Læsetid: 2 min.

Ytringsfrihed med højrehældning

Debat
29. februar 2000

JydskeVestkysten forvansker folkestemningen

Debat
Esbjergenseren Harald Rasmussen skriver (Inf., den 26. feb.), at "ytringsfrihed betyder, at hver eneste borger har ret til at udtrykke sine meninger, for eksempel i JydskeVestkysten." Jeg er helt enig.
Problemet er bare, at det er JydskeVestkysten ikke. I begyndelsen af februar sendte jeg således mit indlæg om de hadefulde læserbreve til JydskeVestkystens debatredaktion, (der såmænd også har modtaget det, for jeg fik en kvittering), men nu er der gået en måned, og i skrivende stund har de endnu ikke bragt det, for sagen er, at debatsiden i den avis redigeres med stærk hældning til højre, så hvis Harald Rasmussen tror, at alle kan komme til orde der, må han tro om igen, for det kan de ikke.

Et mediemonopol
Han tror måske også at læ-serbrevene er en afspejling af den almindelige folkestemning. Dette er ikke nødvendigvis tilfældet.
JydskeVestkysten har monopol på den trykte nyhedsformidling i Syd- og Sønderjylland, og min påstand er, at avisen er aktiv i et politisk spil, hvor borgerlige politikere og mediefolk med iskold kynisme udnytter højrepopulismen til at svække Socialdemokratiet.

Redaktøren ville ikke
Da nu JydskeVestkysten åbenbart ikke ville bringe indlægget, fik Information muligheden for at gøre det. Samme dag som det stod der, ville en dagsaktuel redaktion i Danmarks Radio lave et indslag, hvor JydskeVestkystens chefredaktør Karsten Madsen og jeg kunne diskutere indholdet. For en ordens skyld må jeg gøre opmærksom på, at det var en redaktion, som jeg ikke er medlem af og hvis programmer jeg ikke har indflydelse på. Jeg sagde ja tak til invitationen, for jeg mener som Harald Rasmussen, at demokrati er samtale, men hvad sagde Karsten Madsen? Han sagde nej. Han ville ikke. Begrundelsen er mig ubekendt; men han ville ganske enkelt ikke. Så det kan godt være, at Harald Rasmussen mener, at jeg ikke vil deltage i en fri diskussion. Det passer bare ikke. Derimod vil det nok være en god ide at kigge nærmere på Jydske-Vestkystens vilje til det samme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her