Læsetid: 4 min.

LÆSERDEBAT

Debat
30. marts 2000

Visdom
22. MAR. - Informations bagsideleder (21.3.) omtalte de tyske grønnes partikongres og citerede: "Jorden ejer vi ikke, den har vi lånt af vore børn" (indianercitat). Dette efterfulgtes af følgende: "Man har hørt det til kvalme (selv om det er sandt), for den slags visdom vidner om stilstand, om manglende evne til at sikre sig nye, tidssvarende positioner" (lederskribent wpr). Hvis nr. 1 er sand, er nr. 2 falsk. Lad os se på sagen.
Stilstand er problematisk. Men behøver dynamik og sikring af nye, tidssvarende positioner fra vores side at gå ud over kommende slægter? Næh.
Men en udvikling af den art kræver omtanke og eftertanke. Og det norm og værdisystem, der ligger bag de globaliserede, uregulerede markedskræfter er ikke indstillet på de kommende slægters behov, men på sygeligt og barnagtigt selvhævdelsesbehov i det hierarki, der har magten.Man kan ligefrem få den tanke, at den stilstand, der hersker i dag, skyldes, at vi er blevet hængende i kapitalismens og liberalismens forældede grundlag. Vi skal nemlig ikke lade os narre af den ny teknologis og globaliserings 'avance-lak'. Vort samfund bygger stadig på en patriarkalsk inspireret herskerkultur. Kan sandheden i indianer-citatet få os til at gøre op med den kultur, kan vi for alvor sikre os nye og tidssvarende positioner. Vi kan begynde med at stemme nej til euroen.

Geo Horn
Teglværksvej 10, 9362 Gandrup

Manglende redaktionel interesse
27. MAR. - Indlægget "Den gamle plage", (Inf. 27. 3), er et godt forsøg af Augusta Løppenthin Rothe på at gøre opmærksom på den måde, vi betragter og behandler gamle mennesker på i det, vi vel stadig gerne vil have lov at kalde et humanis-tisk samfund. Men det nytter bare ikke noget! Selv om artiklen er formuleret i Informations egen sprogtone, så ligger temaet udenfor avisens interesseområde. Ikke én af Informations faste medarbejdere har, - indtil nu, været i stand til at mobilisere et engagement i pleje- og ældreområdet, der har strakt sig længere end til nogle overfladiske betragtninger.
Selv har jeg, ud fra min sygeplejefaglige baggrund, gennem kronik og gentagne artikler igennem de sidste fem-seks år, forsøgt at få en debat igang om dette tema, men uden held.
Der mangler simpelthen interesse på redaktionelt plan, også
her mangler den 'mentale forståelse', som ALR efterlyser - det samme gælder de øvrige medier. Derfor mister man også lysten til at blive ved med at skrive.
Emnet betragtes simpelthen som lavinvestering både økonomisk og intellektuelt, i forhold til fisseflokke og tavse mænd.
Alligevel er det vores pligt som medmennesker, ikke at give op, sålænge vi kan se, der er behov for en indsats. Og desværre er behovet meget langt fra,
hverken på samfundsplan eller politisk, proportionelt med viljen til at dække det, fordi viljen ikke er blot er styret af Økonomi og prestige, men, som ALR også gør opmærksom på, af dødsangst og tabuisering.

Inge G. Larsen
Bjelkes Allé 29, t. tv.
2200 Kbh. N.

Dobbeltfejl
28. MAR. - Debatredaktionen dummede sig 22. 3. ved at bruge spalteplads på en 10. klassestil med overskriften "Den danske trone". Det er sjældent at se så mange faktuelle fejl, floskler og fordomme i en så kort tekst. Nu hører 10. klasse-skribenter jo sjældent til de mest flyvefærdige, ligesom musikkundskab ikke udgør den mest tyngende del af befolkningens faglige bagage, så det er til at leve med.
Værre er det, at redaktionen havde garneret teksten med
Jean Fischers kontrafej og signatur. Det kræver resolut dementi og beklagelse. Læserne kunne jo ellers få den tanke, at teksten skulle være udtryk for Jean Fischers generelle faglige niveau.

Sven Erik Werner,
Overgaden o. Vandet 106 1.tv.
1415 Kbhvn. K.

Forbundsstaten Europa?
28. MAR. - Mens vi har været i EU, er det gået strålende med statens økonomi, siges det. Hvad enhver kan se, er, at det til gengæld er gået forbandet skidt med det offentliges menneskelighed og medmenneskelighed.
Her i Græsted-Gilleleje kommune - paradiset for udlicitering af offentlige tjensteydelser til private firmaer - får en 91-årig besøg af en dame med computer. Han har to kunstige hofter, svært ved at holde balancen og har fornylig mistet sin kone. Skønt han er en beskeden og stolt mand, der helst vil klare sig selv, har han i sin ensomhed alligevel søgt en lille smule hjemmehjælp til rengøring. Og så kommer computeren med sine skemaer og vurderer hans elendigheder med det beregnede resultat: at han er for rask til at få hjælp, hans tilfælde er ikke med i kontrakten.
Jo mere vi nærmer os forbundsstaten Europa, des mere vil det politiske liv blive anonymiseret for befolkningen og ejet alene af politikerne, der vil drive det som professionelle rationaliseringseksperter.
Og hvem har i grunden fundet på, at en forbundsstat Europa skulle være mindre chauvi-nistisk og mere fredelig end en nationalstat?
Se blot på forbundsstaten USA. (Fork. af red.)

Erik Thommesen
Bylyngen 34 A, Blistrup,
3230 Græsted.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her