Kronik

Politikkens tomme skal

Debat
26. februar 2000

Skandaler som den, der har ramt tysk politik med CDU's modtagelse af millionbeløb, er symptom på et politisk system i krise. Vælgerne søger desperat efter tro-værdige politikere, der i den globaliserede økonomi har svært ved at opfylde dette krav. Og derfor vender befolkningen sig mod politikere, der går imod det mest synlige udtryk for globaliseringen, de 'fremmede'

Lørdagskronikken
I Tyskland rystes det politiske system for øjeblikket af skandalen om Kohl's og CDU's modtagelse af ulovlige millionbeløb. Når skandalen i den grad har rystet det tyske samfund, skyldes det selvfølgelig, at selveste Helmut Kohl, garanten for den tyske retsstat og det europæiske samarbejde, er il capo i det mafiøse netværk af sorte penge.
Skandalen rammer ikke kun CDU, men truer med at udvikle sig til en krise for selve det politiske system, idet mistilliden til politikere generelt er udtalt - også SPD-politikeres praksis, f.eks. brug af betalte flyrejser, er kommet i søgelyset.
Dermed føjer Tyskland sig til den næsten uendelige række af lande, hvor politiske partier inden for det seneste tiår er blevet ramt af skandaler og i mange tilfælde har mistet regeringsmagten.
Man kan her nævne de kristelige demokrater i Italien, PSOE, det spanske socialistparti, Japan's liberale demokrater, Kongrespartiet i Indien, de gentagne skandaler, der har omfattet begge fløje i Frankrig, Clinton's seksuelle eskapader og det russiske politiske system, der er infiltreret af den russiske mafia.
Der er tidligere forekommet politiske skandaler i enkelte lande, tænk blot på Watergate, men det synes som om de fleste demokratiske stater har været ramt af korruptionsskandaler inden for det seneste årti, og det rejser spørgsmålet, hvorfor?
Hvis vi skal følge den katalanske sociolog, Manuel Castells i bogen The Power of Identity (Oxford 1997), hænger skandalernes øgede hyppighed og betydning sammen med fremvæksten af det nye informationssamfund, netværkssamfundet, der også medfører ændringer af det politiske system og en legitimitetskrise for det politiske demokrati.

Det liberale demokrati og den senere socialdemokratiske velfærdsstat, hvilede på forudsætningen af en lukket nationalstatslig organiseret national-økonomi, der overlejredes af det nationale politiske rum, hvori klasser og interesser kunne organisere sig og kæmpe om værdier og magt. I industrisamfundet organiseredes interesser typisk på basis af klasser, og det var her inden for, at fordelingskampene udspillede sig.
Med udviklingen af åbne økonomier, især på basis af nye informationsteknologier, nedbrydes produktionens, konsumtionens og investeringernes nationalstatsstatslige forankring og dermed også tendentielt nationaløkonomierne. Det bliver verdensmarkedet og ikke nationalstaten, der bliver referencepunkt for vare- og (især) kapitalstrømmene.
Hermed undergraves imidlertid også nationalstaternes suverænitet (det er ikke EU's 'skyld'!) og mulighederne for at føre en selv-stændig økonomisk politik.
Politikkens spillerum ind-skrænkes afgørende. Da det politiske rums fundament som nævnt var nationaløkonomien, opløses i informationstidsalderen også det politiske rum. Politikbegrebet bliver mere og mere indholdsløst, hvorfor såvel indhold som form for politik ændres.
I informationssamfundet opløses klasserne og dermed de traditionelle klassepartiers sociale basis og ideologier. Den store, brede middelklasse bliver altdominerende, og derfor bliver det om denne, centreret omkring det politiske centrum, at den politiske kamp kommer til at udspille sig (det har Det radikale Venstre i årtier lukreret på).
Da der som følge af klassernes opløsning bliver stadig færre kernevælgere, går partierne på 'rov' hos hinanden i form af at overtage hinandens forslag og positioner (en praksis, som især Clinton har udviklet til en kunstart), og herved udviskes forskellene mellem partierne yderligere.
Vælgerne hæfter sig derfor i stigende grad ved partiernes og især ledernes troværdighed og personligheder. Politikkens personalisering flytter således fokus fra partiernes synspunkter til politikernes personligheder, hvorom den politiske debat derfor ofte kommer til at dreje sig. Her er den evige fokusering på Nyrup's troværdighed, især under den aktuelle telefax-sag, eksemplarisk.

Politikkens personalisering forstærkes af de elektroniske mediers erobring af den politiske offentlighed. Den politiske debat udspiller sig i dag i de elektroniske medier, idet det er nødvendigt for politikere, der ønsker indflydelse, at komme i medierne.
Hændelser og initiativer, der ikke rapporteres om i medierne, forbliver irrelevante og dermed réelt ikke eksisterende. Medierne er ikke den fjerde statsmagt, men derimod det sted, hvor de politiske kampe udkæmpes.
Dette medfører, at politikken også i sin form og sit indhold underlægges især de elektroniske mediers logikker. Dette betyder imidlertid ikke, at det er medierne, der kommer til at sætte den politiske dagsorden.
Det er en åben social og politisk proces. Mediokratiet udgør en verden af indbyrdes konkurrerende og pluralistiske enheder, der kan indgå alliancer med hele spektret af politiske bevægelser og institutioner, somme tider til gavn for de politiske magthavere, somme tider til gavn for oppositionen.
Da de fleste elektroniske medier er afhængige af seertallene - og det gælder såvel de kommercielle stationer som public service stationerne - bliver det for medierne af afgørende vigtighed at bevare troværdigheden, og dette forudsætter uafhængighed og distance fra politiske interesser.
Hvis nyhedsmedier mister troværdighed, vil forbrugerne zappe over på andre og mere troværdige kanaler og dermed underminere stationens økonomiske grundlag.
Bagsiden af mediernes overtagelse af den politiske offentlighed er imidlertid, at den politiske debat og politikerne må underlægge sig de elektroniske mediers formkrav til nyheder.
Med Todd Gitlin's ord fokuserer nyheder på begivenheder og ikke på de underliggende betingelser, de fokuserer på personer og ikke på grupper, på konflikter og ikke på enighed.
Kun dårlige nyheder er gode nyheder, da nyheder for ikke at kede séerne fokuserer på det dramatiske, og det betyder også, at politikerne får stadig kortere tid til at formulere sig. Dette favoriserer de politikere, der har sans for dramatik, underholdning og korte
punch-lines. Tv fremmer derfor overfladiskhed frem for indhold. Med en omskrivning af Marshall McLuhan kan man sige, at budbringeren bliver budskabet. Politiske programmer erstattes af personlige ambitioner og magtbegær. Nyhedsmediernes fokusering på drama har medført, at den politiske proces har udviklet sig til en evig række af stærkt simplificerede enkeltsager, hvor den politiske proces bliver en kamp mellem skarpt modstillede aktører og synspunkter. Nuancerne forsvinder. Politikken forvandles til symbol-politik.
Endelig har udviklingen af politisk marketing med stadige opinionsundersøgelser, spin-doctors der former politikernes budskaber og forsøger at skabe events og (foto)-muligheder for at fremme budskabernes gennemslagskraft, samt brugen af fokus-grupper for at analysere budskabers modtagelse været med til at forstærke de ovennævnte tendenser til tømning af politikken for ideologisk indhold, personfiksering og tiltagende kynisme blandt såvel politikere som vælgere.

Når personer bliver vigtigere end partier og budskaber, bliver et af hovedvåbnene i informationsalderens politiske kamp skandalepolitik, idet man ved at undergrave politiske modstanderes troværdighed, kan vinde eller bevare den politiske magt.
Dette kan i nogle tilfælde gøres, hvis en politiker udviser bristfældig moral - i England har det oftest været politikernes seksuelle sidespring, der har været i fokus, og i USA har der også været en del sager - men den typiske skandale omhandler korruption. Modtagelse af penge, der ikke er registrerede, og om hvilke offentligheden kan formode eller bevise, at de er givet med henblik på at opnå fordele for giveren.
Årsagen til at skandalerne først har floreret inden for det seneste tiår, tilskriver Castells, at den politiske proces og især adgangen til medierne og den politiske marketing stiller store finansielle krav til de politiske aktører, der er kronisk underfinansierede.
Derfor fristes aktørerne i stigende grad til at modtage penge under bordet. Når først politisk korruption er blevet udbredt, ved alle, at hvis man graver længe nok, vil der dukke snavs op hos alle partier. Og så starter jagten, hvor lækager, information og misinformation, hele tiden holder gryden i kog i spillet, hvor partierne søger at skandalisere hinanden eller rense sig selv.
Og partierne indgår her i et kompliceret med- og modspil med medierne og retsvæsenet. At lækager og skandalisering også kan bruges i partiinterne magtkampe er vort eget Konservative Folkeparti et skoleeksempel på.
Indtil Kohl-affæren gik der tilsyneladende et skel i Europa mellem Nord- og Sydeuropa, idet de politiske korruptionsskandaler var begrænset til de latinske lande. Skandalerne i Nordeuropa drejede sig som regel om politikeres lovbrud - f.eks. Tamil-sagen - men stort set aldrig om sorte penge, måske fordi den protestantiske etik har forhindret dette.
I Sydeuropa har de politiske magthavere traditionelt udnyttet deres position til at bryde loven og har kunnet gøre dette, fordi de har kontrolleret retsvæsenet og dermed har kunnet forhindre undersøgelser af ulovligheder.
Med globaliseringen af de økonomiske kredsløb er der opstået en global, kriminel økonomi, der i mange lande er trængt ind i politiske partier og statslige institutioner, hvilket har givet ammunition til skandalepolitik.
At statsmagten i en del lande plejede omgang med kriminelle organisationer, var igennem en årrække en offentlig hemmelighed, men så længe disse regeringsbærende partier under Den Kolde Krig blev anset som bolværker mod den kommunistiske trussel, blev forbindelserne tolereret.
Her kan nævnes Italien og Japan. Efter Murens fald og afslutningen på Den Kolde Krig, har der imidlertid ikke mere været grund til at frygte for, hvad disse partiers fald kunne føre til. Den ydre og indre systemtrussel er nu forsvundet, og derfor har medierne i samspil med den tredie statsmagt, retsvæsenet - der har tiltaget sig en større og mere selvstændig rolle - ført an i operationer, som har skullet rense den politiske sfære for forbindelser mellem politiske partier og kriminelle organisationer.
Denne proces har været tydeligst i Italien, hvor dommerstandens aktion 'Rene hænder' førte til det kristelige demokratiske partis udslettelse.
Denne proces er dog ikke deterministisk og uden tilbageslag, hvad frifindelsen af Giulio Andreotti vidner om. Igen: Udviklingen bestemmes af et komplekst samspil mellem politikere, medierne og andre institutionelle aktører og befolkningen, og i Italien mener befolkningen og visse dele af
magtapparatet åbenbart, at udrensningen er gået for vidt. Italien er til gengæld også et eksempel på, at selv kontrol over store dele af magtapparatet, nemlig regeringsmagten og tre private tv-kanaler, ikke var nok til at sikre Berlusconi's magtposition. Takket være retsvæsenet og de resterende medier kom Berlusconi's finansielle ulovligheder for en dag, hvorefter vælgerne fældede ham. Det bliver spændende at se, om også han vil opleve et come-back, efter at vinden er vendt.

Kohl/CDU-affæren passer fint ind i ovennævnte analyse, selv om vi endnu ikke kender bidragyderne og deres motiver. Formålet for Kohl med de hemmelige konti har tilsyneladende været trefoldigt:
Overordnet har han ønsket at holde sig ved magten for dernæst at føre den politik, som han anså for at være den nødvendige, og som han stod som garant for.
Endelig brugte han midlerne til at kontrollere sit parti ved at udmanøvrere sine modstandere, feks. Heiner Geissler og Kurt Biedenkopf. (Det ser ud til, at Engell-fløjen i det danske søsterparti under ledelse af Jens Heimburger brugte den samme taktik).
Sagen bliver ekstra pikant - men så meget mere illustrativ af degenerationen af partiernes ideologiske indhold - hvis det viser sig at holde stik, at det var Mitterrand, der var hovedbidragyder til CDU. Hans motiv har sandsynligvis været personligt venskab og den fælles europæiske vision. Her havde han større tiltro til den konservative Kohl end til sit tyske broderparti.

Ovenstående analyse udmunder i den konklusion, at det politiske system mister troværdighed, og at det er blevet en tom skal. Dette ses bl.a. i det stigende antal marginalvælgere, der fører til skiftende jordskredsvalg i landene.
Vælgerne søger desperat efter politikere og partier, der er troværdige, og som kan opfylde deres ønsker. Men politikernes muligheder herfor bliver stadig mere be-grænsede, efterhånden som økonomien globaliseres og dermed unddrages politikernes kontrol.
Da befolkningerne imidlertid stadig er lokalt forankrede og orienterer sig lokalt, bliver resultatet i stadig højere grad, at det politiske system kommer i en legitimeringskrise, som fører til, at stadig større dele af befolkningerne vender sig til politikere, der går imod de mest håndgribelige og synlige udtryk for globaliseringen, nemlig de fremmede, således at nationalistiske bevægelser og partier styrkes. Vælgerne føler, at de i den globaliserede økonomi mister kontrollen med deres liv.

Per Clausen er lektor i samfundsfag og geografi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her