Læsetid: 4 min.

Tv i tabloid

Debat
4. februar 2000

TV2 spiller på middelklassens stadig lavere forargelsestærskel, der synes at falde i takt med, at man selv hele tiden øger sine forbrugs-muligheder

Udokumenteret
Den groft tendentiøse såkaldte dokumentarudsendelse på TV2 forleden var snyd for statens penge. Det eneste den dokumenterede var ophavsmændenes hensigter, men det gjorde den til gengæld i overmål.
Man tager den gruppe mennesker, der er henvist til at lade sig socialintimidere på alle leder og kanter af det kommunale bureaukrati for at få penge til at leve for. Så bruger man alle gyserfilmgenrens effekter i måden at skifte mellem totalbillede og nærbillede med meget pludselig klip, tilsat samme filmgenres lydeffekter, og så har man pludselig startet endnu en steppebrand, som politikere både lokalt og landspolitisk er ved at falde over hinandens ben for at komme til at hælde benzin på.
Hvor havde det været fint, hvis Socialrådgiverforeningens næstformand, i stedet for at lade sig rive med, havde sagt, at såfremt hendes medlemmer bedrev deres håndværk så slet som udsendelsens ophavsmænd udfører deres, ville der være grund til bekymring.

Er det lødigt
Tænk hvis producenter af dokumentarudsendelser til tv arbejdede på en måde der viste, at de var sig bevidste om mediets voldsomme gennemslagskraft. Tænk hvis de satte sig sammen og blev dog-mebrødre, der gav hinanden håndslag på ikke at benytte nogle af fiktionsgenrernes tekniske greb for at fastholde seeren. Spørgsmålet er, om det overhovedet er lødigt at anvende tv-mediet til at dokumentere noget, der ikke er afhængigt af en billedlig fremstilling?
Tænk hvis programmet, i stedet for at snyde for statens penge ved at spille på middelklassens stadig lavere forargelsestærskel, der synes at falde i takt med, at man selv hele tiden øger sine forbrugsmuligheder, havde dokumenteret nogle af de dybt problematiske forhold, der ligger i kommunernes administra-
tion af den såkaldte servicelov: Det er svært for hjemløse at få kontanthjælp, fordi man skal være tilmeldt folkeregistret for, at kunne få hjælp.

Ingen statsrefusion
Et andet problem er den manglende statsrefusion til kommunerne af udgifterne til kontanthjælpen: I de små kommuner bliver bare 4-5 familier uden indtægt meget synlige på det kommunale budget, så de hurtigt bliver de skyldige, når der ikke er penge til nye cola-automater i den lokale sportshal. En udløber af dette problem er ned-rivningen af almene boliger eller små landhuse, der skal hindre tilflytning af socialt belastede personer i de mindre kommuner.
Et tredje problem er de kommunale aktiveringsprojekter, der er udenfor kontrol og ofte misbruges til at udføre opgaver for private firmaer. Mennesker uden rettigheder af nogen art skal under trusler om at miste deres kontanthjælp, og uden ret til at forhandle løn og arbejdsforhold, og uden at optjene ret til dagpenge, og uden ret til faglig organisering f. eks. pakke plasticlegetøj for en privat fabrik som H. P. Plast A/S i Hobro, hvilket jeg dokumenterede her den 20. dec. i artiklen "Hobro by day".
Efterfølgende har Landsorganisationen af Arbejdsledige spurgt Arbejdsministeriet om ikke det var en sag for ministeriets "udrykningstjeneste" til undersøgelse af tvivlsomme projekter, hvilket Arbejdsmarkedsstyrelsen kunne svare klart nej til, for her beskæftiger man sig kun med ledige, der er i en A-kasse, hvorfor man henviser til Socialministeriet. Herfra er der ikke noget svar.

Et drastisk fald
Et fjerde problem er tilkendelsen af førtidspension, som man ikke længere kan søge om, men kan indstilles til af den kommune, man bor i. Også her er problemet, at statsrefusionen er væk, så kommunen selv hænger på udgiften, hvilket har ført til et dras-tisk fald i antallet af tilkendte pensioner. Samtidig er der problemet med de lægesagkyndige, der ifølge loven kun har til opgave at oversætte eventuel lægelatin for det sociale udvalg, men gang på gang overskrider deres beføjelser ved at gå ind og give anbefalinger om tilkendelse af pension eller ej. Og endelig er der også her den flaskehals, der hedder speciallægeerklæringer, som er et stykke papir med et stempel og en underskrift, som det kan tage mere end et år at komme i nærheden af.
Der er mange flere problemer med socialhjælpen i Danmark, men ovenstående kunne det have været interessant at se en dokumentarudsendelse om, fordi man så kunne have valgt som udgangspunkt at være solidarisk med de mennesker, man beskæftiger sig med, i stedet for at lefle for den billige forargelse hos dem med parcelhus, PC og parabol.
Nyhedsdækningen på TV2 får også i stigende grad karakter af tabloid-tv, f.eks. hedder det ikke længere "vi", når man skal referere endnu en undersøgelse af et mere eller mindre repræsentativt udvalg af tilfældige menneskers tilfældige holdning til tilfældige spørgsmål, nej det hedder "danskerne". Og straks myldrer en masse skjult pa-ratviden frem i seerens underbevidsthed, som ikke ville være dukket op, såfremt man havde brugt "vi" som subjekt. For hvem er det nu, der hele tiden taler om "danskere" og "danskhed"?
Kan det tænkes, at stationens nyhedschef er på vej til at springe ud i en politisk karriere? Den måde stoffet fremføres og prioriteres på er der ihvertfald et vældigt gehør for i den del af politik, hvor enhver antændighed blot er en sten i skoen på vej mod indflydelse og magt. Held og lykke, Jens Gaardbo, et medlem af min nærmeste familie stemte engang på Poul Hartling, fordi han var "sådan en pæn mand". Det er du også, ihvertfald på billeder, så hvem ved?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her