Læsetid: 3 min.

Hvad lærte vi af krigen

Debat
24. marts 2000

Når der lever jøder i dag i Tyskland, må fredelig sameksistens også kunne lade sig gøre i Kosovo

Kosovo
Det er i dag et år siden, at NATO indledte luftbombardementer af Jugoslavien med det formål at tvinge landet til at underskrive Rambouillet-aftalen, stoppe den etniske udrensning og tillade flygtningene at vende tilbage til Kosovo. Hvad kan vi lære af konflikten?
For det første er der behov for at styrke den forebyggende indsats. Hvis EU og EU-landene fra begyndelsen af 90'erne havde engageret sig økonomisk og politisk på Balkan, som de nordiske lande engagerede sig i de baltiske lande, kunne krigen måske have været undgået. Stabilitetspagten er et - ikke ubetinget vellykket - forsøg på at rette op på skaderne. I fremtiden må det afgørende være gennem økonomisk og social fremgang på Balkan og i Øst- og Centraleuropa at forsøge at forebygge kriser og konflikter. Set i et længere tidsperspektiv og en bredere sammenhæng bør der derfor sættes fart på udvidelsen af EU. Landene på Balkan - herunder et demokratisk Serbien - bør have et perspektiv om medlemskab af Unionen.

En vanskelig forsoning
Det vil også kunne bidrage til en forsoning i Kosovo. Der har i de seneste måneder fundet en række overgreb sted mod serberne. Selv om det er forståeligt i betragtning af de krænkelser, kosovo-albanerne tidligere var udsat for, er det aldeles uacceptabelt. En af de mest konkrete erfaringer fra konflikten er, at forsoning er et meget vanskeligt og følsomt spørgsmål, jf. den aktuelle situation i Mitrovica. En løsning vil forudsætte et vedvarende engagement fra vor side.
Et samfund skal bl.a. måles på, hvorledes det behandler sine mindretal og de svageste befolkningsgrupper. Nu gælder det om at bryde den onde cirkel. Når der lever jøder i dag i Tyskland, må fredelig sameksistens også kunne lade sig gøre i Kosovo.

Nødvendige ressourcer
For det andet handler sikkerhedspolitik også om militært isenkram. Indsatsen bør være bred: Diplomatisk, økonomisk, politisk, humanitær. Men læren fra Kosovo er, at der som en sidste udvej kan være behov for en militær indsats, f.eks. i form af en fredsbevarende eller fredsskabende styrke. Det er både nødvendigt og rigtigt, at Europa påtager sig et større ansvar for sikkerheden og stabiliteten i vor egen region. Det er vigtigt, at der afsættes de nødvendige militære og økonomiske ressourcer.

Behov for et stærkt FN
Det er en selvstændig pointe, at civile og militære midler bør spille sammen for at opnå resultater. Det er også vigtigt at styrke kontakten til FN og OSCE for at forbedre mulighederne for at bruge alle instrumenter for at løse kriser i det europæiske område. I forhold til fremtidige konflikter er der af mange grunde behov for et stærkt FN. Men det forudsætter omfattende reformer af verdens-organisationen, hvis den skal spille en stærkere og mere aktiv rolle på dette felt.
EU-landenes forsvar bør i højere grad blive omlagt fra forsvar af territoriet til at varetage internationale opgaver. Udviklingen af en europæisk forsvarsdimension vil formentlig isoleret set og på kort sigt betyde øgede forsvarsudgifter. Men i et længere tidsperspektiv og i en bredere sammenhæng bør de initiativer, EU tager på forsvarsområdet, medvirke til at fremme de internationale nedrustningsbestræbelser.

Fastere håndhævelse
For det tredje markerer Kosovo-tragedien forhåbentlig et vendepunkt, når det gælder respekten for menneskerettigheder. Kofi Annan har i en visionær tale afvist det klassiske og noget fastlåste suverænitetsbegreb og slået til lyd for en fastere håndhævelse af FN's menneskerettighedserklæring. Interventionen har haft en skelsættende normdannende betydning.
Såvel de 14 EU-landes regeringschefers karantæne mod Østrig og Pinochets langvarige, ufrivillige ophold i England - inden han fik lov til at vende tilbage til åstedet for sine forbrydelser - skal ses i lyset af Kosovo.
Trak en streg i sandet
'Verdenssamfundet' burde have reageret langt tidligere - nemlig i Bosnien, da de serbiske militser angreb, voldtog og myrdede civilbefolkningen i de såkaldte sikre zoner. Men hvor sent og famlende indgrebet end kom, så trak det dog en streg i sandet, som ikke blot kan viskes bort af tiden eller nye politiske orienteringer.
Det blev markeret, at der er tilfælde, hvor massive krænkelser af menneskerettighederne må føre til, at respekten for den nationale suverænitet må vige.
Hermed slog Europa ind på en aktiv linie i den globale bevægelse for en ny international retsorden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her