Læsetid: 4 min.

En lægmands computer frustrationer

Debat
27. marts 2000

Hvis man for 25 år siden havde fortalt mig, hvad jeg ved i dag, ville jeg nok ikke have taget det alvorligt

Skærmkuller
Jeg kender noget til to forskellige verdener, universitetsverdenen og så det man lidt forkert kalder 'bistandsverdenen', det vil sige hele den industri, der beskæftiger sig med forvaltningen af midler til udviklingshjælp til landene i især Afrika. To verdener med mange lighedspunkter, voldsomme slagsmål om svindende ressourcer, fraktionskrige, manglende gennemsigtighed i de politiske processer, klandannelser, hvide elefanter og bristede illusioner.
På et punkt er der imidlertid tilsyneladende enighed, fred og fordragelighed og ubegrænsede ressourcer i begge lejre. Når der skal købes nye computere står bevillingssluserne åbne og helt nye logikker træder i kraft.

IT-medarbejderen
Det er således pærelet at forklare den uforstående lægmand på f.eks. universitetet at der skal investeres i nye computere. "Jo", forsøger jeg mig, "men jeg skal jo bare skrive på den, jeg bruger ikke internettet så meget og skal bare sende en e-mail en gang i mellem, vi kunne jo også bruge pengene på at ansætte nogle flere folk." "Den er god med dig", siger ens IT-medarbejder, "den er jo ikke konfigureret til at køre NT og vil give problemer for hele intranettet, da den får serveren til at sætte ud. I øvrigt er pengene allerede bevilget."
Hvis man havde fortalt mig for 25 år siden, at den højest betalte medarbejder på mange arbejdspladser i år 2000 ville være den unge mand, der sørgede for folks skrivemaskiner, ville jeg nok ikke have taget det alvorligt. Men sådan er det nu om dage. IT-medarbejderen bør man holde sig gode venner med, og selv de mest højrøvede forskningslektorer får den kælne stemme på når de står med hatten i hånden og skal have løst deres printe-problemer. Derfor stiller man heller ikke unødige spørgsmål når de pludselig skifter éns maskine ud med en nyere. "Den er langt hurtigere", siger IT-manden stolt, og man takker høfligt og fortvivler stilfærdigt over at man nu endnu engang skal til at lære et nyt og naturligvis langt bedre system.

Internettet
Jeg har tit tænkt på at hvis jeg var f.eks. leder af en forskningsinstitution eller et ph.d.-program ville jeg gå den modsatte vej. Som det første ville jeg afskære folk fra at spilde tiden på nettet, det være sig både e-mail og almindelig internet-brug. Det spildes der alt for meget tid på, så det kan folk få lov at hygge sig med efter kl. f.eks. 14. Indtil da skal de bestille noget fornuftigt. Læse og især skrive.
Jo, men vi bruger jo også internettet i vore arbejde, hævder folk. Sandt nok, men folk, når de endelig bruger nettet, lider lisså ofte data-døden, der er pludselig så meget materiale at sorteringen i hvad der er skæg og hvad der er snot øjeblikkeligt drukner folk. Og ofte sidder de og tjekker andre ting, som måske godt kan forsvares som værende i relation til arbejdet, men som ikke rykker noget i forhold til at læse en god bog. Det meste af tiden sidder folk imidlertid og tjekker alt muligt helt uvæ-sentligt. Det er i virkeligheden utroligt at arbejdsgiverne accepterer det, det svarer til at man i sit kontorlandskab smækkede fusserne godt op på bordet og så fik sportssektionen fra avisen frem. Den gik nok ikke, men nu er det anderledes, du kan ligefrem gå ind til chefen og brokke dig over at den ikke kan downloade java-filerne, så du kan se klip fra gårsdagens kampe.

Demokratiet
Ja, men måske ser jeg ikke de muligheder, der ligger i nettet, som en udvidelse af demokratiet o.s.v? Jo da, jeg deltager flittigt i afstemninger, f.eks på Se & Hørs hjemmeside: "Mener du at Robinson-Martin er 1) Utålelig 2) Utrolig". Eller Soccernets: "Ville du sætte penge på Stan Collymore (Eng. centerfor-ward, god, men med psykiske problemer)" 1) Ja 2) Nej. Eller selvfølgelig JyllandsPostens nyklassiker: "Mener du at børn har for mange eller for få lektier for i skolen? 1) Ja, 2) Nej". Det kunne indvendes at det måske er så som så med den demokratiske værdi i sådanne afstemninger, som det vrimler med på nettet, men som vist ikke har andet formål end at afdække forbrugerpræferencer.
Helt rørende stod der på CNN's hjemmeside efter Mike Tysons tilbagevenden (Afstemning: Kan han vinde over Lennox Lewis, 1) ja, 2) nej) at "afstemningen skal ikke tages værende repræsentativ, og skal ikke ses som et udtryk for andet end hvad et udsnit af vores sites' læsere mener." Nej, det kunne vi godt have gættet os til. Men hvad er den så til?
Det begrædelige er naturligvis bare at nu er der efterhånden så mange gulddrenge der har investeret deres penge i nettet at en fiasko i sagens natur er udelukket. Derfor må vi nok affinde os med at det er denne tåbelige og frustrerende måde at få informationer på vi skal leve med i fremtiden.

Kun de simpleste ting
Vi klikker os rundt i en jungle af reklamebannere for at finde ud af de mest simple ting. Mere komplicerede spørgsmål finder man ingen diskussion af. Så nu kører samfundsdebatten og demokratiet på nettet.
Den amerikanske valgkamp udspiller sig i hvert fald allerede her, vinderen kommer til at hedde dot.com til efternavn.
Så jeg foreslår at vi allerede nu ordner ØMU-afstemningen på samme måde, så vi er fri for at høre seks måneders "debat": "Skal Danmark være med i ØMU'en? 1) Ja! 2) Øh, ja, så ok da".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her