Også for en inkarneret EU-tilhænger er euroen et dilemma. Især frygter jeg, at en europæisk økonomisk stormagt kan true verdens sikkerhed
Økonomi & Politik
Om kort tid skal jeg, sammen med alle andre vælgere i Danmark, tage stilling til dansk tilslutning til euro'en, dvs. ophævelse af det danske forbehold om deltagelse i tredje fase af ØMU-samarbejdet.
Dette indlæg i debatten er inspireret af Marianne Jelveds bog Alt har sin pris, ikke fordi jeg er enig med Marianne Jelved i hendes synspunkter om euro'en, men fordi hun skriver: "Hvad er det så, der driver mig, læreren og politikeren? Der er et enkelt svar: Jeg har en forestilling om, hvad der er rigtigt og forkert, og jeg har en overbevisning om, at det kan lade sig gøre at forandre verden, så det bliver en bedre verden."
At det enkelte menneske har mulighed for indflydelse er en stor inspiration til alle, der har lyst til at beskæftige sig med politik, og som vælger vil jeg gerne opnå den indflydelse Marianne Jelved taler om. Men jeg har også et personligt behov for at gøre min stilling klar. Også selv om det altid har undret mig, hvorfor der ofte er store forskelle mellem min vurdering og vurderingen hos de mennesker, jeg dybest set deler grundholdning med. Jeg er jo radikal til benet - tror jeg nok; hvorfor kan jeg så ikke bare erklære mig enig med Marianne Jelved i euro'en og dens positive virkninger i EU og i Danmark? Er jeg da mere radikal end de radikale?
Med min grundlæggende pro EU-holdning er det et meget svært dilemma at være modstander af euro'en. Jeg har nemlig stemt ja ved alle folke-afstemningerne fra 1972 og indtil afstemningen om Amsterdamtraktaten i 1998, herunder også i 1992, hvor der ikke var taget de fire danske forbehold. Jeg er stadig tilhænger af EU, men fra 1993 har det været med stigende skepsis. Det har måske sammenhæng med, at jeg har arbejdet med EU-stoffet fra 1993 til 1999 som underviser i EU-ret på Danmarks Forvaltningshøjskole.
Mine synspunkter har jeg delt op i historiske, politiske og økonomiske synsvinkler, selv om de griber ind i hinanden. Det skyldes, at jeg opfatter tilslutningen til euro'-en som et meget vidtgående og epokegørende skridt, der ikke kan vurderes ud fra en snæver økonomisk nytte-synsvinkel. Desuden er jeg stærkt i tvivl, om konsekvenserne af den fælles mønt kan rummes inden for det EU, jeg ønsker, nemlig en mellemform mellem en statsdannelse (en forbundsstat) og et samarbejde på mellemstatsligt grundlag (et statsforbund). Det var også denne mellemform, der var den oprindelige vision for skaberne af EF, og iøvrigt grundlaget for at Grundlovens Pgf. 20 blev medtaget i Danmarks forfatning i 1953.
Historisk set: Danmark tilsluttede sig i 1972 i vælgernes opfattelse et markeds-økonomisk samarbejde. Det skete imidlertid ikke kun, fordi Danmark kunne opnå bedre vilkår for handel med vore vigtigste handelspartnere, men også fordi regeringen og Folketinget så et klart sikkerhedspolitisk aspekt i EF, som var formålet med Kul- og Stålunionen, Euratom og Romtraktaten. Det sikkerhedspolitiske står dog næppe helt klart for den danske befolkning. Måske derfor har danskerne opfattet skiftet fra markedsøkonomisk samarbejde, som det fremtrådte for de danske vælgere i 1972, til egentligt politisk samarbejde, som et historisk skift i EU-samarbejdet. Når befolkningen opfatter, at der er tale om et skifte, synes jeg, at politikerne har pligt til at gå ind i den debat på det grundlag.
Aktuelt er der risiko for, at kampagnen op til den kommende afstemning om euro'en bliver en gentagelse af kampagnen op til indmeldelsen i 1972, hvor der blev fokuseret på økonomiske gevinster, uden at regeringen fortalte befolkningen om den politiske regning, der skulle betales.
Men hvis jeg, og et flertal i befolkningen ikke vil den stærkt integrerede politiske union (statsdannelsen), hvorfor skal vi så acceptere euro'en, der vil blive brugt som løftestang for statsdannelsen?
Jeg frygter nemlig, at en stærk statsdannelse i Europa vil blive en stor sikkerhedspolitisk risiko. EU vil have løst sit oprindelige hovedformål med indkapslingen af Tyskland og bilæggelse af stridighederne mellem de tidligere fjender.
EU - i den form jeg ønsker - vil formentlig også kunne stabilisere de øst- og centraleuropæiske lande som medlemmer. Men en stærkere statsdannelse end det nuværende EU vil blive en ny stormagt, som vil virke destabiliserende på verdensfreden. Det er nok den vægtigste grund til, at jeg er modstander af euro'en, som er et middel til at opnå stormagtsstatus.
Debatten om EU's politiske indhold er så småt kommet i gang nu, men burde være taget op, senest i forbindelse med afstemningen om 'EF-pakken' i 1987, hvor der imidlertid blev fokuseret på gennemførelsen af det indre marked. Men jeg mangler en debat om EU's rolle som stormagt.
I øvrigt ser jeg ikke indførelsen af en fælles mønt - som møntenhed - som et problem, når man tænker på Danmarks tusindårige historie. Kronen blev jo først indført i 1874. Som signalværdi er kronen dog interessant. Var det den store tyske stat, og Danmarks erfaringer fra 1864 og den fransk-tyske konflikt, der fik Danmark til at fravælge marken?
Politisk set bør samarbejdet i EU fastholdes som et samarbejde mellem landene, som en blanding af et mellemstatsligt og et overstatsligt samarbejde, hvor landene på regeringskonferencer bliver enige om, hvilke opgaver der skal løses af EU på overstatsligt niveau med tilførsel af beføjelser, der hidtil har været varetaget af medlemslandene. I Danmark skal traktat-ændringer lægges ud til folkeafstemning, når betingelserne i grundlovens Pgf. 20 er opfyldt.
Et nej ved en folkeafstemning om en traktatændring bør ikke opfattes som et nej til EU-samarbejdet. Et nej kan dog, jf. nejbevægelserne, som jeg ikke sympatiserer med, være motiveret af generel modstand, men kan også være motiveret af en stillingtagen til den konkrete traktatændring.
Min modstand mod Amsterdam-traktaten skyldtes to forhold. Dels at Amsterdam-traktaten medtog menneskerettighederne i traktaten, dels at Schengen-samarbejdet (det politimæssige samarbejde) blev medtaget. Begge forhold bør landene i Europa samarbejde om, men ikke i EU-regi. De skal samarbejde om de to spørgsmål som led i et mellemstatsligt samarbejde. Politiet og menneskerettighederne udgør efter min opfattelse sammen med militæret væsentlige elementer i den statsdannelse i Europa, som jeg ikke ønsker.
Jeg tror at indførelse af euro'en i Danmark vil lægge et pres på Danmark til at acceptere, at tunge udgiftkrævende politikområder, f.eks. socialpolitik og arbejdsmarkedspolitik vil blive lagt over til det overstatslige niveau. Ellers kan den fælles mønt simpelthen ikke hænge sammen økonomisk. Er det enkelte menneskes sociale stilling og forhold til arbejdsmarkedet ikke så væsentlig og direkte vedkommende for den enkelte borger, at en overflytning af detailreguleringen på disse områder til EU-regi vil gøre nærhedsprincippet illusorisk? En sådan overførsel af beføjelser vil bevirke, at Danmark mister suverænitet på disse områder i grundlovens Pgf. 20's forstand.
Suverænitetsdebatten er i øvrigt vanskelig. Jeg er nemlig enig i, at Danmark opnår øget suverænitet i politisk forstand ved "at sidde med ved forhandlingsbordet". Men det kræver efter min opfattelse en meget kreativ fortolkning, at bringe denne forståelse af suverænitetsbegrebet i overensstemmelse med grundlovens Pgf. 20. Også af denne grund er en ændring af Grundloven påtrængende.
Da jeg på et politisk møde med Lone Dybkjær op til parlamentsvalget i 1999 sagde, at jeg havde stemt nej til Amsterdam-traktaten, fik jeg at vide, at alternativet til et ja, var en udmeldelse af EU. Hun sagde: "Det er som et ægteskab, hvis du ikke kan acceptere det, må du lade dig skille". Det var en meget negativ oplevelse, der har fået mig til at tvivle på, om politikerne ønsker en debat med vælgerne, eller om de blot ønsker, at vælgernes rolle skal være at acceptere politikernes forhandlingsresultat under regeringskonferencerne.
Økonomisk set er der en tendens til at gøre indførelsen af euro'en til et spørgsmål om vekselgebyrer og dermed til en lettelse for virksomhederne og borgerne. Ja, det en positiv side af euro'en. Der er også andre positive sider af
euro'en. Den vil utvivlsomt have en stabiliserende økonomisk virkning i Danmark og i fællesskabet, hvis den lykkes.
Økonomisk set indebærer
euro'en imidlertid en trussel mod EU-samarbejdet. Det er et risikabelt projekt, fordi EU efter min opfattelse ikke har de tilstrækkelige midler til at imødegå økonomiske kriser i de enkelte medlemslande. En dyb længerevarende økonomisk recession i et med-lemsland, der bevirker, at medlemslandet ikke kan overholde konvergenskriterierne, kan imødegås med bøder. Jeg vil gerne se EU pålægge f.eks. Frankrig bøder, og hvordan skal bøder over for et medlemsland hjælpe det ud af de økonomiske trængsler? Kan dispensationsmulighederne i traktaten anvendes, hvis der er tale om en længerevarende reces-
sion?
Den Europæiske Centralbank har udelukkende til opgave at overvåge inflationsudviklingen, jf. bankens statutter. Hvis et stort medlemsland har brug for en rentenedsættelse af f.eks. beskæftigelsesmæssige årsager, har medlemslandet ingen formelle (dvs. traktatmæssigt forpligtende) muligheder for at påvirke bankdirektørerne til et sådant skridt. De lande, der deltager i euro-11 kredsen, har nok en uformel indflydelse, men kan de presse ECB-bankchefen til at træffe andre beslutninger, end bankchefen er forpligtet til efter statutterne?
Afslutningsvis blot: Hvis jeg med et nej til euro'en kan være med til at sikre en fredeligere verden, vil jeg gerne være med til at betale omkostningen.
Alt har sin pris.
*Søren J. Smith er fuldmægtig, cand.jur. og ansat i Beredskabs-styrelsen. Deltidsansat på Danmarks Forvaltningshøjskole som lærer i statsret, EU-ret og offentlig ret. Iøvrigt medlem af Det Radikale Venstre
