i Gadamers seneste skrifter af en interesse for vores fysiske krop. Som 93-årig udgav han en bog med essays Om sundhedens hemmelighed (Über die Verborgenheit der Gesundheit). Hans filosofiske mesterskab har da også bestået i at kunne gøre rede for menneskets enestående evne til bestandigt at genoprette et helt liv, hvad enten der er tale om inddragelse af fortiden i en stor livssammenhæng, eller der er tale om at opretholde en sjælelig-kropslig ligevægt i en social sammenhæng. Men lad os først se hans teori om udlægning af tekster. Det er ikke tilfældigt, når hans store værk Sandhed og metode tager udgangspunkt i erfaringen af kunsten.
Siden oplysningstiden i det 18. århundrede var kunsten blevet fortrængt til de subjektive vurderingers område. Mere og mere blev sandheden indskrænket til oplysning om materielle forhold. Der udgik ingen sandhed fra kunstværket. Altså kunne man ikke blive klogere eller visere af at opleve kunst.

Men denne subjektivering af kunstæstetikken forudsatte, at sandhed kun er et spørgsmål om eksakte facts eller naturvidenskab og ikke om erfaringer af livet. Denne opfattelse kunne ikke holde overfor kritik.
Vi nyder ikke kunstværket for at udfolde vores evner til at vurdere det. Og heller ikke for at få facts om kunstneren eller forfatteren.
I oplevelsen af værket forsvinder kunsteren som person, og det er selve værket, der bliver sigende. Men vi belæres af værket, fordi det siger noget om os selv, så vi forstår vores liv bedre end vi gjorde før.
På samme måde med læsningen af tekster. Vi skal lytte til en tekst for at forstå den. Var det ikke også Oplysningstidens budskab? Både ja og nej.
Oplysningstidens storhed var, at den ville befri mennesket fra påtvungne sandheder og sikre sand erkendelse ikke blot om mennesket selv (som hos Descartes), men af den verden, det lever i. Derfor blev parolen, at fordomme skulle bekæmpes. Dette gjaldt også læsningen af tekster. Man skulle læse dem uden at påtvinge dem forudfattede meninger. Ga-damer var ikke uenig heri. Ikke desto mindre indså han, at man ikke lytter til en tekst ved blot af bekæmpe egne fordomme.
Den, der læser en tekst har allerede læst andre tekster. Eller kender allerede et kulturelt univers fra sin barndom og uddannelse. Vi har altid allerede lyttet til kulturen, når vi lytter. Og vi har altid allerede overtaget en fortolkning af det, vi læser. Derfor er det umuligt og meningsløst at kræve fuldstændig fordomsfrihed i læsningen af en tekst. Så nok skal vi gøre op med fordomme, men hvis vi derved vil bilde os selv ind, at vi kan forstå noget som helst uden forudsætninger fra det, vi allerede har forstået, gør vi os selv til guder og glemmer vores endelige situation.
Vi befinder os altid i en sådan situation, og det betyder, siger Gadamer, at vi altid befinder os i en horisont, som kun tillader, at vi ser en sag udfra et bestemt synspunkt. Derfor skal vi ikke bekæmpe alle fordomme, hvis det betyder, at vi bekæmper vores endelighed. Men andres horisonter skal indgå i vores egen horisont ved en 'horisontsammensmeltning'. Der gives 'legitime fordomme'.
Dette udsagn blev i årtierne efter, at Gadamers bog var udkommet, stærkt kritiseret, bl.a. af Jürgen Habermas. Kunne man ikke finde et sted, hvor ud fra alle fordomme kunne afskrives, og hvis ikke det kunne være fagvidenskaberne, hvorfor så ikke ideologikritikken eller en slags social psykoanalyse, der kunne afsløre alle for-klædninger og illusioner i menneskers påstande? Men Gadamer fastholdt med støtte i Martin Heideggers værk om Væren og Tid (1927), at al forståelse har en forstruktur. Der gives ingen forståelse uden forforståelse.
Dette gælder også den kritiske forståelse. Den ægte kritiske tilegnelse af en tekst ophæver ikke den levende tradtion, skrev han i et svar til Habermas, men er tværtimod endnu et bidrag til den. Afsløring af beherskelsesforhold, fortrængning og forstillelse er også en form for tilegnelse af teksten. Den hører også med til vores 'virkningshistorie', og når noget brydes ned, er det, fordi vi har fundet noget andet at stå på, og det opfinder vi ikke ud af den blå luft, men belært af vores historie. Traditionskritik er også tradition, og det er med sproget, vi ændrer sproget.
Vi lever i sproget som vi lever i kroppen, men vi lever også i kroppen, som vi lever i sproget. Det er den aldrende Gadamers indsigt. Og i vores dages megen debat om sundhedsvæsnets krise er hans tanker om sundhed og sygdom blevet højst aktuelle. I bogen om Om sundhedens hemmelighed siger han, at der er en nær afhængighed mellem sundhed og sygdom. Den består ikke i, at sundhed er fravær af sygdom, men i at sygdom er fravær af sundhed. Sundhed er en ligevægt mellem fint-mærkende, sårbare funktioner i en kropslig, psykisk og social sammenhæng, og sygdom er en forstyrelse af denne ligevægt.

Ligevægten, siger Gadamer, må stadig stabilisere sig overfor de angreb, den udsættes for fra sygdomsfremkaldende faktorer som skadelige stoffer og mikroorganismer, og dens genoprettelse opleves som et under. Hvor herligt at blive rask! Sundheden er en vidunderlig gave. Men når jeg er rask tænker jeg for det meste ikke over, at jeg er det. Ofte må man blive syg for at opdage sundhedens under. Den er verborgen, dvs. en hemmelighed skjult i kroppens liv.
Dette er i følge Gadamer grunden til, at læge-kunsten ikke som anden form for kunst former en ting helt efter kunstnerens hoved. Læge-kunsten skal normalt ikke frembringe noget nyt, den skal genoprette noget, der har været, men er blevet forstyrret eller er gået næsten tabt. Desuden kan læge-kunsten ikke alene genoprette den brudte ligevægt. Den behøver patientens hjælp, og patientens egne naturlige ressourcer må i mange tilfælde mobiliseres, hvis lægens indgreb eller kur skal hjælpe. Et gammelt mundheld siger endda, at det ikke er lægen, der helbreder (eller 'gør hel'): "Lægen kurerer, men naturen helbreder". 'Naturen' betyder her ikke blot kroppens egne energifunktioner, men viljen og ønsket hos patienten om at blive rask. Derfor er helbredelsen hver gang et under og sundheden et mysterium, som ingen videnskab og teknologi kan få det fulde herredømme over. Der behøves en læge-kunst, hvis indgreb i den syge krop finder midten mellem for lidt og for meget og fremmer de bedste betingelser for kroppens og personens eget bidrag til helbredelsen.
Gadamer minder om, at Platon i dialogen Phaidros erklærer, at lægens behandling af kroppen ikke er mulig uden behandling af sjælen, ja "ikke uden viden om den hele væren". Denne "hele væren" er, erklærer Gadamer, hele patientens livssituation, hvortil også forholdet mellem læge og patient hører. Sygdom rammer ikke blot krop og sjæl, men hele den naturlige og sociale sammenhæng, som den syge er en del af. Således er sygdom ikke blot en medicinsk-biologisk tilstand, men tab af so-cial ligevægt, hvorved den syge "kastes tilbage på sig selv" og underkastes "en slags udelukkelse fra'livet'" .
Sygdommens uligevægt i kroppen truer således med at isolere den syge fra andre; tilsvarende betyder en høj grad af sundhed, at mennesket lettere kan få et godt forhold til andre og til naturen.
Måske er det en væsentlig grund til sundhedsvæsnets krise i dag, at man ofte glemmer, at helbredelse drejer sig om genoprettelse af en livssammenhæng. Man fokuserer da alene på kroppen som en isoleret organisme. Den 100-årige Ga-damer kan minde os om, at dette er en falsk menneskeopfattelse: Lige så lidt som mennesket kan forstå sig selv uden at forstå den kulturelle virkningssammenhæng, det lever af, kan det helbredes for sygdomme uden forståelse for den sociale og psykiske kropssammmenhæng, det indgår i.

Peter Kemp er leder af Center for Etik og Ret i Natur og Samfund

Filosofisk Forum arrangerer en debataften i anledning af Gadamers 100 år onsdag den 16. februar kl. 19.30 i Store Kannikestræde 19 (KFUM & K's bygning). Foredrag om Gadamer og Habermas ved lektor Vagn Andersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her