Kronik

En Gud for det moderne menneske

Debat
15. marts 2000

Den italienske filosof, postmodernist og Europaparlamentariker for socialisterne Gianni Vattimo identificerer den svækkede Gud

Tro & Filosofi
Efterhånden som vi bliver ældre og ældre, oplever vi venner og familiemedlemmer dø, og vi konfronteres eksistentielt med forfaldet og dødens nærvær. Det fører - selv for en læser af Information - ofte til religiøse anfægtelser.
Vi lever i en tid, hvor fornuftens og teknikkens instrumenter fra genmanipulation til forurening har skabt nogle uløselige problemer af bioetisk karakter, samtidig med at det hævdes, at det moderne massesamfund har ført til en stigende og overflødig vold, der gør samfundet utrygt. Disse problemer har tilsvarende ført til religiøse anfægtelser for mange.
Alligevel skal vi helt frem til 80'erne, før de intellektuelle med god samvittighed åbner døren for religionen. Denne nye åbenhed over for religionen hænger uden tvivl sammen med, at de politiske ideologier på denne tid falmer som absolutte orienteringspunkter, og at vi begynder at stille spørgsmålstegn ved hele det moderne projekt. Vi får bl.a. postmodernismen.
Men selv om døren atter står på vid gab for religionen, er det sjældent blevet diskuteret af (post)-moderne intellektuelle, hvad der egentlig karakteriserer det religiøse. Er det endnu engang den gode gamle Gud, som vi kender, eller har også Gud forandret sig? Her kommer Vattimo ind.
Fredag den 25. februar 2000 blev fire-fem hundrede af os konfronteret med det religiøse problem, da en af italiens mest berømte filosoffer holdt foredrag om religionens genkomst på Århus Universitet. Det var filosofiprofessoren Gianni Vattimo (f. 1936), der er internationalt anerkendt for sine bøger om Heidegger og Nietzsche, og i 80'erne blev berømt for sin teori om "den svage tænkning".
Den svage tænkning de-potenserer bevidst sig selv ved at tage afsked med enhver form for metafysisk sikkerhed til fordel for en mindre fordringsfuld teori, og den bliver derfor ofte forstået som en postmoderne tænkning. Vattimo er nu også nyvalgt medlem af Europa-Parlamentet for socialisterne.

Det er først og fremmest i bogen Jeg tror at jeg tror fra 1996 - der sidste år blev oversat til dansk på forlaget Anis - at Vattimo giver sit tankevækkende bud på, hvad det religiøse er.
Det spændende ved hans tænkning er, at det ikke kun er hans egne specifikke livserfaringer, eller de oven for antydede presserende samfundsskabte problemer, der gør det religiøse nærværende. Det religiøse er forbundet med en anden form for historiske omstændigheder, der ikke frelsende kan modstilles den nederlagssitua-
tion, fornuften overalt synes at befinde sig i. Det ville alt sammen endnu engang blot puste Gud op til en omsiggribende boble, der når som helst kunne briste, for hermed ville Gud (for)blive en ganske vist beskyttende, men også truende og totalt dominerende kraft i forhold til de menneskelige udfoldelser.
Vattimo vil ikke acceptere Guds absolutte overherredømme, for det gør den religiøse erfaring uforståelig, paradoksal og absurd. Hvis de guddommelige sandheder kun er gyldige fra et universelt synspunkt, er de slet ikke gyldige fra et menneskeligt synspunkt.
I den forstand angriber Vattimo alle former for eksistentialistisk og dialektisk teologi, fordi de er afhængige af en radikal forskel mellem det guddommelige og menneskelige, hvor Gud kun kan bekræftes i sin transcendens, dvs. i sin andethed. Disse teorier opererer med en så radikal adskillelse af frelsens historie og den verdslige historie, at man som menneske kun kan forholde sig paradoksalt til Gud og må foretage et "spring" for at komme til troen.
På den måde er Vattimo i en mere eller mindre skjult polemik mod Karl Barth, Kierkegaard m.fl. Alligevel accepterer han store dele af den moderne teologi, fordi han, i opposition til pavens og biskoppernes forkyndelse, er fortaler for en personlig genfortolkning af det evangeliske budskab. Han kan ligefrem uforvarende komme til at puste støvet af gamle Grundtvig, når han taler om, at fortolkningen af den hellige tekst fordrer en lytten til traditionen og tilføjer, at "denne lytten er vendt mod de troendes levende fællesskab".

Jamen, vi kan da ikke stille spørgsmålstegn ved Guds almægtighed? Jo, siger Vattimo, for ellers ville vi fastholde Gud som en metafysisk størrelse. Hans tanke er, at den metafysiske Gud må dø, før vi kan få øje på den egentlige Gud. Her er det så heldigt, at vi lever i en tid, hvor netop denne Gud er død: Sekulariseringens tid.
Vattimos påstand er, at vi i det moderne Vesten kan takke sekulariseringen - og den fuldbyrdede nihilisme - for, at vi kan få øjnene op for det religiøse. Det moderne projekt har ikke kun opløst de metafysiske filosofiske sandheder, men også den metafysiske Gud. Her kommer Jesus ind.
Det bærende fundament for Vattimo er en kristendom, der tager konsekvensen af, at mennesket Jesus er legemliggørelsen af Gud. Hermed viser Gud, at han ikke er garant for de absolutte værdier, og at religionen ikke (mere) er afhængig af et højere væsen. Inkarnationen er en afsked med det transcendente, autoritære og almægtige væsen, og det er den metafysiske Guds død. Gud stiller sig derimod til rådighed for mennesket i historien og fordrer vores engagement.
Vores historie og jordiske projekter er ikke fuldstændig ligegyldige i forhold til kristendommen. Tværtimod føres vi med Jesu lære tilbage til og ind i vores egen historie. Den bibelske åbenbaring er en historie, der vil fortsætte, og det er en historie, vi er indblandet i, og derfor kan der heller ikke være tale om en genopdagelse af en doktrinal kerne. Kristendommen er ikke en række af overleverede læresætninger, der er blevet defineret én gang for alle. Der er ikke tale om et sandhedsobjekt, men om en igangværende frelse. Vi skal netop ikke lade os fjerne fra Kristi forkyndelse på grund af metafysiske fordomme. Lad os (for)blive moderne ... med Gud! - så kort kan Vattimos filosofi udtrykkes.

Alligevel er Vattimo hverken filosofisk eller religiøst - som man ellers kunne tro - tilfreds med sekulariseringen og den almægtige Guds død.
Filosofisk ved han godt, at sekulariseringen og den rene og skære nihilisme ikke fører til "intet", men stik modsat vil føre os i armene på en objektiv væren, der umyndiggør mennesket. Derfor må nihilismen med Nietzsche ses som menneskets chance for at placere sig i forhold til væren på en ny måde. Og med Heidegger må metafysikken overskrides som en evig struktur, og væren i stedet tænkes som en begivenhed i en altid allerede situeret historie. Det er, hvad Vattimo forsøger med sin svage tænkning, der på sin vis blot tager konsekvensen af, at vi ikke mere tror på den metafysiske fundering.
Vattimos budskab er, at hvis man i moderniteten vil være kristen, må det ikke føre os tilbage i armene på en metafysisk Gud. Han vil heller ikke selv angrende vende tilbage til det fædrene hus, dvs. den katolske disciplin, for at forberede sig på underkastelse og krænke sin egen intellektuelle stolthed.
Sekulariseringen er slet ikke, som det ellers altid har været hævdet, modernitetens ven og kristendommens fjende. Med Vattimo bliver både sekularisering og kristendom modernitetens venner, for vi konfronteres ikke med en faderlig hersker, men en venlig Gud. Således hævder Gud sin sandhed igennem svækkelsen. Men vi får noget andet i stedet: Kærligheden!
Vattimo vil blot lytte til Jesu budskab, til det kristne bud om næstekærlighed. Men det var ikke muligt, så længe metafysikken gjorde Gud til en størrelse, man kun kunne indtage en betragtende holdning eller beundrende tavshed overfor.
Det, Jesus og den kristne arv derimod har givet os, er muligheden for et jordisk liv i kærlighed. Det kristne bud om næstekærlighed, der forhåbentlig stadig virker i os, opdrager os til at overvinde både det helliges og samfundslivets oprindeligt voldelige væsen. Det er etik, og denne etik kan vi takke sekulariseringen for.
Sammenfattende viser det sig, at sekulariseringens gennemførelse og den medfølgende modernitets selvbesindelse har gjort det vanskeligt for de stærke teorier, der enten har troet på naturvidenskabernes eksklusive sandhed eller på historiens vedvarende udvikling frem mod paradis. Det giver heller ikke mere mening for disse teorier at angribe religionen eller ultimativt at modstille tro og fornuft. Fornuften vil ikke så meget mere. Hegel er død. Kort sagt: "I dag er der ikke længere stærke og plausible filosofiske grunde til at være ateist eller til konsekvent at afvise religionen".

Vattimo siger selv, at det næsten er for smukt til at være sandt, på den her viste måde at "omlægge" brikkerne i det filosofisk-religiøse puslespil. Måske har han ret. Er en Gud, der passer til det moderne menneske overhovedet en passende Gud? Men så meget desto mere mening giver det at sige: Jeg tror, at jeg tror!

Ole Morsing er idéhistoriker

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her