Kronik

At tænke uden styrthjelm

19. februar 2000

"Jeg er på jagt efter afveksling, hæmningsløst og ubehersket. Både min stil og mine tanker strejfer om", skrev den tidligere journalist og redaktør på Information, forfatteren Hans-Jørgen Nielsen om essaygenren. For ham var essayisten en publicist, der vil give sine læsere et levende og anskueligt indtryk af, hvad der rører sig i tiden, uden at trætte med udførlige udredninger og reportager.

Lørdagskronikken
At tænke uden styrthjelm og knæbeskyttere. Sådan formulerede Hans-Jørgen Nielsen sig i en artikel fra marts 1983 her i bladet om 'Essayets kunst', altså som en personligt frimodig skrivefærd, en improviseret og uortodoks begiven sig ud i den travle kulturelle trafik uden at beskytte sig. Om nogen var han i rastløs idérig bevægelse; let at begejstre, med en vældig omverdensappetit og med antennerne ude for at opfange, hvad der rørte sig i tiden. Uden styrthjelm.
Et af de redaktionelle spor, han satte sig i bladet, var 'Ugens essay'. Hver mandag op gennem 80'erne. Initiativet uddyber han i den nævnte artikel fra '83. Essayets kunst må genoplives, betoner H-JN, fordi det er "det mødested for det subjektive og det objektive, der sådan sukkes efter. Netop her får fornuftens overvejelser og de personlige følelser ikke lov til at glide fra hinanden, men bringes sammen. Netop her bliver den personlige biografi ikke udgrænset, men indgangen til det fælles." Selv- og samtidskritikken er på færde: "På et tidspunkt, hvor forsteningen af alle samfundsmæssige forhold synes fremadskridende, er essayet ... i kraft af genrens fundamentalt åbne karakter et velegnet redskab," nemlig til den
ideologiske systemtænknings op-blødning og ophævelse.
Venstrefløjen, som han selv tilhørte, var blevet ham alt for koldfrontsagtig, dogmatisk frelst. I artiklen hedder det videre, at essayet med dets "prismatisk omkringdansende" tankebevægelse kan "udtrykke sig på en måde, der vækker umiddelbart behag, uden at det dog nødvendigvis er symptom på manglende alvor."
I det personlige opbruds tegn orienterede H-JN sig i 70'erne mod den unge Karl Marx; han vendte sig bort fra sit glade ungdomsoprør i 60'erne; dyrkelsen af popkunst, hippiebevægelse, samfundsprovokation, attituderelativisme var blevet ham for overfladisk naiv. Nu gjaldt det den kritiske, dybdeborende samfundsfor-ståelse. Atter selvreviderende nyorientering, altså ved 80'ernes begyndelse. Den forstandsmæssige analyse af forholdene rakte ikke. Det mærker man tydeligt på 'Ugens essay', 1981-90. I sin orientering og udvælgelse søger H-JN som redaktør at foregribe og indfange det åndelige tøbrud, som siden manifesteres ved jerntæppets ophævelse og murens fald. Han etablerer varme kontakter til såvel øst- som vesteuropæiske skribenter, vel at mærke af den fremtrædende slags.
Betegnende er Moskva-dissidentens Roj Medvedevs bidrag, men også folk som Havel, Gordimer, Kundera og Nabokov dukker op i essay-spalterne.

Det centraleuropæiske essay er åbenbart et af H-JN's hjertebørn, men hans horisont er overhovedet særdeles vid; Enzensberger, Weiss, Grass, Schneider, Berger, Lasch, Grof, Greer, Calvino. Det fremgår tydeligt af hans valg, at han prioriterer æstetikken højt: essayet er en kunst, der kan befordre optøning, horisontudvidelse, grænseophævelse.
Typisk for H-JN er den engagerede given sig hen til både, hvad der rører sig i samtiden, og hvad der foregribende peger ud over den. Den hudløst energiske prøven sig selv, sine nære og fjerne omgivelser af, for at efterspore mulig bæredygtighed og terrænudvidelse. I flere omgange har H-JN været sin generations pejlemærke; med sit entusiastiske og intelligente indlevelsestalent gør han tidens strømninger til sin puls. Samtidig higer han selvreviderende ud over sin hidtidige grænser, afprøvende nye muligheder.
Livet igennem er hans kurs energisk søgende, omskiftelig og urolig. Han går i gang med litteraturstudiet ved Københavns Universitet, men gør sig ikke færdig. Bliver hurtigt litteraturanmelder ved Ekstra Bladet og deltager med liv og lyst i de grupper og begivenheder, der fører frem til ungdomsoprøret i 1968. Kommer så i 1967 til Information, som litteraturanmelder og spinatfugl. Her stortrives han i, hvad han betragter som sit eget miljø, og får rig lejlighed til at dyrke sit essayistiske virke: at "snakke med om alle tilværelsens og samfundets fænomener, blande sig i så meget som muligt og i tillid til sin egen forstand og sensibilitet ikke lade sig fange og dupere af specialister og eksperter."
Imponerende hvad han læser og snuser til, med en umættelig appetit. Næsten ikke det felt, han lader ligge uberørt. Han befatter sig årvågent, nysgerrigt, med alt fra madlavning til musik, fra sportsudøvelse til kønsroller og politik, æstetik, filosofi og metafysik. Svært at finde det tidsskrift, han ikke ytrer sig i. Nogle af tidsskrifterne er han selv medstifter af. Overskrider genregrænser i bestræbelsen på at indfange den komplekse virkelighed, vekselspillet mellem den store historie og jegets egen lille historie.
Udgivelsen med den barokke titel Efter den fjerde whisky trak han pistolen, 1982, dækker over H-JN's egenartede kombination af personlig erindring, fiktiv beretning og teoretisk overvejelse.
Meget af det allerede anførte peger mod hans essayistiske begavelse. Hans emnevalg er altomfattende og mest af alt afsæt for hans personligt prøvende udspil. Udtryksmåden smidigt afvekslende, sanselig og frapperende.
Tonefaldet fortroligt, sproglejet talesprogsnært, associationsrigdommen ubesværet og påfaldende stor. "For mig er teori ikke noget koldt, det er en sanselig glæde ved at tænke nye tanker," udtaler han i et værkstedsinterview med Erik Skyum-Nielsen. Det fordomsfrit afprøvende, eksperimenterende er kendetegnende for H-JN. Han søger gerne syntesen, men helst ved at kombinere ganske forskelligartede fænomener på overraskende, uortodoks vis: "Mange af min generation fik den første øre uendelighedsfornemmelse ved betragtningen af Ota Solgryns pakker, hvor der kom en dreng løbende med en pakke Ota Solgryn, hvor der kom en dreng løbende med en pakke Ota Solgryn, hvor der ... Fraktalerne gentager sig på lignende vis fra det uendeligt store til det uendeligt små."

Han skifter gerne synsvinkel og perspektiv undervejs, signalerer synspunkter og markerer holdninger, men uden at betragte eller behandle dem som endegyldige sandheder. Vil åbenheden, den sokratiske udfordring til læseren, journalistisk lethed. Indtryk alle vide vegne fra melder sig rask, uvarslet og aktiverer spontantænkningen. Beretning og beskrivelse glider over i refleksion, sindets opdagelsesrejser. Umærkelige bevægelser fra dagligdagens tilsyneladende banaliteter til de vidtfavnende perspektiver. Læseraktiverende forening af det uendeligt små og det uendeligt store.
Billeder fra en verden i bevægelse, sådan kalder H-JN sin essaysamling fra 1980. Titlen kendetegnende både for genren og for skribenten selv. Markeret omskiftelighed, mobilitet. En særdeles broget buket af sideordnede bidrag. Ingen logisk systematik, intet givet værdihierarki. Essayisten er på én gang en omverdens- og en selviagttager, der befinder sig på farten, undervejs i en foranderlig verden. Montaigne, essayets ophavsmand, tilstår frimodigt: "Jeg er på jagt efter afveksling, hæmningsløst og ubehersket. Både min stil og mine tanker strejfer om."
Strejftogs-rejsen er for ham - som for H-JN - en suveræn individuel udfoldelse, improvisationskunst på tværs af vedtagne regler og forestillinger. Men strejftoget er også en æstetisk overbevisning om mangfoldighedens og det uforpligtende eksperiments gyldighed. Essais er amatørernes forsøg, (smags)prøver, momentane tiltag, con amore. Med en sådan livsinstilling kan essayisten gribe tilværelsens irrationelle flygtighed og gådefuldhed.
H-JN's bidrag i 1980-samlingen (hovedsagelig hentet fra det foregående tiårs journalistik i Information) er sådanne snapshots, øjeblikkets afsæt. Essays som sonderende, momentvise positioner. Imod indskrænketheden hedder et af dem, betegnende. I sit forhold understreger H-JN - a la Montaigne - sin frimodige vilje til som forudsætningsløs amatør at "blande sig i så meget som muligt."
Andetsteds fremhæver han, at hvad læseren vil møde er "en ikke-specialists, en dilettants iagttagelser." Et af bidragene hedder Hvad forestiller Istedgade? I forlængelse af essaytraditionen stilles et påfaldende, åbent og utraditionelt spørgsmål. Vekselvirkningen mellem det objektive og det subjektive er tæt, åbenbar.
Essayisten går sine egne veje, de fører såvel indad, mod jeg'ets forestillingsverden, som udad, bl.a. mod Istedgade. Der appelleres til læserens undrende (med)overvejelse. Essayet leverer ikke programerklæringer, løsninger, systemer, faste standpunkter, præcist entydige udredninger. Tværtimod, flertydigheden er på spil.
Motaigne kalder med postuleret beskedenhed - måske rettere: med underfundig selvbevidsthed - sine essays for "rodsammen," "fars," "ragout." H-JN taler ( i 1980-udgivelsen) om sine "collager," om sit " klippearbejde," om sin brogede kortprosa som "frit monteret." Sådanne løbende bearbejdelser er helt i Montaignes ånd, vi kan følge hans stadige ændringer og udvidelser af Essais, op gennem 1580'erne. Essayet er nemlig tankeprocessen i dens prøvende tilblivelse. Indkredsningen af det, som essayisten gerne vil lære nærmere at kende, og gerne vil invitere læseren til at deltage i opdagelsen af.
H-JN betoner med god grund i samlingen fra 1980 de mange forskelligartede prosastykkers journalistiske oprindelse og anlæg. Essayisten er en publicist, der vil give sine læsere et levende og anskueligt indtryk af, hvad der rører sig i tiden og omverdenen, uden at trætte med udførlige udredninger og reportager. Sådan er det med den essaytradition, der udspringer af 1700-tallets populært oplysende tidsskrifter, henvendt til borgerskabet i de store byer, Spec-tator-litteraturen.

Essayisten er en omverdensåben iagttager, der på sin færd gennem storbyen standser op og tvangfrit ræsonnerer over, hvad han møder på sin vej.
Iagttagelse bliver til betragtning. Essayet som en uhøjtidelig formidling af de genkendelige fænomener, som skribenten får øje på. Eftertanken vækkes derved. H-JN ytrer i samlingens forord sin taknemmelighed over for "dagbladet Information der har kunnet give en litteraturanmelder så generøse muligheder for at brede sig". For ham er der en tæt forbindelse mellem det litterære, det kulturkritiske og det livsfilosofiske essay.
Dertil kommer så rejseessayet; essayistens undervejs-betragtninger. Tankens bevægelser sat i gang af kroppens. Landeveje og Tankeveje hedder et udvalg af Paludans essays. Verden i stykker er den flertydige titel på et udvalg af H-JN's rejseessays. Det udkom kort efter hans død, i 1992.
Også i dette tilfælde er det overvejende flertal af prosastykkerne hentet fra Information. Det gælder bl.a. det indledende bidrag, Svømmerne i Basel (Information, 15. 8.1983), som blev mit yndlingsessay. Umuligt at slippe, derfor indoptaget - til gengivelse og efterfølgende behandling - i min bog om essaygenren: At tænke uden styrthjelm...
Jeg opfatter det sådan, at her rækker essayisten H-JN sin langt ældre forgænger i den publicistiske kortprosakunst, Johannes V. Jensen, hånden - tværs hen over århundredet. Utallige var himmerlændingens kronikbidrag i Politiken. Han udgav dem siden under betegnelsen Myter, men de er at betragte som essays. Personlige betragtninger om alle mulige ting, hverdagsnært og fortroligt anlagt, men tvangfrit søgende det større perspektiv, med tankens kredsende bevægelser. "Kalejdoskopisk omkringdansende" som H-JN siger. En smidig og anskuelig, sansenærværende kunstprosa, afrundet, men med åbent perspektiv. Overraskende, dristigt uortodokse sammenhænge antydes, på tværs af specialisternes områdeopdeling. Vægten lagt på "de Øjeblikke, som Tilværelsen løber sammen i".

Sådan også i Basel-essayet fra 1983. Turistens ligesom tilfældige syn af svømmerne i floden, der strømmer midt gennem byen, vokser til ekstasens medlevende indsigt i elementernes indbyrdes forbindelse, universets meningsfulde sammenhæng. Den suveræne oplevelse af svævet, beslægtet med Fodboldenglens tyngdeløse flugt, hvor alle modsætninger er ophævet og hvor kroppens udfoldelse bliver et med hele tilværelsens sindrige mening.
Allerede i sin gendigtning af og fine introduktion til HAIKU-digtene, 1963, taler H-JN om den "gennemlyste mirakuløse væren ... subjekt og objekt, jeg og omverden er eet ... alting i et eneste glimt". I et rytmisk strømmende sprog som Rhin-flodens maner essayisten sin ind i sindet - og ud af kroppen-tilstand frem: "Synsoplevelsen kulminerer for mig i et grænsesprængende øjeblik, der ligesom brister en hinde i eller omkring mig eller begge dele på samme tid: Jeg er både ham, der står og ser på, som man ser på et billede, og så er jeg selve billedet, som om det er noget inde i mig, dybere eksponeret, som om denne gyldent-grønne flod løber inde i min krop, samtidig med jeg står og ser på den."
Det er essayets søgende færd mod grænseophævende, intuitiv erkendelse. Billeder fra en verden i bevægelse.

*Thorkild Borup Jensen er cand. mag. i dansk og tysk. Har senest skrevet bogen: At tænke uden styrthjelm og knæbeskyttere - Om essayet som genre og det danske essays historie i det 20. århundrede, 1999.

Lørdag den 26. februar arrangerer Litteraturrådet et stort seminar om essaystik i Café Teatret, Skindergade 3, kl. 10.30 til 15.30.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu