Læsetid: 2 min.

Bille på museum

Debat
23. marts 2000

Men hvornår besøgte Georg Metz Statens Museum for Kunst sidst?

Kunst
Den 11. marts hylder Georg Metz billedkunstneren Ejler Bille, der fyldte 90 år den 6. marts. I samme åndedrag beklager han, at Statens Museum for Kunst har sat "nogle af Billes vigtigste arbejder ... permanent til side i fjerne magasiner".
Gad vidst hvornår Georg Metz sidst har sat sine ben på Statens Museum for Kunst? I hvert fald har han ikke sørget for at orientere sig, før han offentliggjorde sin beklagelse. Faktum er, at en række af Billes vigtigste værker har været ophængt i udstillingssalene siden museet genåbnede november 1998.

På selve fødselsdagen
Tilmed valgte vi at benytte Billes 90-års fødselsdag til at folde samlingen af hans kunst ud. I museets nye bygning, mellem præsentationen af dansk surrealisme og Cobra-kunst har vi skabt et lille rum, der er helliget museets samling af Ejler Billes kunst. Rummet blev etableret i slutningen af februar, så det kunne stå klar den 6. marts på selve Billes fødselsdag.

Et repræsentativt udsnit
Bille-samlingen på Statens Museum for Kunst tæller i alt 15 malerier og syv skulpturer, der tilsammen tegner et repræsentativt snit gennem hans kunstneriske produktion fra begyndelsen af 30're til midt i 70'erne.
De tidlige år er vel repræ-senterede og omfatter skulpturelle hovedværker som den lille træskulptur Mår fra 1931 og de abstrakte figurer Lurende fugl, 1933 og Spadserende form, 1933-36. Skulpturerne viser, hvorledes Bille med udgangspunkt i naturens former og under indflydelse af Bauhaus-miljøet i Berlin og surrealismen i Paris udviklede et abstrakt billedsprog - i Billes tilfælde ofte med en underfundig og legende karakter. Det samme gælder i øvrigt hans malerier fra perioden, hvoraf museet har to nemlig Befrugtning på grænsen mellem det gode og det onde fra 1933 og Fugl fra 1938.

Bille forlod skulpturen
I 1938 forlod Bille skulpturen og helligede sig maleriet. Under indtryk af bl.a. Egill Jacobsens kunst blev hans udtryk mere ekspressivt. Et centralt eksempel på dette skift er billedet Maske 1940-41 (der i øjeblikket er udlånt til
Louisiana, men vil blive inddraget i ophængningen, så snart det er tilbage).
I slutningen af 40'rne, da Bille var knyttet til den legendariske Cobra-gruppe, er hans billeder kendetegnet ved klare primærfarver og dynamiske penselstrøg. Maskelignende ansigter befolker kompositionerne som i Figurer på brun bund fra 1950. I løbet af 50'erne forsvinder de figurative træk, farverne bliver dybere stemt, penselstrøgene pastose og billedfladen kendetegnes ved en større stoflighed.
Farverne veksler igen i hans senere produktion men den fortættede stoflighed og organiske struktur vedbliver at være et centralt træk i Billes kunst.
En række af museets værker vil indgå i en retrospektiv udstilling om Ejler Bille på Silkeborg Kunstmuseum, september-november 2000.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her