Pensionskasserne har kastet sig ud i det globale ræs for hurtige penge på aktiemarkederne
Økonomi & Politik
Det har vakt megen omtale, at Lægernes Pensionskasse viste sig at have en større portefølje af aktier i tobaks-, våben- og alkoholindustrien. Reaktionerne spænder fra forargelse over humoristiske hentydninger om, hvordan lægerne således holder deres egen kundemasse ved lige, til bastante udmeldinger af typen: Lægernes Pensionskasse har kun gjort det, alle pensionskasser skal; sørget for at deres medlemmer får det størst mulige afkast og dermed den bedst mulige levestandard som pensionister. Det har også, bl.a. her i avisen, været diskuteret om såkaldte 'etiske investeringer' giver et større eller mindre afkast end andre.
Hvad der derimod ikke har været diskuteret i noget særligt omfang, er de mere grundlæggende spørgsmål:
nhvilken sammenhæng er der mellem samfundsudviklingen og opsparingen i pensionskasserne?
nhvordan definerer vi begrebet 'afkast'?
I Danmark har den samlede pensionsopsparing for længst oversteget 1.000 mia. kr. og pensionskapitalerne vokser tilsvarende verden over. Det er derfor indlysende, at pensionskasser og andre store kapitaler har en markant indflydelse på samfundsudviklingen i kraft af deres til- og fravalg af de virksomheder, man vil investere i. Det er logisk nok: Var der ingen, der ville investere i våbenindustrien, ville den have mere end svært ved at klare sig, og hvis lægernes ikke bryder sig om landminer, skal de selvfølgelig heller ikke investere i dem. Men det rækker videre end det.
Pensionskasserne investerer med henblik på at kunne sikre medlemmernes levestandard mange år frem i tiden. Denne levestandard er ikke mindst afhængig af virksomhedernes samlede gøren og laden. Hvis omkostninger skubbes over til andre eller ud i fremtiden, får man ikke noget reelt billede af virksomhedens overskud.
En virksomhed kan have et pænt overskud, men skabe store omkostninger andetsteds til rensning af miljøet - samfundsmæssigt er der måske endda tale om et underskud. De store transnationale selskaber, som begunstiges i særlig grad af forventningsboblerne på børserne, er også i den henseende helt uoverskuelige. Den arbejdskraftintensive produktion lægges i lande, hvor lønnen og miljøkravene er lave, koncernhovedsædet placeres i et land med lav eller ingen skat, og den højtuddannede arbejdskraft hentes fra lande, hvor uddannelse er betalt via skatterne. Det er arbitrage på højt niveau! De eksterne omkostninger, som virksomhederne skaber, men ikke betaler, skal forventeligt sjovt nok udredes bl.a. af de samme pensionister, som skal leve af pensionskassernes afkast.
Og nu til diskussionen om, hvad afkast egentlig er. Pensionskasser investerer typisk i obligationer og aktier. For obligationerne modtages renter, som andre betaler til gengæld for at låne pengene. Det er almindelig omfordeling.
For aktier kan man også modtage udbytte på tilsvarende vis, dvs. disse penge betales også af andre, her virksomhederne ud af deres overskud. Men hovedparten af afkastet ved aktier fremkommer ved kursstigninger, dvs. opskrivninger af aktiernes værdi. Denne kan ske på to måder: Enten ved at virksomheden tjener penge, som den konsoliderer sig med, og dermed øger egenkapitalen. Det kalder man indre værdi og er et gammelt, konservativt princip, hvor kursstigningen repræsenteres af reelle værdier i virksomheden.
Den anden måde er ved at kursen stiger, alene fordi nogen tror, at virksomheden også vil tjene penge i fremtiden, eller bare fordi man tror, at kursen på aktierne vil stige endnu mere. Rene forventninger eller endda forventninger til forventninger.
I dag er tålmodigheden kort på børserne, og virksomhederne må derfor sørge for at holde forventningerne ved lige til gavn for deres aktionærer. Der er ikke tid til 'det lange seje træk', som skal til for at omforme en virksomhed, fremstille bedre produkter, skabe mere tilfredse kunder osv.
I stedet må der demonstreres handlekraft ved kontante udmeldinger om opkøb eller frasalg, fusioner, fyringsrunder etc. Den slags skaber næsten automatisk øjeblikkelige kursstigninger på virksomhedens aktier, og aktionærerne klapper i hænderne. Selv virksomheder med gigantiske underskud gennem flere år kan ved dygtig pleje af forventningerne opnå at se deres aktier stige voldsomt i kurs - der er mange eksempler indenfor 'modebrancher' som IT og bioteknologi.
Kursstigningerne er ofte hinsides enhver fornuftig sammenhæng med de realiteter, der ligger bag. Lad os tage et helt frisk eksempel. En dansk vindmøllefabrik (grønt og etisk, kan det blive bedre?) ejer 40 procent af et spansk selskab. Det spanske selskab får en stor ordre til fem mia. kr. og forventer at tjene ca. 500 mio. kr. på den over de næste tre år. Med 40 procent ejerandel kan vindmøllefabrikken altså forvente (med forbehold af alt hvad der kan opstå af praktiske problemer over de næste tre år!) gradvist at blive 200 mio. kr. rigere. Men hvad sker der? Vindmøllefabrikkens aktier stiger øjeblikkeligt så meget i kurs, at det svarer til 3,5 mia. kr. - en faktor 17!
Sådanne kursstigninger kan næppe betegnes som meget andet en 'varm luft' - og den slags er der masser af i de store stigninger, som de store aktieindeks kan opvise verden over. Der er ganske enkelt skabt en kæmpemæssig aktieboble, som tilsyneladende bare bliver større og større. Hvis pensionsopsparerne drømmer om en høj levestandard som pensionister, må man håbe, at de får noget lidt mere substantielt at bide i end en aktieboble!
Det burde også være indlysende, at hvis samfundet som helhed får en økonomisk vækst på to procent i gennemsnit pr. år, og pensionsopsparernes 'værdier' stiger med seks, 12 eller 15 procent om året, så må forskellen enten betales af andre eller den baseres på værdiopskrivninger, der ikke reelt 'kaster det af sig', som pensionisterne skal leve af. Og så har vi endda slet ikke været inde på, om det overhovedet er muligt at opretholde en økonomisk vækst i vor del af verden, både i relation til miljøet og til befolkningerne i andre verdensdele, der næppe bliver ved med at acceptere den voldsomme skævfordeling af verdens ressourcer.
Aktiebørserne er blevet en del af det globale kasino, sammen med valuta- og obligationsmarkederne. Dertil kommer så de såkaldte 'derivater', ofte rene væddemålskontrakter, hvor der handles for svimlende, fiktive beløb. Aktørerne på disse markeder benævnes i aviserne høfligt 'investorerne', selv om de fleste bare er spekulanter. I USA vinder 'daytrading' frem med forrygende hast: Man køber aktier i håb om kursstigninger i løbet af dagen, og til aften er alle aktier solgt igen. Og vi som har lært, at aktier er langsigtede investeringer!
Det siger sig selv, at de gevinster, der kan opstå på denne måde ikke repræsenterer nogen samfundsmæssig værdi, og altså heller ikke er noget, man kan 'leve af'.
Når det (også her i avisen) på-stås, at såkaldte 'etiske investeringer' giver samme eller endda højere afkast end gennemsnittet, skal man huske, at man taler om store selskaber, der måske nok har vedtaget en politik på miljøområdet, menneskerettigheder, medarbejdermæssigt osv.(og det er al ære værd!), men at det stadig er selskaber, der ligger under for børslunerne og dermed er en del af aktieboblen.
Den del af 'afkastet', der hidrører herfra, er derfor lige så luftigt som for et hvilket som helst andet selskab - men man har selvfølgelig lov at håbe, at de genererer færre eksterne omkostninger.
Pensionskasserne har et ægte dilemma: Den enkelte pensions-kasse kan have interesse i at profilere sig i konkurrencen ved at vise et højt afkast, dvs. ved at være med som aktionærer i de mest feterede selskaber. Men kollektivt, som en samlet forening af pensionsopsparere, har de netop ingen interesse i at undergrave deres medlemmers pension ved dels at blæse 'værdierne' op til højder, der ikke kan bære, dels ved at medvirke til, at virksomhederne genererer omkostninger, som først betales senere af andre, herunder pensionsopsparerne selv. Det er et hovedproblem i den højt besungne 'frie markedsøkonomi', at der ikke nødvendigvis er sammenhæng mellem den interesse, man har som enkeltperson, og den interesse man har som del af et større fællesskab eller et samfund.
Så nemt er det ikke at være pensionskasse. Det kræver mod at gå imod strømmen og tage en dybtgående debat i medlemskredsen om, hvilket samfund, pensions-kassen skal medvirke til at skabe. F.eks. kunne man diskutere, om fødevareforsyningen skal være i hænderne på nogle få mega-selskaber, eller om de kommende pensionister hellere vil have en lokalt baseret forsyning af kvalitetsfødevarer med mulighed for indflydelse og engagement fra forbrugerside. Det kræver også mod at diskutere, hvilket 'afkast' der er udtryk for reelle samfundsmæssige merværdier, og hvad der bare er luft.
Men selvfølgelig er det muligt, og det er også muligt at begynde i det små. Hvem melder sig?
*Lars Pehrson er direktør i Merkur, Den Almennyttige Andelskasse og medlem i bestyrelsen for "International Association of Investors in the Social Economy", et internationalt netværk af socialt og miljømæssigt orienterede banker
