Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
28. februar 2000

Afkulturering
*Man undrer sig over alt den snak om et multikulturelt samfund, når historien entydigt viser, at ingen kultur nogensinde har overlevet mødet med et frit vestligt overflodssamfund...
Henrik Leffers
Skt. Hansgade 28
2200 Kbh. N

Bliv dog klogere
22. FEB. - I året 1941 sendte Danmark jødiske flygtninge retur til Tyskland, til tortur og død.
I året 2000 sender man serbiske flygtninge retur til Kroatien, til forfølgelse og måske død.
Regeringen var i 1941 ledet af socialdemokraten Thorvald Stauning. I dag er regeringen ledet af socialdemokraten Nyrup Rasmussen. Bliver de slet ikke klogere? Eller tænker de kynisk, vi kan jo altid undskylde 60 år efter?
Ja, jeg spørger bare.

Hugo Erichsen
Bibrostræde 24
4900 Nakskov

Hurtigtog
22. FEB. - Lande som Frankrig og Japan har i dag gavn af en tidlig satsning på hurtigtog, som har flyttet mange passager fra bilerne og indenrigsflyene. EU er nu begyndt at satse på jernbanedriften, hvor der er et udviklingspotentiale, kapacitet til nye passagerer, højere hastighed end på vejene, bedre miljø og større komfort og sikkerhed. Togene har fremtiden for sig, i modsætning til motorvejene, som bliver mere og mere overbelastede.
Når Øresundsbroen åbner til sommer, kommer der højhastighedstog (hurtigtog) fra København til Stockholm og senere til Oslo. Men hvad med strækningen København-Odense-Hamborg, hvornår kommer der højhastighed her? Mange tyske IC-tog starter i Flensborg og kører i alle retninger i Tyskland, hvorfor ikke lade disse tog starte nogle kilometer længere nordpå i Tinglev eller Kolding?
Et andet hul i forbindelsen sydpå er det direkte tog til Berlin, som blev nedlagt for nogle år siden. Svenskerne har en direkte forbindelse fra Malmø over Rygen til Berlin. Hvordan kan den forbindelse indarbejdes i den danske togplan, når Øresundsbroen åbnes? Kan toget da starte i København og køre over Malmø? Eller starte i Malmø og køre over København, Gedser, Rostock til Berlin?
Fork. af red.

Peter Rasmussen
Knasterhovvej 21
5700 Svendborg

Multietnisk underskud
22. FEB. - Tak for den multietniske Information. Men hvor blev Afrika af? En sydafrikaner i redaktionen tæller ligesom ikke. Og hvad med Sydamerika? Til gengæld er der flere polakker og nordmænd. En af nordmændene bidrager med det efterhånden alt for sjældne: En god artikel på bagsiden. En anden nordmand, går jeg ud fra, bidrager med en ynkelig note om, at Norsk venstrefløj har fremgang. Jeg har undervist journalistspirer i at skrive noter, og når noten ufrivilligt hævder, at SV ligner SF, hvis der er valg nu, og frivilligt konkluderer at Arbeiderpartiets nye fremgang skyldes, at kvinder vil have barn med Stoltenberg, er det langt under trykbar kvalitet. Fandtes der virkelig ikke en afrikaner eller en sydamerikaner?

Jan Hillers
Pæregrenen 34
5220 Odense SØ

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her