Kronik

Fremtiden er begyndt

Debat
22. marts 2000

Fortiden er ikke færdig med sig selv. Nutiden er en stor broget samtidighed i et samfund uden politisk projekt

Tro & Filosofi
Nutiden er ikke mere en over- eller gennemgangsperiode. Vi oplever ikke, at nutiden konstant bevæger sig hastigt væk fra fortiden og ind i fremtiden. Snarere er nutiden blevet et simultanitetens rum. Vi lever i en samtid af fortællinger, der kommer alle vegne fra, og ingen steder peger hen. Nutiden er blevet til en broget retningsforvirret samtid med genbrug af alt fra fremmedhad og nationalisme til retrofester og tressertøj. 50'er- og 60'er-fester florerer side om side med Dansk Folkeparti og triste angstfantasier. Uhyggeligt er det at bivåne en omsiggribende dæmonisering af det, mange ikke kender eller ønsker at kende. Grimheden breder sig, værdigheden og sproget tager skade. For-
tiden dyrkes for dens følelsesmæssige og underholdende kvaliteter og som nostalgi, ikke som et 'sted' for opsporing af åndelige værdier, der kan transcendere eller udfordre nutiden.
Da optimismen og fremskridtsforestillingerne blegnede, blev nu'et på sin vis forvandlet til noget større; men samtidig fyldtes det til randen med gammelt gods og uklare fremtidsscenarier. Transformationerne af fremtid og fortid har gjort nutiden til et komplekst fænomen.

Men vi synes at være holdt op med at tro, at vi kollektivt set eller som art er i færd med at skabe historie. Mistroen og de skæve ironiske blikke breder sig: Det er langt fra sikkert, at fremtiden bliver bedre. Intentionerne om at kreere 'das ganz andere' er i hvert fald ikke kollektive, markante eller på anden måde offentlige her ved begyndelsen af det nye årtusinde. Tiden er ikke længere utopisk og visionær, men snarere pragmatisk og frygtsom. Ingen tror længere på, at beatmusik, fri kærlighed, eksperimenterende kunst eller for den sags skyld miljø- eller kulturpolitik er farlige for samfundet. Tidens emblem ligner en illusionsløs instrumentalisme. Det, der nytter og virker, er sandt og godt. Vi er konsensuspragmatiske jordboere. "Ved jorden at blive, det tjener os bedst."
Vi tror heller ikke på, at samfundet af sig selv skulle bevæge sig fremad mod det bedre. Vi har ingen tiltro til "historiens iboende list". Vi er ikke nænsomt guidet af kosmologiske eller religiøse kræfter. Fortællingerne om Dommedag og Paradis svejser os ikke mere sammen. Nutiden er ikke et transparent og velordnet fænomen, indlejret på historiens trappestige. Forsynet og skæbnen styrer ikke samfundslivet. Kant kunne endnu sætte sin lid til, at det lå i naturens formål (i dens telos) at mennesket ad åre måtte og ville blive myndiggjort og fornuftiggjort. Den afbalancerede, oplyste, kosmopolitiske verdensborger har mere end 200 år på bagen, men er endnu et blegt ideal, og vi har afviklet troen på, at alt er styret af og kan gribes med fornuften. Anskues det hele strukturelt vil hverken klassekampen, teknologien eller de økonomisk-materielle faktorer af sig selv bringe kvalitative forandringer i stand.
Og endnu har ingen gal naturvidenskabsmand påstået, at en genetisk automatik styrer historiens gang. Nutiden har næppe en indre logik, der vil sørge for at bringe os alle helskindede frem til en højere og bedre form for samfundsmæssig væren. Historiefilosofien er afviklet som håbskategori. Med et eksempel: Euro'en er ikke den absolutte ånds inkarnation. Hegels filosofi fortættes ikke i EU og tykke europæiske pengestrømme. Euro'en kan ikke få ægte fanfarer til at gjalde, selvom den sikkert både er en nødvendig og praktisk opfindelse. Engang havde Socialdemokratiet "en bygning at rejse" og en plan for "Fremtidens Danmark". Nu synes de kun at have mange sofistikerede planer for at værne om det allerede vundne, koste hvad det vil af triste angreb på "de fremmede" og defensive forsøg på at værne os imod, at vort hyper-industrialiserede landbrug risikerer at slå os ihjel alt for hurtigt. "Velfærdssamfundet" er blevet en gummi-floskel, der primært peger baglæns, og ikke et utopisk projekt, der peger fremad. "Socialkammeraterne" har paradoksalt nok sejret sig ihjel, samtidig med at de er ved at tabe det hele. Mere opkvikkende er det nu heller ikke at iagttage partiet Venstre appellere til fælles (?) danske ruralt-kristne værdier i en tid, hvor de teknokratiske dele af dette parti samtidig sætter store dele af den samfundsmæssige dagsorden.

Hvordan mon en socialdemokrat og en venstremand ser ud 'indeni', hvis vi løfter lidt på 'lågene'? Besynderligt nok synes deres tanker at være parkeret i fortiden, og deres adfærd at udspille sig i nutiden. Bevidsthedsmæssigt hører de slet ikke hjemme i den verden, de agerer i. Skizofrent befinder de sig i to verdener, i to tider. Det må være anstrengende i længden, og sikke de skal kunne skræve, de stakler. Socialdemokraten synes stadigvæk at tænke i kolonihaveidyl, barkede næver og på blå kedeldragter, og venstremanden i Grundtvig, malkepiger og på Dannebrog der går til tops. Samtidig slår de alle til hobe på tromme for øget fleksibilitet, vilje til 'omstillingsparathed', længere livsarbejdstid, 'livslang læring' og større konkurrenceevne. Disse slogans er som bekendt ikke just følsomme over for det enkelte menneskes liv og værdighed og heller specielt gearede til at interessere sig for, om vi 'producerer' kyllinger, underholdning, undervisning, pleje eller u-lands-bistand. Kriterierne for de politiske og samfundsmæssige projekter 'af-substantialiseres' og 'formateres' på en måde, der gør dem formale, foreløbige og tilsyneladende aldeles uimodsigelige. Alle vil spare, have mere for pengene, spare tid, klare sig bedre på markedet, opkvalificere, have adgang til flere informationer og forbrugsgoder sig etc. Hvad de fleste med magt og agt kan enes om, kan ikke mindst samles under disse seks temaer.
Når vi lever i et historisk samtidighedsrum er alt til stede på samme tid. Vi kan designe et middelalderår eller lade være. Vi kan lege kronologiske lege og fejre år 2000 eller 250-året for Goethes fødsel. Vi kan for 117. gang skændes om udlægningen af 'de fem onde år', og det er der meget, der tyder på, at vi i hvert fald ikke kan lade være med i Danmark. Vi kan forsøge at rekonstruere stikkerlikvideringerne, mens vi lader tankerne varme sig ved at gå tilbage til en tid, hvor valget mellem sort eller hvidt syntes en hel del skarpere trukket op. I dagens forvirrede liv synes intet at være, som det er, af nødvendighed. Alt kan altid være anderledes: Vi kan spejle os i Karen Blixens spændende liv i Afrika, gå i James Joyces fodspor i Dublin eller gøre os til specialister i sen-gotiske kalkmalerier. Der er ingen tvang, men frit valg på alle samtidens hylder, og det meste er tilgængeligt på nettet, på bibliotekerne, på museerne eller på film.

I gamle dage skulle vi lære noget af historien; nu kan vi selv sammensætte den, næsten efter behov og individuel fantasi. Hiin enkelte overophedes, og de kollektive opdragelsesprojekter fortoner sig, samtidig med, at omgangen med 'det historiske' bliver stadig mere retningsløs og smags-flagrende. Det er blevet umoderne, unødvendigt og umuligt at ville danne og opdrage andre med autoritet. Folket føler sig herligt befriet for formynderne og degnene, mens de vidende og læsehestene danner små elitære enklaver og undlader at tænde for tossekassen. Samtidig fyldes universiteterne til bristepunktet med nysgerrige unge, der leder forgæves efter forbilleder, det kan svare sig at begå begavede fadermord (m/k) på.
Vi kan drømme om og begære fortidens nærhed; men vi ved såre godt, at nærhedsillusionerne ikke stikker dybere, end livet i nutidens store samtidighedsrum muliggør og tillader. På sin vis er fortiden altid-allerede tabt og alligevel ikke færdig med sig selv, ligesom fremtiden endnu ikke er blevet til, men alligevel allerede er til stede i momenter. Denne dobbelte paradoksalitet kan udfoldes ved hjælp af nogle eksempler.
For det første:
Afdøde menneskers tanker og andre livsspor gøres levende, når nye generationer lader sig anfægte af og tager livtag med disse. Fortidige begivenheder omfortolkes løbende, og nye fortællinger bliver til.
For det andet: Mange unge har taget hul på fremtiden. Denne bringes ind i samtidens store nu, når der skrives julehilsner til vennerne via små avancerede mobiltelefoner med satellitadgang i Kystbanens blidt vuggende nattog, og når de unge ufortrødent og uden bekymringer overhører de ældres bekymringer over deres manglende interesse og respekt for Historien med stort H.

Steen Nepper Larsen er cand.mag., ekstern lektor på Handelshøjskolen og RUC og skriver jævnligt til Informations filosofiske rum.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her