Læsetid: 4 min.

Når ministre bliver frie

Debat
19. februar 2000

Bragte Socialdemokratiet Danmark i fare med fodnoter? Debatten handler ikke om fortiden, men om en opposition, der vil markere sig

Karaktermord
Der foregår en besynderlig debat om Danmark under den kolde krig - om fodnoter, forræderi og fredsinitiativer. Det handler ikke mindst om Socialdemokratiet bragte landets sikkerhed i fare ved en opportunistisk - eller imbecilt naiv - oppositionspolitik: 'Det alternative flertal'.
Bent Jensen og Uffe Ellemann-Jensen hævder, at fodnoterne egentlig ikke var socialdemokratisk politik. Det skulle bare være noget man fandt på for at genere fir-kløver-regeringen, og dermed spillede man helt uansvarligt hasard med Danmarks sikkerhed.
Beviset er, at umiddelbart inden Socialdemokratiet måtte vige pladsen, var partiet og ikke mindst udenrigsminister Kjeld Olesen gået ind for NATO's dobbeltbeslutning. Det er ikke helt klart hos Jensen og Ellemann, om det socialdemokratiske skift tiltænkes at have haft rent folketings-taktiske motiver, om man bevidst skulle have solgt sig selv til den DKP-dominerede fredsbevægelse, eller om man blot var utilgiveligt naiv.
Kjeld Olesen hævder på sin side (Inf. den 29. jan.), at den socialdemokratiske holdning i opposition under fodnotepolitikken lå i umiddelbar forlængelse af politikken fra regeringstiden. Blot fik den en mere markant form, fordi den krigeriske Reagan fik givet NATO en strategi med oprustning i stedet for forhandlingsvilje. Fodnoterne var muligheden for os som NATO-medlem at forsøge at fastholde de nedrustningsmuligheder, som SALT-forhandlinger og Willy Brandts østpolitik havde stået for.

Identitetsskifte
Det er højst besynderligt at være vidne til, at ændret holdning i regering og i opposition, skal være kriterium for om Socialdemokratiet har været oprigtige eller skurk-agtige. For der er ingen partier, der ikke skifter identitet, når de går fra regeringsdeltagelse til opposition eller omvendt. Et par eksempler, som trods Danmarks-krøniker på TV og i bogform synes at være gået i glemmebogen:
Da Socialdemokratiet var i opposition 1968-71 skulle partiet opruste og ikke mindst markere sig over for det frembrusende ungdomsoprør. Man vedtog et partiprogram, hvor man blandt andet tilsagde frihedsbevægelser ude i verden støtte, i Afrika og såmænd også i Vietnam. Tilbage i regering igen i 1971 blev dette fremført med stort rabalder, og der blev da også foretaget mindre ændringer af den humanitære 'apartheid-bevilling', selv om der ikke blev tale om direkte statslig støtte som i Sverige og Norge, som velvilligt skrev checks ud til driften af ANC og andre frihedsbevægelser. Voldsom blev kritikken af udenrigsminister K.B.Andersen, der blev kaldt naiv, fordi han fraterniserede med kommunister i fjendens lejr - på den anden side af jerntæppet. Minder det om noget?
Det er ganske vist, at K.B. Andersen var mand for at have sine egne meninger bag sit altid noble ministerslips, men det er i hvert fald ret underholdende, at samme K.B. Andersen i dagens debat betegnes som den besindige højrefløj under fodnotepolitikkens første tid.
Ikke mindst Venstre var dengang på banen med kritik af Andersen, men overså, at støtte til frihedsbevægelser faktisk var startet under partiets udenrigsminister Hartling under VKR-regeringen. Penge var oven i købet gået til det forkætrede MPLA, som i Angola førte guerillakrig med sovjetiske våben imod Danmarks NATO-partner Portugal.
Både Socialdemokratiet og Venstre ændrede udenrigspolitik dengang de byttede plads som opposition og regering, både i 1968 og 1971. Det varede så indtil Venstres formand Henning Christophersen blev udenrigsminister i SV-regeringen 1978-79, og selv kom til at fortsætte den støtte, som forgængere Hartling og Andersen havde indført. Kritikken forstummede, partiet var kommet i regering.

Raket-fodnoter
Springer vi atter frem til firkløver-regeringen, så havde 'det alternative flertal' faktisk betydning for andet end raket-fodnoter. Statslige sanktioner over for Sydafrika havde ikke været på dagsordenen siden 1962, hvor regeringsansvarlige socialdemokratiske udenrigsministre var blevet enige om, at sank-tioner var for radikalt et skridt så længe USA, England og andre stærke lande, der var Sydafrikas vigtigste handelspartnere, ikke var med. Også dengang var der kold krig med Cubakrise og Berlinmur.
I 1981 gentog udenrigsminister Kjeld Olesen denne politik under en forespørg-selsdebat i folketinget. Men i 1982 kom Socialdemokratiet i opposition og i 1983 og 1984 kunne det nye alternative flertal pålægge regeringen at bede elselskaber og rederier om at holde op med at købe kul i Sydafrika, og at sejle med olie til landet.

Soweto og Ølstykke
CD's Erhard Jakobsen hånede initiativet; fra rejser på foranledning af Sydafrikas regering vidste han, at beboerne i apartheid-township'en Soweto havde det lige så godt som folk i Ølstykke. Udenrigsminister Ellemann fandt, at sanktioner var meningsløse og skadelige.
Men i december 1985 måtte regeringen så se på, mens det alternative flertal vedtog en folketingsdagsorden, som forpligtede den til at indføre sanktioner i løbet af det kommende halvår. Dermed blev Danmark det første land i vesten, der indførte fulde handelssanktioner imod Sydafrika, og det var ikke sket uden at Socialdemokratiet havde skiftet holdning. Partiet var kommet i opposition.
Til gengæld kunne udenrigsminister Ellemann i slutningen af sin embesperiode under Schlüter-regeringer 1982-93 modtage tak fra Nelson Mandela og andre statsovehoveder fra tidligere Sovjet-støttede frihedsbevægelser for den støtte, der således var blevet resultat af to omgange socialdemokratisk oppositionspolitik.
Og sådan er det jo altid.
Fork. af red.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her