Kronik

Mellem to kulturelle verdener

5. februar 2000

Indvandrerpiger der indgår et arrangeret ægteskab befinder sig i et dilemma mellem deres familietradition og det samfund, de er vokset op i. De skal finde deres egen måde at være danske på, og det skal vi hjælpe dem med, skriver antropolog, som har interviewet en række muslimske piger om deres forhold til kærlighed og ægteskab

Lørdagskronikken
Danmark er en 'jeg-kultur'. Vi er individorienterede. Det enkelte menneske bestemmer selv over sit eget liv og indgår i de sociale sammenhænge, som det selv finder bedst. Frihed til selv at vælge. Vi har lagt vores afhængighed og familiære forpligtelser bag os. Nogle vil nok mene, at vi har mistet en følelse af tryghed og samhørighed.
I modsætning til 'jeg-kulturen' kan man se 'vi-kulturen', den familieorienterede eller kollektivistiske samfundsform. Her betragter det enkelte menneske ikke sig selv som 'enkelt', men som del af en familie. Det er som familiemedlem, ikke som individ, man lever sit liv og tager del i samfundet.
Et arrangeret ægteskab tager udgangspunkt i et kollektivt opdragelsesmønster. Hvor 'jeg-kulturen' sætter frihed lig mulighederne for at vælge og bestemme selv, er grundlaget for 'vi-kulturer', at tryghed - og måske frihed - findes gennem at se sig selv som en del af en større helhed. Spørgsmål om ægteskab handler ikke kun om følelserne for en ægtefælle, men om at indgå i et liv - resten af livet - med en anden familie.

Så langt traditionerne. Hvad så med følelserne? Hvordan kan man leve med en mand, man ikke selv har valgt i første omgang? Der findes et ordsprog, som går igen i mange andre lande end vores eget: Kærligheden er som en kedel med koldt vand, der bliver sat over blus, når ægteskabet indgås. Vandet bliver varmere og varmere. Et 'kærlighedsægteskab', der er baseret på forelskelse, mener man kan virke modsat - som at sætte en varm kedel på en kold kogeplade, hvor vandet bliver lunkent med tiden. Det kan være dejligt at forelske sig, men farligt, for kærlighed er noget andet, som også er forbundet med fornuft og praksis. Noget, der skal kunne stå mål med et helt liv. Det kræver, at man arbejder for sagen og ikke giver op, hvis ægteskabspakken ikke lige indeholder alt det, man kunne ønske sig (som mange danskere tilsyneladende gør, ifølge nogle indvandrerpiger).
Det er ikke ensbetydende med, at alle arrangerede ægteskab behøver være uden følelser fra start. Arrangerede ægteskaber spænder vidt fra tungt pres over samarbejde til to unges eget forelskede arrangement, som familien accepterer. Spektret er mangefarvet; eksemplerne mangfoldige. Også de unges ønsker spænder vidt; ingen vil tvinges, men mange vil gerne have familien med på råd.

For mange af de piger med anden etnisk baggrund, som er født og opvokset i Danmark, går det godt. De har fundet kompromisser med deres forældre og fundet ud af at 'tage det bedste fra begge kulturer'. De kan stadig opleve identitetsmæssige dilemmaer ved at skulle finde sig tilrette imellem de to kulturelle verdener, de er vokset op med, men mange af dem har stærke venindenetværk, som de henter støtte hos, og en del henter tillige støtte i koranen: For dem bliver identiteten hverken dansk eller f.eks. tyrkisk, men muslimsk. Nogle af disse piger er blevet muslimer, fordi de selv har læst koranen - ikke nødvendigvis, fordi deres forældre er muslimer.
Disse pigers vigtigste budskab til deres medsøstre er, at man skal adskille religion og tradition. For mange piger betyder det meget, at de handler rigtigt i forhold til deres religion, og det kan være årsagen til at sige ja til et arrangeret ægteskab. Men dem, som har læst koranen siger, at alt, hvad der har med tvang at gøre, hører traditionen til. Koranen siger, at man skal "sige ja med sit hjerte", før et ægteskab er fuldgyldigt. Pigerne går imod traditionen med koranen i hånden. Hvis farfar siger "Du må ikke gå i svømmehallen" eller "du skal tage den mand, familien har valgt til dig", så svarer de "Vis mig, hvor det står i koranen", og det sætter farfar til vægs, fordi han ikke kan læse!
Tradition er roden til alle problemerne, mener pigerne. Også til danskernes islam-skræk. Koranens ord er ikke mere kvindeundertrykkende end ordene i Bibelen, men både islamiske og kristne kulturer har gennem tiderne brugt de hellige bøger som kønspolitiske magtmidler.
De piger, som har held til at finde nye måder at være danske på, er dem, jeg møder flest af. Til gengæld hører jeg også om piger, der har det skidt, som gemmer sig bag gardiner og lever med tunge, uløselige skæbnefortællinger. Ingen aner dog, hvor mange. Men nogle tegn begynder at tale: Om psykiske lidelser, spiseforstyrrelser, selvmord. Reaktioner, der vender indad. Og som er sværere at få øje på og dokumentere end drengenes mere udadvendte reaktioner, som lægger op til umiddelbar handling.
Det er ikke kun spørgsmålet om ægteskab, der bringer etniske minoritetspiger i krise. Mange af deres problemer ligner til forveksling 'almindelige' pubertetsproblemer, som også vi dansk-danskere kender dem. De løser som regel sig selv, selvom de kan være nok så tunge at danse med. Men tyngden kan blive ubærlig, når pubertetens identitetskonflikter forstærkes af gerne at ville forene to kulturelle værdisæt, som på nogle punkter trækker i hver sin retning.
Det er tradition, der er baggrund for tvangsægteskaber og uhensigtsmæssige familiesammenføringer. Traditioner er det muligt at ændre på, og mange familier har f.eks. givet deres døtre lov til at tage på lejrskole, fordi de har set andre gøre det. Og fordi pigerne viser, at de også selv ønsker at passe på deres ære (dvs deres mødom) - at de også har interesse i familiens basale værdier og ikke kun tænker på at 'blive danske'.

Forældrene er ofte mere villige til at give pigerne 'dansk frihed', end pigerne tror - hvis de ellers turde have tillid til pigerne. Og pigerne er ofte mere interesserede i deres kulturelle baggrundsværdier, end forældrene tror. Meget be-ror på misforståelser, som dels skyldes dårlig kommunikation mellem generationerne, men også pigernes billede af deres egen 'tvangsægteskabskultur', som de danske medier er med til at skabe. Frygten viser sig ofte at blive gjort til skamme på begge sider, når alt kommer til alt. Når der løses op for denne gensidige mistillid i de enkelte familier, følger andre efter.
Arrangerede ægteskaber er en tradition, nogle har taget med sig udefra. Det letteste er at vende blikket væk fra os selv og gøre denne indtrængende tradition til dét problem, som de unge minoritetspiger står overfor. I stedet burde man vende fokus mod de kulturelle dilemmaer, der opstår i et felt, hvor nogle unge skal finde ståsteder og skabe nye identitetsmodeller uden forbilleder til at vise dem vejen.
Disse unge har brug for rollemodeller og netværker. De har brug for voksne at snakke med, og veninder at udveksle erfaringer med. At se, hvordan andre af 'deres egne' gør. Finde andre måder at kommunikere med forældre på, finde eksempler på, hvordan det hele kan lykkes alligevel.
Men i Danmark giver vi dem skræmmebilleder:
Det er tvangsægteskaberne, der er problemet! Pigernes problemer bliver gjort 'fremmede'. Vi forstår dem ikke, og vi bryder os ikke om dét, vi ser og hører. Stigende antal af selvmord indenfor gruppen af unge piger med anden etnisk baggrund viser, at vi med vores råben og fægten ikke just gør det nemmere for pigerne at få øje på deres egne muligheder.
Pigerne er ikke fremmede. De er danskere, og de skal finde ud af, hvordan de gerne vil være det. Hvis vi beskæftigede os mere med felterne imellem kulturerne fremfor at gøre de 'fremmede kulturer' til omdrejningspunkt for alle problemer - så ville vi få øje på en spændende proces, og endda ville vi selv kunne deltage i den. Og vi ville blive bedre til at råde og vejlede dem, som har brug for det.
Man løser ikke et problem for de unge ved at spærre Danmarks grænser for nogle bestemte mennesker. Bedre er det at give dem nogle muligheder for at kommunikere med hinanden - f.eks. i fritidsklubber - og støtte dem i at kommunikere med deres forældre - f.eks. via rådgivning. Og derud-over at informere forældrene bedre om, hvad det er, det danske samfund gør ved deres børn - at det måske ikke kun er noget, de skal være bange for. Det er nemlig en af de ting der sker: Hjemlandets traditioner bliver strammet her, hvor forældrene er utrygge ved alt det, der er omkring dem. Og utryg - det bliver man især, hvis man bliver betragtet som en mærkværdig belastning af majoritetssamfundet.
Nogle af de etniske minoriteter i Danmark holder stærkere fast i deres gamle traditioner, end man gør i deres hjemland. I Tyrkiet er der skred i kvinders rettigheder, unges ret til selv at finde deres ægtefæller osv. De unge piger ser en langt større frihed, når de er på ferie i Tyrkiet end den, de selv oplever her. Hvorfor? Fordi tyrkerne mere travlt med at holde på det, de har, end at følge med i udviklingen omkring dem.
Hvorfor? Fordi hvis man føler sig truet på sin kulturelle identitet - hvis man oplever, at der bliver set ned på og kæmpet imod alt det, man står for - så vender man sig indad mod sit eget i et desperat forsøg på dog at være sikker på at vide, hvem man selv er. Det kræver overskud at vende sig udad mod verden og betragte den uden angst og fordomme. Dét overskud tilbydes de etniske mi-noriteter ikke i Danmark.

Overalt på kloden krydser mennesker grænser og forsøger at få forskelligheder til at passe sammen. Kulturer blandes og finder nye ansigter. Den proces kan vi ikke standse ved at sige "Danmark Spærret!". At spærre for processen gør kun ondt værre; den standses ikke, men misdannes. Hvis man derimod støtter processen, sker der hele tiden en udvikling imod at få tingene til at passe sammen.
Det betyder ikke, at det bedste for alle tyrkiske piger er at få en mand fra hjemlandet hertil. De fleste af dem, jeg har talt med, vil helst have en mand af samme herkomst som dem selv - men helst opvokset i Danmark. Andre har svært ved at finde én, de tror, de kan fungere med, og så kan familien være til hjælp. Andre igen bliver forelskede på en ferie i hjemlandet. Og nogle bliver tvunget til at gifte sig med en mand, de ikke ønsker (og sku' vi ikke hermed sætter en stopper for at kalde ham 'Fætter Fårehyrde', som dele af den danske presse nedladende ynder at kalde familiesammenførte unge over én kam - som om det var deres fælles navn!?)
Det værste er, at vi lader nogle enkelte eksempler styre både debat og lovgivning, fordi vi reelt ved så lidt om, hvad der motiverer de etniske minoriteter til at gøre, som de gør. Vi kan se nogle tal, der viser, at mange får en ægtefælle fra hjemlandet hertil, men vi kan ikke konkludere en pind om, hvad det er for en slags ægteskaber. De 'chocktal', der kastes ud i debatten om familiesammenføringer, er fisket ud af deres sammenhænge og brugt efter forgodtbefindende. Selvom de ikke har nogen statistisk dokumentation, formår de alligevel at give danskerne den ene kop kaffe efter den anden galt i halsen. Sandheden er jo alene den, at der er allerflest historier, som endnu ikke er fortalt.
Man er nødt til at skille skæg fra snot, når man forsøger at håndtere de konflikter, der stødes på. Finde ud af, hvor de reelle problemer ligger, og hvem der er de reelle ofre. For hvis man bare - som tendensen er nu - siger 'tvangsægteskaber' i samme åndedrag som man siger 'familiesammenføring', får man nogle utilsigtede ofre.
Mit bud er, at man på sigt ville have mere held med den modsatte strategi: At lade de etniske minoriteter gøre, som de vil og tilmed vise dem, at vi synes, deres måder at gøre tingene på har ligeså meget ret som vores. Hykleriet topper, når det danske samfund vil beskytte etniske minoritetspiger mod at blive gift under tvang. For med hvilken ret overtager vi da styringen med deres ægteskaber?
Løsner vi grebet om de etniske minoriteters rettigheder i stedet for at stramme det, giver vi de unge plads til selv selv at definere, hvad de gerne vil. Lov til at smyge sig uden om vores færdigpakkede kærlighedsmodeller og luft til at mærke deres egne ønsker og behov. Og samtidig hæver vi den fornemmelse af trussel, som får deres forældre til at lukke sig inde og lukke øjnene for de ting, som vi - og deres børn - gerne vil vise dem. En tredje, parantetisk mulighed er, at vi måske kunne finde det spændende at lytte til andre historier om livsværdier end dem, vi selv ynder at fortælle.
Lukkede døre skaber angst og fordomme - begge veje.

Marianne Nøhr Larsen antropolog og ansat i Mellemfolkeligt Samvirkes Minoritetsafdeling. Hun er netop ved at færdiggøre en undervisningsbog om arrangerede ægteskaber skrevet på baggrund af interviews med 14 muslimske piger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu