Læsetid: 2 min.

Ich bin ein øh ... Berliner

Debat
4. marts 2000

Jubii, jeg er 17. generations-indvandrer

Integration
Hver tid har sine maskotter. I 1970'erne skulle man helst være 'arbejder'. Eller i det mindste fra en 'arbejderfamilie'. Det hjalp også lidt, hvis éns mor havde arbejdet som ufaglært. Eller bedstefar var børste. Så kunne man påberåbe sig lidt 'arbejderbaggrund'. Og så kræve et tilhørsforhold til den tids offergruppe: arbejderne. Som blev udnyttet og udbyttet.
Hvis man ikke selv havde det rette blodets bånd, gjorde mange oprør mod egen middel- eller overklassebaggrund. For der var skyld- og skamfølelse over at tilhøre den udbyttende klasse. Det kunne der kompenseres for ved at skrive tonstykke afhandlinger på universitetet om arbejderkultur og proletarisk offentlighed. Mange kaldte sig også 'løn-arbejdere'. Så kunne selv funktionærer og akademikere føle sig tilknyttet 'offer-gruppen'. I dag er der kommet en ny maskotgruppe.

Anetavlestudiet
Nu skal vi alle sammen være indvandrere. Eller søge generationer tilbage efter den efterstræbte 'indvandrerbaggrund'. Ligesom tyskere i 30'rne måtte studere anetavler for at sikre sig accept under den tids ideologiske strømme. I offentligheden skal der ideologisk markeres, at denne eller hin person i virkeligheden er indvandrer.
Peter Schmeichel er anden generationsindvandrer, fordi hans far kommer fra Polen! I virkeligheden er han slet ikke dansker, men indvandrer! Så er I sat på plads, alle I dumme danskere i Parken, der malet rød-hvide har jublet over Schmeichels redninger. Prinsesse Alexandra er også indvandrer! Og er hun ikke yndig. Kongehuset, det danskeste af alt, er spækket med indvandrere. Kan så danskerne da ikke snart forstå, at Danmark er multikulturelt. Og næsten altid har været det.

Vi udglatter forskellen
Ligesom det i 1970'erne var fancy at have arbejderbaggrund, gælder det nu om at solidarisere sig med indvandrere. Og i størst muligt omfang udglatte forskellen på danskere og indvandrere ved at finde indvandrergods i vores fælles baggrund. Vor tids progressive danskere farer til slægstavlerne for finde en strejfer blandt forfædrene. Så man kan præsentere sig selv som kvart eller femte-generations indvandrer.
Det gør sig godt. For så viser man sin åbenhed og fordomsfrihed overfor nye indvandrere. Der er skrevet tusinder af indlæg i aviserne ud fra devisen om, at der findes ingen ren dansker, men vi er alle blandet op med ditten og datten. 'Min oldefader indvandrede fra Holsten, så jeg er også kvartindvandrer!' osv. Denne politisk korrekte solidariseren sig med en offergruppe er jo ikke andet end dårlig samvittighed over at være, hvad man er. Og en misforstået opfattelse af, at man for Guds og især sin egen skyld skal finde ud af, hvilken gruppe man tilhører.

Ingen Poulskhed
Nationalitet er et navn og har ingen essens. At være dansk svarer til at hedde Søren eller Poul. Der findes ingen Poulskhed eller Sørenhed bag ved at være Poul eller Søren. Danmark er også et navn på et land og det bliver meningsløst at botanisere i identiteten. At søge efter danskhed er som at ville træde på egen skygge.
Men hermed er der intet sagt om, hvilken fremmed- eller indvandrerpolitik Danmark bør føre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her