Læsetid: 2 min.

Genforsker vildleder

18. februar 2000

Det er bl. a. jordreformer og toldbeskyttelse, der kan løse sultproblemerne, ikke gensplejsning

Kassava
Jeg får ordentlig på hattepulden af Birger Lindberg Møller (Inf. den 3. feb.) for min uvidenhed om detaljerne i kassava-dyrkning. Den skal jeg gerne vedgå - men det rokker ikke ved min pointe, at gensplejsning ikke løser alle de sociale, økonomiske og økologiske problemer, der er den egentlige grund til sultproblemerne.
Holder vi os til kassava, er der interessante forskelle på det, BLM skriver, og oplysninger fra en standardlærebog som Rehm og Espig: The Cultivated Plants of the Tro-pics and Subtropics (1991). Af den fremgår det for det første, at der er to typer kassava, en sød der spises, og en bitter der især bruges til foder.

Sødt eller bittert
Den søde kan spises rå, ristet eller som grød. Den har så lavt et linimarinindhold (det er det stof, der bliver til den giftige blåsyre), at den ikke kræver særlig tilberedning.
I de bitre sorter er linimarinindholdet især i knoldenes bark så højt, at det må fjernes, før brugen. Det, der kommer ud af behandlingen er stivelse, der bruges til foder enten på de store kvægfarme lokalt, eller det eksporteres. EU importerer fem-seks mio. tons kassavastivelse og tapioka (der også er lavet af kassava) om året.
I BLM's fremstilling handler hans arbejde om at skaffe de stakkels sultne noget at spise, som er lidt mere næringsrigt, fordi blåsyren ikke har skullet vaskes ud, og samtidig at undgå forurening af atmosfæren og vandløb med blåsyre.
Det er selvfølgelig gode argumenter, når man skal skaffe penge til sin forskning - og den har kostet mange, mange millioner. Men realiteten er altså, at det kun er kassava til foderbrug, der har brug for at få blåsyren fjernet med genteknologi.
Skulle forehavendet lykkes, vil det mest sandsynlige resultat være endnu billigere foder til de riges dyr - når nu kassavaen ikke skal behandles.
Det vil med al sandsynlighed føre til endnu større dyrkning af foderkassava, og dermed mindre plads til den søde kassava, og altså mindre mad til de fattige.

Jord til de jordløse
Det er en udvikling, der er set igen og igen i den tredje verden gennem de sidste snart mange år, at arealerne med eksportafgrøder udvides på bekostning af de fattige småbønders marker.
Derfor er det jordreformer, så de jordløse kan få jord at dyrke, det er toldbeskyttelse mod import af landbrugsprodukter, så bønderne kan få en fair pris for deres varer og ikke skal konkurrere mod de rige landes statskasser, og det er ændringer af alt det, der i dag favoriserer store landbrug - kreditpolitik, forskning, uddannelse, statsstøtte, skatter og infrastruktur - der kan løse sultproblemerne, ikke gensplejsning.
BLM kan indvende, at man ikke som forsker kan lave om på de politiske vilkår for landbrugsproduktionen. Det ville være et fair synspunkt. Problemet er blot, at så længe forskerne bliver ved med at vildlede politikerne med, at gensplejsning kan løse sultproblemerne, så længe viger de tilbage for at træffe de vanskelige, men nødvendige beslutninger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu