Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
10. februar 2000

Hvor sætter vi grænsen?
2. FEB. - Jörg Haider og Frihedspartiet er dannet af nazister lige efter Anden Verdenskrig og har holdninger, som ethvert fornuftigt humanistisk indstillet menneske må tage afstand fra. Derfor er det en korrekt og ganske fornuftig beslutning af EU's regeringsledere, når de bekender, at de ikke vil samarbejde med repræsentanter fra en regering med højreekstremister.
Demokratisk styreform og national suverænitet legitimerer ikke diskrimination, forfølgelse og andre handlinger der klart strider mod almene menneskerettigheder. Jörg Haider står for en politik, der vil føre til handlinger som strider mod EU's grundliggende principper, og derfor er det vigtigt, at vi ikke lader os formilde af det moderate image, som han for tiden fører sig frem med.
Da Hitler gjorde nazismen populær, stred hans metoder langt hen ad vejen ikke mod de principper, som et demokrati bygger på. Inden Hitler var kommet til magten, var store dele af den tyske befolkning overbevist om rigtigheden i hans ideer. Gjorde resten af Europas stater nok for at bekæmpe tendenserne i 30'ernes Tyskland?
Der skal uden tøven vises, at ingen inden for EU-systemet ønsker at samarbejde med repræsentanter fra Jörg Haiders Frihedsparti. Grænsen er nået!

Mikkel Høst
Socialistisk Folkepartis Ungdom

Ynkeligt
2. FEB. - Selv en jævn 1. G'er med en nogenlunde begavet dansklærer vil kunne gennemskue Jørgen Steen Nielsens og Asger Liebst's ynkelige forsøg på at legitimere den usmagelige udnyttelse af prinsesse Alexandra i Informations løbende forsøg på at udstille egen infantil politisk korrekt klichetænkning. Eksistentielle løgnere afslører sig altid i kropssproget, og demagoger, der forsøger at spille intellektuelle, afslører sig altid i sproget.
Argumenter og analyser erstattes af dæmonisering af andre. Det er pinligt at overvære. Puritanere, der leger smarte, producerer altid slam fra nederste skuffe.

Carsten Grolin
Bakkedraget 43
4534 Hørve

Kinakål
3. FEB. - Jeg vidste ikke at Jens Juhl Jensen også var sinolog (jf. hans muslim-artikel den 1. feb.) - men det er han jo heller ikke: BEIJING er højkinesisk (mandarin), mens PEKING er den europæiske refleks af kantonesisk BAKKING (som europæerne først hørte i det 16. årh.), der begge betyder 'nordlig hovedstad'( JING er altså 'hovedstad' og bruges derfor i moderne dagligtale, også alene i stedet for BEIJING). Man kunne forestille sig en kineser, der kom til Europa, hvor en svensker fortalte ham, at Danmarks hovedstad var KÖPENHAMN.

Wilfried Schuhmacher
Kirkebakken 13
4621 Gadstrup

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her