Kronik

Dødsstraf er andet end straf

20. marts 2000

Danmarks retfærdige opgør med besættelsestidens uretfærdighed blev gennemført i en ånd af totalitær og nationalistisk retorik

Historisk set
Dødsstraffen er noget andet end Straf, det er udslettelse af noget usigelig ækelt."
"Denne Lovgivning er Folkets endelige opgør med den Smitte, der søgte at trænge sig ind i vores Folkekarakter."
Citaternes brutale nationalisme leder uvægerligt tankerne mod fjerne landes hensynsløse diktatorer. Man skal dog ikke længere end til Slotsholmen i København for at finde deres ophav. Sammen med en lang række andre ophidsede indlæg dannede de den blodtørstige rigsdagsdebat om lovgrundlaget for retsopgøret efter besættelsestiden.
Debatten om tilføjelsen til straffeloven og dødsstraffens genindførelse i Danmark efter besættelsen, er en af de bedste kilder til forståelse af stemningen i Danmark efter fem års besættelse. Indsigt i og forståelse for det nationale hysteri, der fulgte i kølvandet på befrielsen kan, eller bør kunne, lære os om humanitetens skrøbelighed og nuancere billedet af historiske eller nutidige menneskerettighedsbrud.

Ifølge retsopgørets love kunne den anklagede dømmes til døden, hvis vedkommende blev kendt skyldig i ét af seks nærmere angivede forhold, heriblandt tortur og terror i tysk interesse, tjeneste i Hipo-korpset og særligt grove angiverier. Med udgangspunkt i tillægget dømtes 78 danskere til døden. Af disse blev 46 henrettet.
For mange virker det naturligt, at de værste af besættelsestidens forrædere måtte lade livet for deres gerninger i nazistisk tjeneste. Men uanset, hvad man ellers mener om dødsstraf og/eller retfærdighed, vil de fleste forvente, at genindførsel og brug af så radikale løsninger som dødsstraf i et land som Danmark måtte forudsætte grundlæggende principielle overvejelser. Men det var hverken principper eller overvejelser, der lå til grund for debatten om dødsstraffens genindførelse i Danmark i 1945.
I stedet kappedes politikere, lederskribenter og modstandsfolk om at overgå hinanden i fantasifulde måder at tilsvine dem, der havde været på nazisternes side under krigen. Uden modsigelse og tilsyneladende uden betænkning omtaltes besættelsestidens forbrydere med begreber, der under andre omstændigheder ville blive opfattet som vulgært nationalistiske, tenderende det racistiske.

Der kan være mange argumenter for at anvende dødsstraf. Man kan f.eks. hævde, som flere gjorde det, da dødsstraffen var til debat i 1930, at dødsstraf har en præventiv effekt, eller at der ligger en slags logik i, at man risikerer at miste sit liv, hvis man tager andres. Men i 1945 blev den slags principielle argumenter ikke taget i brug. I den oppiskede stemning ovenpå besættelsen var nationalisme det eneste argument, der blev hørt. Begreberne 'nation', 'samfund' og 'fædreland' indførtes som kriterier for, hvornår en forbrydelse var alvorlig nok til at fortjene dødsstraf, og det blev almindeligt at omtale forbryderne og deres gerninger med begreber som 'såkaldte danske', 'såkaldte landsmænd', 'landsforrædere', 'landsskadelig virksomhed' og 'nationalt svigt'.
Justitsminister Busch-Jensen slog tonen an under fremlæggelsen af lovforslaget om retsopgøret. Han sagde blandt andet, at "Krigstidens Forbrydere [havde] sat sig udenfor det danske Samfund", at de måtte "udskydes af Samfundet", og at de måtte "udskilles".
Socialdemokraten Frank Dahlgaard gjorde ligeledes sit til udstødelsen af forbryderne ved at kalde dem "saakaldte Danske" og
"saakaldte Landsmænd". Også det radikale Politiken gav sit besyv med, da avisen i en leder dagen efter befrielsen krævede udrensning af "udanske Elementer".

I de mest forbitrede indlæg indsneg sig endog biologiske og medicinske metaforer, og argumentationen fik til tider næsten racistiske overtoner.
Den i indledningen citerede radikale Bertel Dahlgaard bekymrede sig om "Smitten, der søgte at trænge sig ind i vores Folkekarakter" og krævede "udanske Elementer udrenset", og socialdemokraten Frank Dalgaard sagde som citeret i indledningen, at henrettelserne var "Udslettelse af noget usigelig ækelt". Derudover så han frem mod "et renere Danmark", når "Afregningen" var sket.
Nogle af de mest rabiate eksempler på racistisk klingende nationalisme optrådte i modstandsbladene Information og Land og Folk. Under pseudonymet Corpus Juris forkyndte Carl Madsen i en Land og Folk-leder, at: "Hipofolk, Stikkere og Mordere i tysk Sold er Skadedyr, som maa fjernes fra Samfundet paa samme Maade som Rotter."
De samme metaforiske piske-smæld gjaldede i en leder i Information, hvor det først forsikredes, at der ikke ville blive "Plads for Øllebrødsbarmhjertighed" og dernæst, at: "Der er ingen Naade i det danske Folk efter fem Aars Krig, kun et Ønske om at faa Skadedyrsudryddelsen overstaaet snarest muligt, saa Lejligheden atter bliver beboelig."

Det meste af den vestlige verden har siden det 18. århundrede bevæget sig væk fra anvendelsen af korporlige straffe. I tråd med den udvikling holdt man i Danmark i slutningen af 1800-tallet op med, at eksekvere dødsdomme. Den sidste 'almindelige' henrettelse i Danmark var således i 1896.
Blandt andet som konsekvens heraf blev dødsstraffen foreslået afskaffet i forbindelse med indførelsen af den nye straffelov i 1930. Debatten som var langvarig og ophedet endte med at dødsstraffen blev taget helt ud af straffeloven.
At dødsstraffen således var til debat to gange inden for en så kort periode, giver eftertidens iagttager mulighed for at undersøge, om den blodtørstige retorik i 1945 var en naturlig videreførelse af debatten i 1930, eller om den var et nyt fænomen, som snarere skal tilskrives oplevelserne under besættelsen.
Ved sammenligning bliver det dog hurtigt klart, at argumenterne og begreberne i 1930 var radikalt anderledes end dem som dominerede 15 år senere.

I 1930 var det ikke tilstrækkeligt at gå på talerstolen og sige, at mordere var skadedyr, eller at der måtte ryddes op i lejligheden. For at blive taget alvorligt måtte man redegøre for, hvilken uundværlig samfundsmæssig funktion dødsstraffen udfyldte.
Nogle af dødsstraffens mest ihærdige fortalere i 1930, var venstremanden Aage Elmquist og den konservative Mathilde Haus-
chultz. De stod bag et forslag om bevarelse af dødsstraffen, som 45 folketingsmedlemmer stemte for. For Elmquist og Hauschultz, og dem, der stemte for deres forslag, var dødsstraffens præventivitet en uundværlig funktion. Med udgangspunkt i statistikker og undersøgelser fra blandt andet England og Tyskland forsøgte især Aage Elmquist at sandsynliggøre, at dødsstraffen havde en afskrækkende funktion, og at afskaffelse ville føre til mere grov kriminalitet og i værste fald til "mordepidemier."
Modstanderne af dødsstraffen, som først og fremmest var radikale og socialdemokrater, men også enkelte konservative og venstrefolk havde som udgangspunkt, at dødsstraf var uciviliseret og unødvendigt for en moderne retsstat, og at man, med ord fra en leder i Politiken, "hellere skulle raabe på Lægevidenskaben, end på strengere Straffe naar, der sker særligt grove Forbrydelser."

Den mest markante forskel mellem de argumenter, som anvendtes af dødsstraffens tilhængere i henholdsvis 1930 og 1945 var, at argumentationens tyngdepunkt 15 år efter havde flyttet sig fra at handle om forbrydelsen og strafformen i sig selv til at handle om forbryderen.
Før krigen måtte debattens deltagere for at blive taget alvorligt være i stand til at hæve sig fra den enkelte forbryder, og tage stilling til dødsstraffens moralske og praktiske implikationer. Det var ikke længere et krav efter besættelsen.
Nu blev det accepteret som et indlæg i debatten, når Information skrev, at Hipoer, stikkere og terrorister skulle henrettes som "skadedyr", eller når Justitsminister Busch-Jensen sagde, at besættelsestidens "landsforrædere" måtte "udskydes." Ved at rubricere forbryderne som forræderiske skadedyr, indlejredes konklusionen i udsagnet, og det blev umuligt at være imod. Hvem kan være modstander af, at man udsletter et skadedyr?

At det var krigen, der på den ene eller den anden måde forledte politikerne til at drive propaganda fremfor politik er uomtvisteligt. Men hvorvidt det var danskernes egne oplevelser, de nazistiske forbrydelser, angst for anklager om blødsødenhed i opgøret eller noget helt tredje, der motiverede stemningskiftet, er i denne sammenhæng ikke det mest relevante. Det er derimod, at selv et velfungerende parlamentarisk system som det danske kan blive så grundigt rystet, at de mest basale demokratiske principper bliver løbet over ende af hysteri og pøbelvælde.

Befrielsessommerens massehysteri undskyldes gerne med henvisning til de forfærdelige krigsoplevelser, og til at 'sådan var stemningen jo'. Sådan lød det blandt andet, da historikeren Kirsten Lyllof i foråret afdækkede behandlingen af de tyske flygtninge i Danmark under og efter besættelsen. Den traditionelle sangs omkvæd synes at være, at det ikke er eftertidens opgave at fordømme det plagede folks retfærdige harme. Men hvor forståelig eller rimelig harmen i 1945 end kan synes i forhold til nazismens grusomheder, bør den danske befrielsessommer generelt og debatten om dødsstraffen i særdeleshed give anledning til selvransagelse i et land, der priser sig af en lang tradition for demokrati og menneskerettigheder.
Når man fra Folketingets talerstol uden at blive fordømt endsige modsagt kunne hævde, at Danmark ville blive et 'renere land', hvis en gruppe danskere blev skudt, bør det være en påmindelse om, at det ikke kun er i fjerne diktaturer med skruppelløse diktatorer, at love bliver til på baggrund af massehysteri og vulgærnational retorik.
Selv Danmarks retfærdige opgør med besættelsestidens uretfærdighed blev gennemført med udgangspunkt i en totalitær nationalistisk talemåde, der ligger fjernt fra vores opfattelse af debat i en demokratisk retsstat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Espen Bøgh
David Zennaro og Espen Bøgh anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu