Kronik

Markedsorienterede meninger

Debat
24. februar 2000

I politikernes bestræbelser på at rulle den tunge stat er det markedet, der overtager rollen som den værdiskabende og normsættende institution i samfundet

Økonomi & Politik
I disse år massefabrikeres begreber som 'virksomhedens sociale ansvar', 'det etiske regnskab', 'politisk forbrug', 'værdiledelse' og 'socialt indeks' - sære blandingsprodukter med ingredienserne etik, politik og økonomi, der peger på et opbrud i samfundsforståelsen.
Både politikere, erhvervsliv og organisationer sætter deres lid til, at vi som forbrugere i fremtiden vil optræde ansvarligt på markedet og straffe de ansvarsløse virksomheder. Men er den politiske forbruger virkelig den sunde sjæl i fremtidens sunde samfundslegeme?
Når forhenværende socialminister Karen Jespersen i går lancerede 'det sociale indeks' som et mål for virksomhedernes sociale ansvar, er det ikke alene for at kunne sende endnu en bølge af 'mærkevarer' på markedet. Og når Forbrugerinformationens store forbrugerdatabase næste år bliver en realitet, er det ikke bare for at yde lidt ekstra offentlig service. Initiativerne er små skridt på vejen i 'Den Stille Revolution', som Karen Jespersen selv udtrykker det, hvor grænserne mellem politik, økonomi og etik forrykkes radikalt.
Det mærkelige ved netop denne revolution er, at næsten alle synes at støtte den. Fra liberale over konservative til socialister og fra NGO'er over fagforeninger til erhvervslivet er der opbakning til at flytte meningerne og magten ud på markedet. Der er mange gode grunde til, at de kritiske røster er svage, og at revolutionen derfor er så stille.
Men der er også mange gode grunde til at være kritisk over for statens nye rolle og vores nye rolle som politiske forbrugere og etiske medarbejdere i ansvarlige virksomheder.

Når Karen Jespersen vil omdanne 'velfærdsstaten' til et 'velfærdssamfund', er det tydeligvis under kraftig inspiration af den politiske bevægelse, der kaldes kommunitarisme. Her taler man hellere om 'ansvar' end om 'magt', og man sætter sin lid til det såkaldte civilsamfund, der står i modsætning til både marked og stat. Civilsamfundet er det netværk af fællesskaber i samfundet, som hævdes at udgøre samfundets egentlige sammenhængskraft. Dette netværk vil kommunitarister med Tony Blair i spidsen og Jespersen i bagtroppen gerne genoplive og genforpligte.
Politikerne vil have civilsamfundet til at påtage sig et ansvar for at undgå en for stor offentlig forsørgerbyrde og en altdominerende stat. Men i stedet for storfamilierne og skakklubberne, er det erhvervslivet, der byder sig til.
Omstillingsevne og kreativitet er alfa og omega for konkurrenceevnen, og virksomhederne har for længst set det hensigtsmæssige i at organisere sig som små civilsamfund med værdifællesskab, medarbejderindflydelse, omsorg og ansvar.
Uanset om man betragter virksomhedernes sociale oprustning som ren strategisk spekulation og endnu et kynisk overgreb på den forsvarsløse medarbejder eller som den store forbrødring mellem økonomisk rationalitet og etiske hensyn, bør det ikke komme bag på en, at Jespersens appeller til omsorg for medarbejdere, der allerede er inde i virksomhedens varme, finder mere resonans end kravet om ansvar for de udstødte arbejdsløse. Det første er allerede en del af virksomhedernes egen indre logik.
Et såkaldt 'eksternt ansvar' vil kun kunne gennemtvinges ved en massiv indsats af den politiske forbruger. I Jespersens drømmesamfund bliver virksomhedernes sociale korrekthed da også en væsentlig konkurrenceparameter, og forbrugeren evner at træffe ansvarlige politiske valg gennem sine indkøb.
I et sådant samfund vil det nok være lykkedes at tømme politikken og dermed staten for en del af sit indhold og ansvar, som det var meningen. Det er imidlertid ikke civilsamfundet uden for markedet, der har påtaget sig det, men civilsamfundsagtige institutioner på markedet. Spørgsmålet er også, om staten nødvendigvis bliver mindre af at blive delvis afpolitiseret og fralægge sig noget ansvar.

Staten er øjensynlig nødt til at stå som garant for de politiske og etiske kvaliteter, virksomhederne bruger til at profilere sig med, og dermed skaber uddelegeringen af ansvar nye kontrolopgaver. Så længe det politiske forbrug handlede om støtte til en lille gruppe idealistiske landmænd, der opdrætter grise som i broncealderen, var statens opgave med økologimærkerne ret overkommelig.
Allerede nu er svindel med 'økologiske' æg dog et velkendt indslag i nyhederne, og ingen kan hitte rede i lupmærkninger og lappeløsninger. Staten må virkelig oppe sig med kontrol af alle led i produktionen og grundig information. Hvad der kan undre, er, at ingen liberalister advarer mod fremtidens 'politiserede' marked, hvor statens etiske efterretningsvæsen skal overvåge enhver bevægelse og propagandere massivt for sine mærker.
Styrken ved markedet er, at hvert individ kan sammensætte sin helt personlige forbrugspakke. De politiske partier er nødt til at levere en pakkeløsning med stillingtagen til en række spørgsmål om indvandrere, EU, vandmiljø, bistandshjælp og hjernedød, der ikke hænger logisk sammen.
På markedet kan man i hvert fald i teorien sammensætte en hvilken som helst kombination af værdier, selvom markedet i forhold til at formidle moralske og politiske værdier stadig befinder sig på barnestadiet med sine få klodsede mærkningsordninger.
Pointen her er dog, at man rent faktisk kan efterspørge en række forskellige kvaliteter. Spørgsmålet er derfor, om vi er på vej til at drukne i statens svane- og svinemærker i lange baner og informationsstrømmen, så den politiske forbruger afgår ved kvælningsdøden, eller om Christine Antorini med sin database får held til at skabe fremtidens overvågningssamfund.

I politikernes bestræbelser på at rulle den tunge stat tilbage, nøjes de ikke med at lægge meningen og magten ud på markedet. Det offentlige adopterer samtidig en markedslogik, hvad der ikke bare viser sig i de begrænsede forsøg på udlicitering og privatisering, men mere gennemgribende i effektiviseringsbølger med markedet som forbillede, indførelse af erhvervslivets ledelsesstrategier og omdefinering af vores rolle fra borger til bruger med den indbyggede glorificering af det frie valg og konkurrencen.
Intentionerne fra politisk hold har nok været at fremme og ansvarliggøre civilsamfundet på bekostning af stat og marked, at lægge moralske bånd på markedet og at slanke staten. Men resultatet er blevet, at der er skabt enestående betingelser for, at markedslogik og stat kan ekspandere på en gang.
Stat og marked har gennem århundreder været modsætninger, der kunne holde hinanden i skak. Hvor liberalister med deres instinktive angst for statens overgreb på den enkelte kunne søge tilflugt på det ukontrollerede marked, kunne socialister med had til de blinde markedskræfter søge trøst i en stærk velfærdsstat. Liberalisterne berøves i disse år deres automatvåben mod staten, nemlig påstanden om dens ineffektivitet, for det offentlige fungerer stort set som enhver anden stor servicevirksomhed.

Statens kontrol optræder derfor nu som en nødvendig service for markedet, og velfærdsstaten kan vokse uantastet, så længe den følger de markedsprincipper, som ingen formår at argumentere imod efter Øst-blokkens kollaps. Om alt går vel, ender det med fuldstændig stats-overvågning, totalt marked og et civilsamfund på markedets vilkår.
Ingen af fløjene i det politiske spektrum stiller længere spørgsmål ved markedets forjættelser som sådan, men med lidt god vilje kan man finde afsæt for en kritik af udviklingen ved at studere fløjenes lidt forskellige markedsidealer. For venstrefløjen er målet det perfekte marked, hvor staten har opløst monopoler, hvor al relevant information tilflyder forbrugerne, og hvor virksomhederne betaler et passende beløb for at forurene, ødelægge udsigten osv. I dag er der bred enighed om, at en rimelig tilnærmelse til dette perfekte marked kræver massiv statslig indgriben.
Den liberalistiske højrefløj, der helt ulogisk i mange tilfælde optræder som fortalere for overvågning og statens lemfældige over-greb på individer, udtrykker stort set samme holdning til markedet, men burde måske insistere på et mere frit marked, hvor staten af hensyn til det enkelte menneskes frihed (defineret liberalistisk) og den private ejendomsret afholder sig fra at gribe ind eller kontrollere.
Skal der komme en modreak-
tion mod mærkningsmanien og meningsmageriet på markedet, kunne det være fra rettighedsliberalistisk hold i mangel på en virkelig venstreorienteret, markedskritisk venstrefløj. Som det er nu, kan den politiske forbruger med sit etiske, sociale og politiske engagement i en su-perindividualistisk og markedskonform indpakning appellerer lige stærkt til højrefløjens spontane markedsglæde og venstrefløjens gode vilje.
Men der må da være nogen, der finder chefens omsorg omklamrende. Landmænd, der ikke bryder sig om at blive kigget i kortene af staten hele tiden. Forbrugere, der føler sig skizofrene, når de vender og drejer den alt for lille SU og varerne i køledisken for at få det mest mulige ud af situa-
tionen samtidig med, at de skal honorere et moralsk krav om stor-sind over for kødkvæg og kenyanske kaffebønder.
Nogen må da ønske at få genindsat aktionærer, der vil score kassen, firmaer, der vil presse prisen og personalet, og forbrugere, der gerne vil slagte en hvilken som helst fedekalv uanset dens opvækstbetingelser og transportforhold, bare de ikke skal betale en bønne. Kort sagt: Nogen må da ønske at få magten, meningen og meningerne ud af markedet i stedet for ud på det.

Carsten Fenger-Grøn er medredaktør af SALT og har netop afsluttet et scholarprojekt ved Institut for Idehistorie, Århus Universitet, med titlen "Remoralisering af økonomien?"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her