Læsetid: 5 min.

LÆSERDEBAT

Debat
22. marts 2000

Hvem sagde dobbeltmoral?
15. MARTS - Artiklen "Strip og klip" på bagsiden af Informations weekendudgave den 11.-12. marts om Stripperkongens Pige med de firkantede bryster handler tilsyneladende om britisk tv's komiske form for censur af porno i dagtimerne over for censur efter kl. 21.00 samt Danmark TV 1's tilsvarende dobbeltmoral, som består i at underkaste sig de britiske regler for anstændighed for at kunne sende fra London i dagtimerne og dermed få reklamekroner i kassen.
Det er jo altid fint at få afsløret hykleri og dobbeltmoral, hvor som helst den findes.
Derfor tillader jeg mig også at spørge: Hvad med journalisten selv?
Hvorfor er han så dybt forarget over, at de stakkels børn ikke i fuldt omfang skal nyde godt af at blive bombarderet hele døgnet rundt med den rene porno fra tv-skærmen, samtidig med at han fnisende koketterer med, at han skam selv kun ser den slags hos frisøren?
Hvorfor synes han at de mennesker, som tillader sig at kritisere et program som Stripperkongens piger kun kan være kønsløse og frigide moralister samtidig med, at han helt tydeligt selv lægger afstand til showet ved at sige, at Paul Gazan lader seerne "bombardere med svingende silikonebeholdere og smaskende kønslæber?"
Hvorfor siger han til slut at ingen ville gide se showet, hvis ikke der var noget at blive forarget over? Når han nu selv så gerne vil se det (om end kun hos frisøren, ha ha) og bestemt ikke kan blive forarget?
Er det mærkeligt, at man efter at have kæmpet sig igennem artiklen tager sig til sit stakkels hoved og spørger sig selv: Jamen hvad var det egentlig, manden ville sige?
Eller er sagen helt enkelt den at han, ligesom Stripperkongens blonde pige med det tomme udtryk i ansigtet som pryder den stort anlagte, firspaltede artikel, der dækker det meste af bagsiden på Danmarks mindst ringe avis, heller ikke bruger hovedet, når han arbejder?

Kirsten Kielland-Brandt
Hesselvang 20
Hellerup

Kom til Norge!
16. MAR. - Nu er Information ikke længere den mindst ringe avis. Hører til på samme lavmål som andre aviser. Kompetencenivået på sportsjournalister er under hver kritik.
I reportasjen den 13. marts fra Brøndbys kamp mod Esbjerg præsterer man at si "Holdet har fået svenskeren Åge Hareide som ny cheftræner."
Åge Hareide er fra Molde - er det en by i Sverige?
Han har spillet x antal landskampe for Norge - plejer svenskere at gøre det?
Han har godt nok trænet Hel-singborg i to sæsoner, men da boede han faktisk i Helsingør.
Ta jer sammen.

Jens Andersen
N 1430 Ås

USA's gæld til FN
17. MAR. - Jesper Juul Jensens rapport (den 17. marts) om FN-bygningens dårlige stand kan ses i sammenhæng med USA's store gæld til FN. Lige efter krigen havde kun USA kræfter og ressourcer til en opførelse af en FN-bygning og yde de rentefrie lån.
I dag skylder USA FN mange penge - af indenrigspolitiske grunde. Vil USA fortsat at FN skal forblive i New York, må landet indfri gælden og stille et nyt og tidssvarende kompleks til rådighed.
Eller find andre steder i verden. Der er sikkert mange lande, der gerne vil give et bud - f.eks. Kina, Rusland og Schweiz.
Måske skal EU på banen. Her vil Ørestaden nok være en af de mindst ringe løsninger. Henning Larsen kan sikkert finde en løsning, der både tilfredsstiller europæere og arabere med hensyn til administrationsbygninger, og Utzon har format til Generalforsamlingens bygning. Desuden ligger det tæt på lufthavnen. Jeg håber ikke, de læser Information på den anden side af sundet, for så står det hele opført ved Lindhamn, inden vi har set os om. Vi kan også risikere at Rusland vil kræve et byggeri i Finland, hvis det skal ligge inden for EU.
(Fork. af red.)

Hans Erik Lind-Madsen
Teglgårdsvej 833, 3. tv.
3050 Humlebæk

Brandstiftere og brandmænd
17. MAR. - Kære Camre, Bjørnkjær og Rasmussen. Hvad Euro-debatten angår kan I lege pyromaner og brandslukkere lige så tossede I vil.
Kun naivister tror jo på, at økonomi og politik kan adskilles.
Nu bort med alskens tøjeri. Hvad er stærkest? Tvivlen eller troen? Fører unionen os yderligere væk fra den nationale selvbestemmelsesret, vi allerede har mistet? Eller vil den fælles valuta vise sig at være et uundværligt værktøj for tilsikring af fred, retfærd og velfærd i hele Europa? Man kan jo godt mene begge dele uden at være idiot. Men det sidste har trods alt håbet om fremskridtet som sin forbundsfælle.

Jørgen Vogelius
Åboulevard 23, 3.th.
Kbh.

Golan-højderne
17. MARTS - Om Golan-højdernes status er der international enighed: Området er en anerkendt del af Syrien, der blev erobret af israelske styrker i juni 1967.
Størstedelen af den syriske befolkning, ca. 100.000 mennesker, blev fordrevet og deres landsbyer tilintetgjort af israelerne, som siden har besat og koloniseret området.
I december 1981 annekterede Israel Golan-højderne under rasende protest fra de tilbageblevne syriske indbyggere. Det var en overtrædelse af FN's resolution, og det sætter modstanden fra bosætterne og deres tilhængere i et vist perspektiv, når de nægter at give området tilbage til Syrien. Der er ca. 17.000 bosættere i Golan, et ubetydeligt antal, set i forhold til en fredsaftale. Men denne gruppe er i stand til at appellere til et instinkt som er bygget op af israelske ledere gennem et halvt århundrede. Dét instinkt - og det er naturligvis centralt i den zionistiske ideologi - er at udvide, at erobre og at modstå ethvert overtalelsesforsøg på tilbagetrækning.

Maria Bergsøe
Kong Valdemarsvej 7
2840 Holte.

Send et signal
17. MAR. - I tidstypisk politikerjargon begrundes lovgivningstiltag ofte med ønsket om at "sende et signal". Senest blev formuleringen brugt af flere ordførere under Folketingets behandling af det lovforslag som skal forhindre 'tvangsægteskaber'. Modtagerne af signalet skulle være forældregenerationen af indvandrere fra kulturer med denne for os danskere så vederstyggelige skik, og signalet: "Sådan gør vi ikke her".
For ikke så længe siden betragtede Folketingets medlemmer vist nok sig selv som sat til at definere lov og ret i Danmark. Det er for resten også den rolle, som tildeles Folketinget i Grundloven. Er jeg den eneste, som undrer sig over dette skred i folketingsmedlemmernes selvforståelse, så de nu i stedet betragter sig som folkeopdragere og signalgivere?

Poul Erik Hornstrup
Holger Danskesvej 108
Frederiksberg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her