Kronik

Klinikkens fødsel

15. februar 2000

Den franske filosof Michel Foucaults bog om klinikkens fødsel er nu udkommet på dansk. Den giver et indblik i, hvordan lægevidenskaben kom til at indgå som et magtinstrument i den vidensfikserede nationalstat

Retfærd & Velfærd
Man kunne tro, at en 37 år gammel bog frem for alt har historisk interesse. Sådan er det ikke med Klinikkens fødsel, der oprindelig udkom i 1963. Den er aktuel både i et lægevidenskabeligt og filosofisk perspektiv, selv om den til forskel fra Foucaults andre bøger fokuserer på et snævert afgrænset område: De lægevidenskabelige klinikkers opståen og udvikling i Frankrig inden for en relativ kort periode på knap 50 år.
Ved revolutionen i 1789 eksisterede der ikke noget hospitalsvæ-sen i moderne forstand. Hospitalerne var en del af fattigvæsenet: De syge, der af praktiske eller økonomiske årsager ikke kunne blive plejet hjemme, blev i sidste instans anbragt på hospitaler, der var at betragte som særlige varianter af fattighusene.
Umiddelbart i forlængelse af revolutionen var der røster fremme om at konfiskere hospitalernes værdier, som det var sket med en stor del af kirkegodset, kapitalisere dem og skabe et centralt dirigeret statsligt hospitalsvæsen. Den tanke blev hurtigt opgivet. Opgaven var for tung og kompliceret. Hospitalerne fik lov at beholde deres aktiver, men blev placeret i regionalt og kommunalt regi og underlagt en offentlig styring og kontrol, ved at folkevalgte fik plads i bestyrelserne.
Af større interesse var uddannelsen af læger. Den var hidtil foregået ved universiteterne, hvor professorerne mod direkte betaling fra de studerende gav kurser, afholdt eksaminer og udstedte beviser for fuldendt uddannelse. Det siger sig selv, at uddannelserne svingede i kvalitet, og at der var et betydeligt omfang af korruption. Det ville ledende politiske kræfter i revolutionen til livs. Men inden der kunne opnås harmoni, skulle der løses en række faglige og ideologiske konflikter.
Foucault gør rede for, hvordan man på universiteterne strittede imod tanken om at nedlægge de lægevidenskabelige fakulteter og oprette en række deciderede lægeskoler med ensartet pensum og sammenlignelige eksaminer.
Samtidig skulle det direkte økonomiske forhold mellem professorer og studerende opløses, ved at de ansatte ved lægeskolerne blev aflønnet af det offentlige. Som det er set så ofte før i den type institu-tionelle konflikter, endte forhandlingerne med et kompromis: Der blev ikke oprettet selvstændige lægeskoler. Universiteterne fastholdt deres monopol på den teoretiske del af uddannelsen, mens den praktiske del blev henlagt i hospitalsregi. Underviserne blev heller ikke heltidsansat eller fuldt betalt af det offentlige, men drev privat praksis ved siden af.
På samme måde var det på det politiske plan fantastisk vanskeligt at nå til enighed om, hvem der havde ret til at nedsætte sig som læge. Igen blev resultatet et kompromis. Lægegerningen blev et liberalt erhverv, men med strenge og åbenlyst selvmodsigende bestemmelser for, hvem der måtte udøve det.
Det var i den sammenhæng og på den baggrund, klinikken blev til. Her er det nødvendigt kort at skitsere datidens syn på sygdom og relationen mellem sygdom og hospitaler. For lægerne bestod sygdomme af essenser og symptomer, der ikke kunne gøres meget ved.

Sygdom og pleje var processer, der tilhørte hjemmets sfære. Det var i familiens skød, den syge bedst kunne få den nødvendige omsorg, samtidig med at han eller hun ikke kom til at ligge det offentlige til byrde.
Men når man nu havde hospitaler, øjnede videbegærlige læger chancen for at eliminere specifikke afvigelser i sygdomsforløb, hvad enten de udspillede sig i hjemmet eller på et sygehus. Betingelsen var, at man kunne isolere patienterne og studere dem i et klinisk rent miljø uden modifikationer fra de dunster og smitter, der var karakteristiske for hospitalerne. I så fald ville det blive muligt på statistisk grundlag at danne sig et overblik over typiske sygdomsforløb og deres bagvedliggende essens.
Det var denne særlige konfiguration af vidensmæssige, sociale og politiske strukturer i slutningen af det 18. århundrede, der ifølge Foucault lå til grund for klinikkens fødsel. En institution, der udelukkende blev til med det formål at indkredse de forskellige sygdommes væsen og undervise i at kunne genkende dem. Klinikkerne handlede om indsamling og formidling af viden om sygdomme, ikke om helbredelse.

Den nye sygdomsfilosofi slog igennem i løbet af en meget kort årrække. Den såkaldte klassifikatoriske lægevidenskabs og artsmedicinens gamle forestillinger om sygdommenes essenser og slægtskaber - illustreret ved todimen-sionale oversigtstavler - blev stort set fra den ene dag til den anden udskiftet med den anatomisk-kliniske metodes tredimensionale billede af sygdomme som processer, der udspiller sig horisontalt dybt i kroppen i forskellige vævsformationer.
Og først og fremmest blev døden ifølge Foucault indføjet som en tredje term i relationen mellem det raske og det syge. Det er først i døden - ved opskæringen af liget - sygdommen viser sit egentlige ansigt. Døden blev grundlaget for den anatomisk-kliniske metode og hele den moderne lægevidenskabs måde at tænke sygdom på.
Ved indgangen til det 19. århundrede, blev lægerne pludselig i stand til at se og sætte ord på fænomener, der hidtil havde ligget hinsides det synlige og usigelige. Ifølge den lægevidenskabelige selvforståelse, som den kommer til udtryk i fremstillinger af lægevidenskabens historie og udvikling, skyldtes det, at erfaringen og en praktisk måde at forholde sig til sygdom på, sejrede over teoretiske konstruktioner og fantasmer.
Og det er ifølge Foucault en myte. Det er rigtigt, siger Foucault, at den nye kliniske lægevidenskab, lagde afgørende vægt på det synlige - blikket, som han kalder det - og som sådan var overordentlig opmærksom på individuelle og afvigende træk.
Men dette blik og denne opmærksomhed udsprang ikke af intetheden. Der var ikke tale om, at en håndfuld geniale læger pludselig begyndte at se, hvad ingen havde kunnet se før. Snarere, at der skete et sammenbrud i de gamle vidensformer, som havde sat grænserne for, hvad det var muligt at se.
Nyorienteringen var med Foucaults ord ikke så meget resultatet af en lægevidenskabelig selvrefleksion, men konsekvensen af, at der skete en omorganisering af selve sygdomsbegrebet, så grænserne for det synlige og usynlige fulgte et nyt mønster.
Mutationen bestod i en samtidig ændring af lægernes måde at se og udtrykke tingene på. Og den skyldtes en række sociale, politiske og institutionelle forandringer, hvoraf de vigtigste med Foucaults egne ord var en omorganisering af hospitalernes struktur, så de på én gang blev undervisningssteder og en uendelig kilde til viden.
Hvis man helt overordnet ser på den argumentation, Foucault fremfører i Klinikkens fødsel, går den ud på, at lægevidenskaben som positiv videnskab opstår i løbet af en kort årrække omkring år 1800, og at den spiller en central rolle for den måde, videnskaberne om mennesket organiseres på i løbet af det 19. århundrede, hvor mennesket for første gang i historien optræder både som subjekt og objekt for sin egen viden. Det afgørende er, at individualiteten sættes i relief og udgrænser et spændingsfelt mellem sig selv og det generelle og normale.
For det andet gør han klart, at den moderne lægevidenskab fra starten var snævert knyttet til politiske og økonomiske magtstrukturer i samfundet. Deres videbegær stemte overens med de forestillinger, der på det politiske felt var bærende for konstruktionen og organisationen af relationerne mellem nationalstaten, statsapparatet og borgerne. Det er et centralt punkt i Foucaults måde at opfatte den moderne lægevidenskab på: Som magtinstrument og overvågningsinstans.

Endelig peger han på, at den nye lægevidenskabs og klinikkernes primære mål hverken dengang eller nu var at helbrede. Lægevidenskaben som sådan handler ikke om at gøre folk raske, men om at finde ud af, hvorfor de er syge, hvilket man kan konstatere, når de er døde.
På et vist plan er viden i meget konkret forstand magt, og den form for magt er knyttet til økonomiske og institutionelle strukturer i samfundet. Men det er ikke på det niveau, Foucault opererer. Der er ikke tale om en bestemt gruppes - for eksempel lægernes - monopolisering af en bestemt viden i samfundet for egen vindings eller prestiges skyld.
Der er tale om et spil i en helt anden dimension, hvor udgangspunktet er Oplysningstiden og en bestemt form for rationalitet og videbegærlighed, der kobles til og bliver en del af en proces, hvor nationen og staten på mange punkter kommer til at spille den rolle, religionen før havde haft. Dog uden håb om frelse eller et liv i det hinsides.

Her har man de faktorer og temaer, Foucault udfolder i hele sit forfatterskab. Når lægevidenskaben spiller en central rolle i den proces, der fører frem til grundlæggelsen af det moderne menneskesyn - i alt fald i Vesten - hvor individet og det individuelle stråler i al deres glans og herlighed og kan gøres til genstand for videnskabelige analyser, er det ifølge Foucault, fordi døden ganske konkret gøres til omdrejningspunkt for forholdet mellem liv og sygdom, hvorefter den begrebsmæssigt breder sig ud til de andre videnskaber om mennesket.
Det primære mål er ifølge Foucault ikke helbredelse, men en skamløs higen efter viden om sygdomme med et politisk apparat siddende i baggrunden, der er totalt opslugt af økonomiske kalkuler, overenskomstmæssige problemer og effektiviseringer af arbejdsgange.

Døden må have en årsag
*Arrogant, brilliant, provokerende og oprørende, men aldrig kedelig, lyder det om den bog af Michel Foucault, der i sidste uge udkom på dansk i Henning Silberbrandts oversættelse. Klinikkens Fødsel handler om etableringen af den moderne lægevidenskab, hvor ikke mindst den døde krop blev centrum for en ny type medicinsk erkendelse. Det var her, man kunne undersøge sygdomme og konstatere dødsårsagen. Bogen er udkommet på Hans Reitzels Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu