Læsetid: 5 min.

Krig og fred på krisecenteret i Fredericia

8. marts 2000

Skilsmisseparret sad på krise-centeret og råbte og svinede hinanden til i en halv time. Det havde de aldrig fået lov til i det offentlige

Umælende
I Krisecenter for Mænd havde vi hørt om parret fra nogle andre, der bor i Fredericia og kender parret.
Krisecenter for Mænd i Fredericia er ikke nogle skumle lokaler, hvor midaldrende, alkoholiserede mænd sidder og glor fjernsyn.
Vi har besluttet os for at lave et konstruktivt målrettet behandlerarbejde, dels på grund af et tilsyneladende enormt behov for et gratis og uforpligtende sted, hvor man kan være og komme ovenpå igen, dels og måske især på grund af det offentlige systems mangelfulde og middelmådige sagsbehandling i så mange sager, der har at gøre med mennesker og deres videre skæbne.
Men tilbage til parret, som vi kan kalde Helle og Allan. Parret er flyttet fra hinanden for ikke så længe siden, har tre småbørn sammen og bor nu nogle få kilometer fra hinanden i Fredericia.
De havde været i Vejle Statsamt for at få deres første samværsresolution, som, selv om parret deler forældremyndigheden, var nødvendig på grund af for stor uenighed angående tidspunkter for samvær og samværsomfanget.

Parret var rasende
Vi havde fået at vide, at parret var rasende på hinanden: Helle, fordi Allan havde fået alle sine samværsønsker i Vejle Statsamt opfyldt, og Allan simpelt hen, fordi Helle var sur på ham.
En af de første tanker jeg fik, da jeg hørte denne korte beskrivelse fra min kollega, var noget jeg tidligere havde lært om statsamternes behandling af skilsmisseforældre fra talrige andre sager: I alt for mange tilfælde forværrer sagsbehandlingen to skilte forældres psykiske tilstand og dermed forværres også deres samarbejdsmuligheder fremover, hvis kvalitet betyder så meget for de involverede børns psykiske velbefindende efter parbruddet og fremover.
Inden parret dukkede op til den første samtale hos os, valgte vi at være passivt engagerede i selve samtalen. Det gjorde vi ud fra den antagelse, at parrets negative følelser ville fylde meget i samtalen og især på grund af vores erfaring med, hvor vigtigt det er i et hjælp-til-selvhjælp arbejde, at klienter får lov til at lufte deres negative ophobede følelser for hinanden, inden man som behandler går videre med det mere konstruktive fremadrettede arbejde.
Hvis man i vort samfund, og især når man er i klientrollen i det offentlige system viser stærke følelser, raser eller hulker, betragtes det ofte som en psykisk tilstand, der kræver beroligende medicin. Dette er meget bekymrende, fordi det, der i de fleste tilfælde kræves er en behandlerkontakt, der af uddannelse og erfaring kan rumme stærke negative følelser som et led i at komme videre med det konstruktive arbejde.

Næse-til-næse
Parret sad på en sofa over for os. Efter en præsentationsrunde og en kort beskrivelse fra begge om deres ønsker om hjælp, og inden der var gået mere end fem minutter, kom parret i gang med det værste ikke-voldelige skænderi, som jeg som behandler har været vidne til i flere år. De sad over for hinanden næse-til-næse og råbte og skreg og svinede hinanden til i 35-40 minutter. Vi kom med nogle enkelte bemærkninger over for begge parter undervejs for at gøre dem opmærksom på, at vi var til stede. Det virkede ellers, som om vi var meget langt væk, da parret var så følelsesmæssigt engagerede i hinanden.
Min kollega blev på et tidspunkt bange for muligheden for vold og kiggede bekymret på mig, men mit tilbageblik fortalte, at parret skulle få lov til at skændes færdig. Da de til sidst blev færdige med at fortælle hinanden, hvor forfærdelige, de hver især var som forælder og især partner, faldt de helt til ro. Her opstod muligheden for en mere konstruktiv dialog mellem dem, og vi lavede en skriftlig kontrakt om den praktiske udførelse af samværsresolutionen, eller rettere sagt de blev enige om, under vores vejledning, hvordan detaljerne i samværsresolutionen skulle praktiseres.
Vi insisterede på, at Helle skulle ringe til Allan inden samværet for at fortælle om, hvordan børnene havde det, og Allan skulle ringe til Helle efter samværet for at fortælle om, hvordan samværet var gået. Disse opringninger havde begge parter noget imod, men vi overtalte dem til at forsøge det, fordi disse faste telefoniske samtaler efter vores opfattelse var absolut nødvendige for en positiv udvikling i parrets dialog omkring de fælles børn.

Nu trives børnene
Siden denne samtale, som varede en time, har vi kun været i telefonisk kontakt med parret. Begge parter har givet udtryk for, at samværsresolutionen fungerer upåklageligt, dialogen mellem dem er blevet bedre, og deres tre fælles børn trives i begge hjem og også i deres respektive institutioner.
Vi har aftalt en opfølgende samtale med henblik på en dybere forståelse for det fornuftige i at samarbejde, så de hver især bedre kan bidrage til at styrke og samtidig beskytte deres positive dialog fremover. Og parret vil også få at vide, at der er en åben linje mellem os og dem i fremtiden, hvis de får brug for yderligere støtte.
Var parret overladt helt til sig selv efter mødet i Vejle Statsamt uden yderligere hjælp eller intervention fra nogen side, er jeg sikker på, at de ikke ville have været i stand til at håndhæve samværsresolutionen på en positiv måde for deres børn. Hvis parret var begyndt at skændes sådan i Vejle Statsamt, ville de formentlig være blevet smidt ud efter et par minutter. Og hvis man i Vejle Statsamt havde tilbudt rådgivning, ville ventetiden sandsynligvis have været 4-8 uger. Og hvis man i Vejle Statsamt mener, at der var enighed mellem parterne efter udfærdigelsen af sam-værsresolutionen, er det desværre tegn på, hvor langt der er fra juridisk enighed til enighed i virkeligheden.

Jurister burde lære mere
Statsamtsjurister har ingen tradition inden for deres sagsbehandling for selv at tage initiativ og ringe til parter for at få en orientering. Og under deres uddannelse til jurister har de ikke lært, hvor vigtigt det er at holde et par, som beskrevet her, i en kort snor i starten. Tidligere har man haft telefonisk rådgivning inden for børnesagkyndig rådgivning, men denne form for sagsbehandling er siden blevet afskaffet på grund af besparelser.
Vi har brug for, at hjælp til uenige, oftest kriseprægede skilsmisseforældre prioriteres højere af det offentlige system. Hjælpen skal komme på det rigtige tidspunkt, hvilket ofte er tidligt i konfliktforløbet og den skal være tilstrækkelig og skal gives på en faglig og menneskelig forsvarlig måde, dvs. af i denne sammenhæng veluddannede personer.
Det er selvfølgelig godt, hvis frivillige socialarbejdere ind imellem kan tage sig af skilsmisseforældres problemer. Men det er i hvert fald ikke godt, når statsamterne ikke er i stand til at give skilsmisseforældre den hjælp, som de har brug for.
Helle og Allan er et typisk skilsmissepar på den måde, at de er uenige, men samtidig vil de faktisk gerne samarbejde omkring deres børn; de ved blot ikke selv, hvordan de skal komme igennem deres uenigheder og samarbejde på egen hånd: det er netop det, som de skal have hjælp til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu