Jeg ville også være jagerpilot. Jeg gik også med Royal Airforce hue og drømte om
de usynlige helte der oppe. Men hvis en vildfaren bombe var gået gennem mit tag og slået min far og mor ihjel, var jeg aldrig kommet over det
Historisk set
Man kan læse Henrik Skov Kristensens, Claus Kofoeds og Frank Webers fremragende værk om Vestallierede luftangreb i Danmark under 2. verdenskrig (Aarhus Universitetsforlag 1988) på flere måder. Hvis man er fly-freak, er der masser at hente, hvis man er til regulær drengebogsspænding endnu mere, interesserer man sig for historiske kendsgerninger er de to bind en nærmest uudtømmelig kilde, og har man blik for tilværelsens absurditet og tragik, er bøgerne uomgængelige.
Den sidste vinkel kan være aktuel nu, hvor man tager forholdene i Danmark under den tyske besættelse op til vurdering med fornyet energi. Man har nu - stort set - konstateret, at Danmark dengang ikke opførte sig særlig heroisk, at man var mere interesseret i den profit, der kunne hentes ud af samhandelen med Det tredje Rige end at gøre modstand imod samme, at der var flere danske soldater i tysk tjeneste, end der var aktive sabotører og frihedskæmpere i kernen af den danske modstandsbevægelse.
Læser man bogen med pudsede briller, vil det tydeligt fremgå, at heller ikke den direkte krigsindsats fra allieret side kunne kridte meget op på positivsiden. Der var snarere tale om en enestående fiasko, hvis nøgne tal siger mere end lange udredninger: "I alt ligger ca. 1.000 britiske flyvere begravet i Danmark, og yderligere ca. 500 fra disse nedstyrtede besætninger omkom i havet og er aldrig blevet fundet. Det er trods alt således en anseelig del af Bomber Commands samlede tab på 55.000 mand, der måtte lade livet over Danmark. De fleste af disse tab skete i forbindelse med overflyvninger til Tyskland, på togter hvor chancen for at overleve det fastlagte antal togter pr. flyver på 30, eller det fastlagte antal operationer på 200, ikke eksisterede på papiret. Bomber Commands fly bragte død og ødelæggelse til de tyske byer, men prisen de selv måtte betale var frygtelig."
Hvad der skete mellem himmel og jord i Danmark dengang kan man følge i detaljer: Under de tusinder af overflyvninger lettede bombefly sig gang på gang for deres last, når de enten var anskudt af flak eller fjendtlige jagerfly, eller også fordi det gjaldt om at komme hjem til basen uden den livsfarlige last så hurtigt som muligt uden at blive skudt ned. Bomberne - hvoraf en del var på tusind pund - faldt his og pist, mange uden at gøre skade på andre med tragisk konsekvens. Man læser så let hen over: en person dræbt, 20 såret heraf 6 alvorligt. Man synes måske ligefrem, det er elegant når flightsergeant dit-eller-dat får et dansk lokomotiv på en sønderjysk bane i sigtet, kaster en 250 punds fragmentationsbombe og sender lokomotivføreren og fyrbøderen til himmels, mens han selv forsvinder i horisonten - for i næste øjeblik at blive ramt af flak over Ringkøbing og styrte brændende i havet.
Meget kan rangeres ind under "fejltagelser", de allierede piloter troede de befandt sig over Tyskland, navigationen var ofte elendig, landkendingen i dårligt vejr minimal, og enhver der har forsøgt at orientere sig fra luften ved, hvor svært det er i det hele taget. Masser af de havarerede fly havde fået deres bekomst over Tyskland for senere at styrte ned over Danmark (tit efter at have "lettet sig") og hvis besætningerne overlevede, stod dansk politi skulder ved skulder med de tyske besættelses-tropper for at "pågribe fjenden" og lod sig gerne fotografere i fuld uniform sammen med "byttet".
Antallet af "fejltagelser" af nævnte art er næsten endeløst, men det gik ikke meget bedre, når man skulle angribe for alvor. Mest tragisk står i bevidstheden ødelæggelsen af den franske skole i København den 21. marts 1945, hvor RAF (på modstandsbevægelsens anmodning) bombede Gestapohovedkvarteret i Shellhuset og for en sektions vedkommende kom på afveje. Men ser man nærmere efter og går i detaljer, er der stort set ikke det "mål," man ikke har forvekslet med noget andet, så det man formodede var "en stabsvogn" viste sig at være en lille bil med et bryllupsselskab, og det man troede var en tysk radar-installation vist sig at være en samling sommerhuse. Bombede man tyske transportskibe i Aarhus med flere fly, viste det sig at det var Aarhusbugten, man ramte eller til nød kajen, og når en Mosquito-pilot køligt nævner i sin rapport, at han kan noteres for at have fået ram på en tysker, viser det sig at være en dansk maler på en stige i Værløse.
I de sidste måneder af krigen, hvor de allierede havde det totale luftherredømme, blev der instituteret en slags free-for-all-luftkrig dvs. at såkaldte "intruders" mere eller mindre frit kunne skyde på alt, hvad der rørte sig, og som man formodede havde noget med fjenden at gøre. Malersvenden og bryllupsgæsterne var ofre i den forbindelse. Men der var også alle civilisterne i togene, der fik Amtsavisen eller Stiften og sig selv gennemhullet af kugler eller de enfoldige, der stod og forårsgravede haven, mens et par eskader Mosquitos lagde an til at bombe Husmandsskolen i Odense, det sidste Gestapo-hovedkvarter, der fik sin bekomst før krigsslutningen.
Tyskerne var for længst stukket af, mens danskerne fald med spaden i hånd som collateral damage, et begreb man også havde dengang, og som senere fik uhyggelig aktualitet i forbindelse med NATO's ikke-krig i det fhv. Jugoslavien.
At luftkrigen for RAF's vedkommende i krigens sidste fase også havde karakter af show, for ikke at sige show-off kan man konstatere gennem den kendsgerning, at to af de Mosquitos, der var med i angrebet på Shellhuset var udstyret som fotofly, det var meget om at gøre på dette tidspunkt at vise verden, hvad man formåede, hvor dristig man kunne være og hvilken helvedes karl Bob "Pinpoint" Bateson var. I danske modstands-kredse havde man vurderet, at et tab på 2.000 civile i forbindelse med bombardementet ville blive accepteret som rimeligt af den danske befolkning i betragtning af målets vigtighed i kampen mod tyskerne. Så galt gik det ikke, men galt nok endda.
Som bekendt "vandt" Danmark krigen hovedsagelig takket være de allieredes indsats. Den kostede i alt over 50 millioner mennesker livet. En beskeden del af dem ligger i dansk jord, og man må formode at de allerfleste af RAF-folkene har været mellem nitten og femogtyve år. Og så var der altså hin togfører, den og den kommunelærerinde, en slagtersvend og en unavngiven maler plus det løse. Hvor der handles, der spildes, og i krig og kærlighed gælder alle kneb. Men når man tænker på, at Vestallierede luftangreb i Danmark under Anden Verdenskrig var næsten hundrede procent ineffektive og for det meste skadede mere end de gavnede, (bortset fra de tyske fly, der vitterlig blev skudt ned) må det forekomme at være en høj pris at betale - også når man tænker på at prisen for skaderne opgjort i kroner og øre er astronomiske.
Har man selv været vidne til det hele, er der ingen grund til at stille sig hellig an: Jeg gik også med Royal Air Force-hue og drømte om de usynlige helte der oppe og deres kamp mod ondskaben for min befrielse. Jeg har også villet være jagerpilot! Men jeg ved, at hvis en Lancaster eller Liberator havde "lettet sig" og en vildfaren bombe var gået igennem taget og havde slået min far og mor eller mine søskende ihjel, var jeg aldrig kommet over det.
Sært at tænke sig, at luftkrigen over Danmark fra et militært synspunkt var ligeså nytteløs som jernbanesabotagen! Med årene er det ikke få illusioner man berøves, når det drejer sig om Anden Verdenskrig. Men minderne har man da lov at ha'.
