Kronik

Sammenhæng og menneskelighed

29. februar 2000

Asylsagen med de serbiske flygtninge fra Østslavonien rører ved meget væsentlige problemer i dansk udlændingepolitik

Retfærd & Velfærd
Niels Rohleder havde onsdag den 23. feb. en bemærkelsesværdig nyhedsanalyse i denne avis undet titlen "Serberne i Lemvig".
Bemærkelsesværdig, fordi den på nogle af mine bekendte virkede stærkt desorienterende. Ikke fordi Rohleder har forholdt sig kritisk til mediedækningen af den folkelige opbakning til de serbisk asylansøgere fra Østslavonien. Men fordi hans skildring af deres sager som mere tvivlsomme end mange andre afviste asylsøgeres, er blevet opfattet som en støtte til udlændingemyndighedernes "nøgterne og benhårde" afvisning af, at serbernes sager skulle genoptages.
Det havde mine bekendte ikke forventet af Rohleder. Men det var heller ikke hans ærinde. Det var ikke at forsvare en udlændingepolitik, som har gjort det næsten umuligt at få asyl i Danmark, men at lange ud efter centrale medier, som i stedet for at kritisere denne politik bakker rørende enkelthistorier op uden at sætte dem ind i en større sammenhæng.
Selvom Rohleder anerkender, at det er glædeligt, at journalister - især på så magtfulde medier som Ekstrabladet og JyllandsPosten - "også fortæller historier, hvor indvandrere og flygtninge ikke fra starten er tildelt rollerne som voldtægtsforbrydere, kvindeundertrykkere, krigsforbrydere, socialnassere og fundamentalister."
Det som har faldet nogen for brystet, er at Rohleder samtidig gør opmærksom på, hvor dårligt serbernes sag faktisk stadig står. Fordi det, de har været udsat for, og den risiko de løber ved at vende tilbage til Kroatien, af de danske udlændingemyndigheder skønnes mindre alvorligt end det, andre afviste asylansøgere har været udsat for eller risikeret. Blandt disse er der mennesker, som er forsvundet efter udvisning til Iran eller blevet slået ihjel under hjemsendelse til Irak.
Når det er blevet sådan, skyldes det ifølge Rohleder, at embedsmænd og nævnsmedlemmer i baghovedet har liggende "de klare, restriktive signaler, som partier som Venstre, CD eller Socialdemokratiet har udsendt i en lind strøm de sidste 15 år: Der skal ikke flere udlændinge ind end højst nødvendigt."

Konsekvensen er blevet en u-fleksibilitet i dansk udlændingeadministration, som af og til fører til afslag, som virker krænkende på en del menneskers retsbevidsthed og humanitære holdninger. Ikke mindst i dele af landet, hvor mange mindst ville vente det, og hos vælgergrupper og politikere, som normalt er blevet anset for grundlaget for en restriktiv flygtningepolitik.
Forklaringen er, at flygtningenes virkelighed er blevet synlig for lokalbefolkningen. Som har svært ved at forstå, hvorfor myndighederne ikke også kan se den. Det kan de måske også. Men der ligger en selvforstærkende automatik i systemet, som er svær at overvinde, især når ledende politikere stadig er overbevist om, at den bedste måde at bekæmpe fremmedfjendtlige populister på, er at tilnærme sig deres dagsorden.
Hele denne problematik er blevet yderligere skærpet ved Østrigssagen. Ikke den trivielle faxhistorie, men det alvorlige spørgsmål om, hvordan man forsvarer et humanistisk værdisæt på europæisk basis. Og her har den person, som nu opfattes som hovedfjenden, den østrigske politiker Jörg Haider, behændigt henvist til den danske udlændingepolitik og placeret det nye østrigske regeringsgrundlag på den humanistiske side af Danmarks politik.

Den kroatiske behandling af især sin serbiske minoritet er blevet kritiseret gang på gang blandt andet fra EU-side. Men også her står Danmark med et forklaringsproblem, når man i afslag til asylansøgere fra Østslavonien nu udtrykker tillid til de centrale kroatiske retsmyndigheder. For der er endnu ikke hold i antagelsen om, at der vil ske afgørende ændringer i den hidtidige praksis, som er gået ud på at komme af med så mange serbere som muligt i det tidligere serbisk-kontrollerede Østslavonien.
For at gøre det hele endnu mere broget, er Holocaust-problematikken tillige eksploderet på en anden måde. Som den islandske arkæolog og historiker Vilhjalmur Örn Vilhjalmsson henledte opmærksomheden på i tirdagsavisen under titlen "Fortiden i nutiden", er den benhårde afvisning af ofre for etnisk udrensning fra danske myndigheders side ingen nyhed.
Det måtte flygtede jøder fra Tyskland sande. Det var en regering af samme sammensætning som den nuværende, som gav ordre til den restriktive handlingsnorm, som førte til afvisning af jødiske flygtninge ved den danske grænse eller ligefrem deres tilbagesendelse til Tyskland med dansk politiledsagelse.
Der er den pinlige historie om jøden, der blev fulgt til Tyskland af to danske kriminalbetjente i 1943, undslap transporten til Auschwitz, kom tilbage til Danmark med de hvide busser, blev sat i Vestre Fængsel uden dom og i interneringslejr for tyskere i Danmark, indtil det 1946 lykkedes ham at flygte til Sverige, mens Danmark opretholdt udvisningstilholdet mod ham indtil 1962. Det skal tilføjes, at det ingen forskel kom til at spille, at Danmark i efteråret 1945 fik en venstreregering.
Det er desværre en meget relevant forbindelse at se serberne fra Østslavonien i. For hvad der rent faktisk sker og er sket i Østslavonien siden områdets overgang til kroatisk administration i 1998, er etnisk udrensning. Metoderne er mindre plumpe end tyskernes i 1930'rne, men i praksis meget effektive.
Et af eksemplerne er serberen, som fik valget mellem ti års fængsel og et pas til udlandet. Trods det at der var givet generel amnesti til personer, som havde kæmpet som soldater på serbernes side under krigen i Kroatien i 1991. Et andet eksempel er sønnen af et blandet ægteskab, hvis far faldt som soldat i den serbiske lokalhær under krigen, og som siden forfølges som "søn af en krigsforbryder".
De trusler, serberne har været udsat for, er meget håndfaste. Og en af de serbere, som blev tvangshjemsendt til Kroatien, er trods amnestien blevet fængslet og sat under anklage for at have forsøgt at undergrave den kroatiske stat og kan få en dom på 20 år.
Hvorfor kan argumenterne fra Lemvig og Thyborøn så ikke overbevise Flygtningenævnet? Fordi flygtningene sættes ind i en anden sammenhæng. Som bliver helt styrende for, hvorledes man læser både den vitterligt grundige og samvittighedsfulde rapport, som blev udarbejdet efter Udlændingestyrelsens og Dansk Flygtningehjælps fact-finding mission i 1999, og de individuelle sagsakter.
I afgørelserne bortargumenteres risikomomenterne ved en tilbagevenden generelt og systematisk, og de overgreb, de individuelle asylansøgere har været udsat for, ses isoleret og ikke som dele af et mønster - hvorved risikoen for en tilbagevenden for de pågældende yderligere bagatelliseres. Der er sket et magtskifte i Kroatien i januar 2000. Men indtil videre er der ingen tegn på, at det vil medføre en forbedring af forholdene for de tilbageværende eller tilbagevendende serbere i Østslavonien.

Det havde ikke behøvet at gå sådan i Østslavonien. Men det internationale samfund slap kontrollen med området uden tilstrækkelige garantier og har tilmed slet ikke indfriet sine løfter om hjælp til genopbygningen af den krigshærgede provins. Det er kombinationen af disse faktorer, som styrker hadet i den kroatiske lokalbefolkning. Det skal der mere til end et centralt regerings- og præsidentskifte for at ændre.
Alligevel skriver en sagsbehandler i anledning af en af sagerne, at Flygtningenævnet ikke finder, at de pågældende asylansøgere "vil være i risiko for en asylbegrundende forfølgelse ved en tilbagevenden til Kroatien, heller ikke selvom de lever i et etnisk blandet ægteskab", da de "foreliggende oplysninger om den generelle sikkerhedsmæssige situation for serbere i området ikke giver grundlag" for en sådan antagelse. Hele afslaget er et eksempel på, hvordan en dygtig jurist kan skrive sig ud af virkeligheden og ind i en tilsyneladende pletfri, retfærdig afgørelse. At det samme er sket i øjensynligt endnu værre sager, gør ikke den konkrete hjemvendingsrisiko mindre for de serbiske flygtninge. Men disses sager ses alligevel i lyset af de tidligere afvisninger.

For lokalbefolkningen i Thyborøn og Lemvig ser situationen helt anderledes ud. Det, der tæller for vestjyderne er: Det er mennesker i alvorlig nød og risiko, som har søgt tilflugt i vort samfund, og som ikke vil ligge det til last, da vi kan give dem både bolig og arbejde, hvis vi får mulighed for det. En del danskere reagerer nu mod den etablerede dagsorden, fordi de ser dens konsekvenser for nogle konkrete mennesker. Det kan man kalde for sentimentalitet eller føleri. Men man kan også kalde det for realitetssans. Og for at man sætter spørgsmålet om flygtninge og indvandrere ind i en tiltrængt ny sammenhæng.
Faktisk har man et særdeles godt eksempel på folkelig opbakning i integrationen af de bosniske flygtninge. Ærø var et af de steder, hvor befolkningen ændrede holdning 180 grader, da flygtningene først var på øen. Den kom til at opleve dem som medmennesker, og som et værdifuldt tilskud til lokalbefolkningen. Og det skete mange andre steder.
Det viser, at billedet af gennemsnitsdanskeren som en, der ønsker at afvise fremmede, er forkert. Problemet er, hvordan de fremmede integreres i det danske samfund. Løsningen ligger derfor ikke i at fortsætte en afvisningskurs, som udfordrer stadig flere 'almindelige' mennesker og er en belastning for Danmarks anseelse og politik udadtil, men at fortsætte bestræbelserne for en bedre integration af flygtninge og indvandrere.

Carsten Fledelius er lektor og fast kommentator i Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu