Kronik

Vejen ud af den religiøse revolution

Debat
16. februar 2000

Når de iranske vælgere på fredag går til valg, sker det i et stadig mere sekulariseret samfund, hævder to islamforskere, der i en nylig udkommet bog viser, hvordan den religiøse revolution har styrket politikken og den nationale identitet

Tro & Filosofi
Med den islamiske revolu-tion i Iran i 1979 blev der gjort forsøg på at sammentænke det religiøse og det politiske og forene de to dimensioner i praksis. Revolutionen og dens eftertid er blevet fulgt og gransket, for det har interesseret en verden udenfor at vide, hvad der sker i et samfund, når en religiøs revolution føres igennem. De vestlige iagttagere har vel især været optaget af den religiøse dimension, der var stærkt synlig under revolutionen. Og den præger fortsat fjernsynsbilledet og afføder forestillinger om religiøs fanatisme og menneskelig anderledeshed. Men det er værd at notere, at nogle af de væsentlige kendetegn ved den iranske revolution i højere grad var af politisk art.
Selv om revolutionen havde islam som metafor og legitimering, så forsøgte de triumferende ayatollaher ikke at etablere et islamisk kalifat eller et imamstyre, da revolutionen var på sit højeste. Der blev indført en republik for første gang i landets historie, med folkevalg, en forfatning, der er inspireret af den franske af 1958, et parlament med reelle debatter, et ministerråd, politiske fraktioner og en domstol, der svarer til en højesteret.
Der blev med andre ord indført institutioner, som ikke har meget at gøre med islam som ortodoksi og dogme, men mere med en europæisk tradition. Der blev etableret en politisk scene, en stat. Men ikke en importeret stat, uanset disse ligheder med den europæiske model.
Revolutionen betød ikke, at et enhedsparti satte sig på al magten, således som det er set i forbindelse med andre revolutioner og radikale samfundsomvæltninger. Ej heller repræsenterede begivenhederne et pludseligt indbrud af stivnet islamisk tradition i en nutid. Derimod betød revolutionen, at der blev indledt en proces med en nyformulering af det religiøse i samfundet.
Denne nyformulering er det centrale i den magtkamp, som der jævnlig berettes om i nyhedsmedierne, personificeret i den reformvenlige præsident Mohamad Khatami og den konservative ayatollah Ali Khamenei. Magtkampen udspringer af den strukturelle uligevægt, der er indbygget som en dobbelthed i forfatningen: både Gud og folket som overhøjhed. Der er både en politisk magt, der har sin legitimitet i folkevalg, og et magtcenter, der relaterer til religionen.
Udviklingen i Iran sker i denne magtkamp, og spørgsmålet er så, om der kan aflæses en tendens. Er det den politiske eller den religiøse dimension, der er blevet bekræftet siden revolutionen?
Der er fremlagt et klart svar i en bog, som to franske islameksperter har udgivet for nylig. De to forfattere, Olivier Roy og Farhad Khosrokhavar, har begge et omfattende forfatterskab bag sig om islamforskning, og navnlig har de et indgående kendskab til forholdene i Iran (Khosrokhavar har iransk oprindelse).
De to forfattere spørger med bogens titel: Hvordan kommer man ud af en religiøs revolution?. Og bogen belyser udviklingens vej i I-ran med et omfattende materiale om landets samfundsforhold og nutidshistorie.

For Olivier Roy og Farhad Khosrokhavar er svaret utvetydigt: En religiøs revolution som den islamiske i Iran fører til sekularisering, dvs. at der etableres et politisk rum med fremvækst af et borgersamfund, og i denne sammenhæng sker der en personliggørelse af det religiøse.
De viser i bogen, hvordan det politiske ustandselig er blevet fremmet på bekostning af det religiøse i udviklingen i de tyve år, der er gået siden revolutionen. Det er ikke de øverste klerikale, der har fået øget deres beføjelser. Tværtimod har udviklingen konstant konsolideret staten som en verdslig magtstruktur med politisk beslutningsdygtighed. Og den nationale iranske identitet er blevet styrket på bekostning af utopien om det transnationale islamsamfund.
Denne konsolidering af staten er en proces indefra, ikke en importvare. Landets islamiske identitet er ikke sat over styr, og staten repræsenterer fortsat et integreret samspil af det religiøse og det politiske. Religionen er ikke udrenset af politikken, og det politiske spiller fortsat en dynamisk rolle i den religiøse samfundssfære.
Men udtrykket sekularisering er relevant i den forstand, at islam som idelogisk spændetrøje for samfundsopfattelsen er sprængt. Der er åbnet for en debat om landets udvikling mod en moderne stat i et internationalt samspil, og der er åbnet for nytænkning af det religiøse som samfundsaspekt i denne sammenhæng.
Selv om det iranske regime er autoritært og ikke viger tilbage for censur, så er den intellektuelle og offentlige debat i landet i dag af en intensitet og et omfang, som næppe har noget sidestykke i den islamiske verden. Debatten er nået uden for universiteterne og har bredt sig videre end til de intellektuelles kreds. Den er blevet et fæ-nomen i samfundet.
Debatten føres på en baggrund, hvor den brede opfattelse i befolkningen er, at revolutionen med sin forening af politik og religion ikke har formået at imødekomme de sociale forventninger, men at den har produceret en magtelite og affødt en skæv økonomisk orden, en skævhed, hvor de gejstlige er dybt involveret, fordi den religiøse sfære forvalter store midler i den iranske økonomi.
Navnlig er det værd at notere, påpeger Olivier Roy og Farhad Khosrokhavar, at de aktuelle iranske mestertænkere, der har et betydeligt publikum, ikke mindst blandt de yngre, især kritiserer den eksisterende situation i landet ud fra et religiøst grundlag. Termerne er religiøse og filosofiske og har rod i islam.
Den vægtige kritik er ikke en kritik udefra, båret af vestlig terminologi. Og ordene hentes heller ikke fra en revolutionær ideologi. Der er ikke tale om en struktureret oppositionsbevægelse, men debatten vidner om og udtrykker, at der i befolkningen er et ønske om et civilsamfund, hvor retsorden og religiøs moral ikke er blandet sammen. Det er den autoritære udgave af islam, der anfægtes. Der protesteres mod, at magten konfiskeres og ideologiseres.
At den kritiske debat har et stigende publikum, skyldes ikke mindst, at den konservative samfundsfløj har svaret igen på reformbestræbelserne ved at skærpe den islamiske samfundsorden i autoritær og traditionel retning.

Samtidig med, at debatten øges omkring spørgsmål som demokrati, kønnenes ligestilling, ytringsfrihed, menneskerettigheder og begrebet retsstat, så forøges også de konservative bestræbelser for at håndhæve en puritansk samfundsorden. Og der er et stort og uniformeret sædelighedspoliti til rådighed i landet.
Denne håndhævelse sigter ikke mindst på de unge, men den rammer især kvinderne. Den konservative reaktion har i det seneste tiår accentueret kønnenes ulighed for loven, og det er derfor ikke overraskende, at netop kvindernes stilling indgår som et centalt tema i samfundsdebatten. Også her argumenteres der ud fra islam selv, og der ivres for, at Koranens udsagn om forholdet mellem kønnene frigøres fra traditionen og gives en nutidig tolkning.
Det er princippet velayat-e-faquih, der anfægtes, dvs. det princip, at republikkens overhoved er en åndelig leder. Det fundamentale udsagn i den iranske debat er, at religionen bør udskilles af politikken. Et af argumenterne er, at politikken gælder de timelige anliggender, og den lider under den ufuldkommenhed, som menneskers beslutninger nu en gang er forbundet med. Religionen der-imod angår de evige værdier, som ikke kan politiseres.
Og her er det interessant at bemærke, at den forestilling om sekularisering, som de reformvenlige udtrykker, bl.a. den fremtrædende filosof Abdolkarim Surush, har en parallel inden for den religiøse sfære. Også blandt de gejstlige hæver der sig røster, som taler for sekularisering, dvs. at religionen i højere grad renses for sin besmittelse af politiske og økonomiske interesser, og at den får sin rent åndelige dimension i samfundet styrket.
Endvidere er der en stigende modstand mod det officielle islamstyre fra en social-islamisk bevægelse i befolkningen, dvs. en folkeliggørelse af religionen, som den religiøse magtstruktur kun har ringe greb om. Det, der udtrykkes her, kan ligeledes tolkes som en tendens mod sekularisering.
De to franske forskere betoner, at situationen i Iran i dag har alle de træk, der kendetegner post-islamismen, dvs. perioden efter de politiske islambevægelser. Post-islamismen betegner en ny fase i form af en udvikling, hvor det religiøse genbekræftes uden for et politisk projekt. Hvilket naturligvis ikke betyder, at det religiøse ikke har politisk virkning, men gen-islamiseringen sker ikke via politikken.
Denne udvikling, som viser en klar tendens mod sekularisering, kan iagttages i andre dele af den islamiske verden, og den kan navnlig konstateres i de islamiske immigrantmiljøer i Europa.
Men tilfældet Iran er af særlig interesse, fordi udviklingen her sker i national målestok. Måske sker sekulariseringen lettere i Iran end i de fleste andre islamsamfund. Landets religion er den shiitiske udgave af islam, og shiismen er i højere grad end sunnismen struktureret. Debatten har strukturer at forholde sig til.

Her er det værd at tilføje, at landet i modsætning til mange andre lande i den islamiske verden ikke har en fortid som koloni; det har produceret sin egen historie. Under alle omstændigheder er den i-ranske krise ikke kun en politisk krise i Iran. Den er også en krise for begrebet: den islamiske stat. Næsten symbolsk kom den politiske/religiøse krise i Iran til udtryk, da præsident Khatami i september 1998 erklærede i New York, at den iranske stat ikke ville effektuere dødsdommen over forfatteren Salman Rushdie. Den religiøse fatwa, som i 1989 udsagde dødsdommen, havde præsidenten ingen beføjelser til at ophæve. Han handlede som verdslig politiker.

*Farhad Khosrokhavar og Olivier Roy: Iran: Comment sortir d'une révolution, Paris, 1999
*Gunnar Aagaard Nielsen er cand.mag. og skriver jævntligt i Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her