Læsetid: 4 min.

Den årlige vinterudvandring

Debat
6. marts 2000

Om danskernes ulidelige vinterferievaner, der er blevet et tilsyneladende ufravigeligt folkekrav

Nedtur
Det kan i længden godt være trættende ikke at læse om andet end indvandrerspørgsmålet, når man åbner sin avis. Selvom der siges mange fornuftige ting, især i dette blad, er det jo på en eller anden måde alligevel i sidste ende Pia Kjærsgård og de andre brøleaber, der sætter dagsordenen for debatten, og det hænger mig ud af halsen. Så hvorfor ikke i stedet skrive lidt om den massive udvandring, der sker i kraft af, at danskerne i milliontal hver vinter rejser bort til fremmede himmelstrøg, mildest talt uden at gøre sig de store bekymringer, hverken om hvorvidt de kommer til at støde deres værtsfolk på de kulturelle manchetter, eller om opholdstilladelser, integrationskrav, visum m.v.
Således mødte jeg i sin tid, da jeg boede i Senegal et dansk par, der var på badeferie. De var indlogeret på et badehotel, og lå nu som hvalrosser ved henholdsvis poolkanten og på den strand, hotellet med statens hjælp havde konfiskeret fra lokalbefolkningen. De havde imidlertid fundet ud af, at på den anden side af vejen lå der en lille bar, hvor bajerne kun kostede det halve, så her brugte de i opholdets sidste halvdel en betragtelig del af deres tid. Jeg spurgte dem således antruffet i færd med at bevare den danske ølkultur, om hvad de mente om Senegal. Deres svar mener jeg er ganske sigende om den danske folkesjæl. "Jo," svarede den ene, "det er et meget sjovt sted, man får nogle sjove bussemænd." Et sjældent konkret og illustrativt eksempel på danskernes manglende evne til at se ud over egen næsetip.

Nye rejsende
Det er denne næse- og navlepillen, der kendetegner den danske turist. Det er efterhånden ikke andre end Carsten Jensen, der bruger rejsen som en måde at lære nyt og samle ny inspiration ved mødet med fremmede mennesker og kulturer. Den moderne turist er helt koncentreret om sit eget personlige velvære og foretrækker derfor ikke at skulle konfronteres med nogetsomhelst fremmed. Det er derfor der gerne er hegn om strandhotellerne i troperne.
Denne type egojunk-ferie får imidlertid sit mest prægnante udtryk, ikke i Afrika, men i uge syv, hvor det virker som om, majoriteten af danskerne tager på skiferie. Som omvendte lemminger bevæger danskerne sig ikke mod havet, men mod bjergene, og vender således efter en uge ulideligt selvtilfredse hjem med røde kinder og toptunede batterier, klar til at slave videre foran deres computere.
For bare 25 år siden var det at tage på skiferie noget, der var forbeholdt en særlig eksklusiv del af overklassen. For os andre virkede det med skiferie nogenlunde så aparte som dem, der nu om dage tager på golfferie, i øvrigt noget der tegner til at blive et fremtidigt massefænomen. I firserne etablerede skiferien sig imidlertid som et behov danskerne nærmest havde krav på. En ny rejseform, hvor man fuldt og helt kunne koncentrere sig om sin krop og sit eget velvære, og hvor værtslandet udelukkende fungerede som kulisse for ens mere eller mindre hjælpeløse selvrealisering.
For at imødekomme dette folkekrav blev vinterferien indført i skolerne, og alle vegne måtte arbejdet naturligvis straks indpasses folks tilsyneladende legitime fordringer om at komme afsted.
Som gigantiske bæer i bjerglandskabet spredte hæslige skisportscentre sig overalt i især Alperne, små dyrehavsbakker hvor naturen er omdannet til rides, man indløser turpas til. Hujende drøner folk ned ad mishandlede bjergskråninger, indtil aftenen falder på, og scorejagten animeret af den toldfri sprut sættes ind på diskotekerne.
Udstyrsfabrikanterne har næppe kunnet forestille sig den iver, hvormed skiløberne velvilligt kastede penge i grams for at kunne posere i sidste skrig, ingensteds har mærkevarehysteriet nået højder som inden for ski-sportsverdenen. "Huen er nok det vigtigste, hvis ikke man har en tjekket hue, kan man godt opgive enhver ide om at blive taget alvorligt," som en ung mand begejstret forklarede forleden på P3. Snowboard-dillen lader til at betegne en foreløbig kulmination på denne kultur, hvor individualiteten og ekstremitetssøgningen er i centrum, en kultur der er som skabt til reklamefilm.

Sigvard og Øystein
Jo, siger mine Informations-læsende venner, men de er ikke med på alt det dér fis. De tager nemlig på lang-rend i Norge med stålthermos og brunostemadder, med vadmelsklæder, telemarksving og pulk til hele familien, og de blev smaddergode venner med Sigvard og Øystein, som de hjalp med at hugge brænde. Nu er de blevet ti år yngre og har allerede reserveret hytte uden om rejsebureauet til næste år, hvor jeg også godt kan komme med, det skulle jeg virkelig prøve.
Nul, jeg gider ikke, jeg kan ikke finde ud af at stå på ski, og jeg lærer det nok heller aldrig.
Det prismæssigt konkurrencedygtige vinterferiealternativ, at tage ned og kneppe piger i Thailand, står jeg heller ikke model til. Jeg bliver hjemme, nyder de tomme kontorgange på arbejdet og snupper en fridag, hvor jeg går med alle de andre tilbageblevne hængerøve ind og ser Toy Story 2 med mine frustrerede unger, der ikke forstår, hvorfor de aldrig kommer ud og rejse ligesom deres venner.
Jeg må leve med vennernes trækken på skuldrene over, hvorfor jeg er sådan en sløv padde. For at kæmpe mod skiløberhysteriet er i bogstaveligste forstand et uphill battle.
Og skulle jeg ende som den sidste dansker tilbage i landet i uge syv, er det jo egentlig betryggende, hvis der er nogle ikke-integrerede indvandrere tilbage at hænge ud med.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her