Læsetid: 4 min.

LÆSERDEBAT

18. marts 2000

Information om ØMU'en
12. MAR. - Nu skal vi så have debatten op til ØMU-afstemningen. Hvordan vil Information tackle den?
Jeg vil foreslå, at I undlader at bruge ret meget spalteplads på argumenter om, hvorvidt det er klogt eller uklogt at indordne sig under en stor magtkoncentration. Det vil alligevel altid forblive en helt subjektiv vurdering. Lad hver enkelt gøre det op med sig selv på den bedst mulige basis af viden.
Jeg vil opfordre jer til i stedet at hjælpe os ved at fremskaffe den bedst mulige og helt nødvendige information om emnet - tør, kedelig og nøgtern information. Hvis ikke det skulle komme i Information, hvor så?
I vil stå jer ved at være det sted, hvor man kan hente reel oplysning. Det mest centrale må vel være at bringe alsidig oplysning om, hvad ØMU'en vil betyde for skattepolitikken og finansieringen af de sociale udgifter, og om det vil have nogle konsekvenser for samfundets indretning.
I indvandrer-debatten lever I ikke op til jeres navn. I stedet for alsidig information får vi ensidig belæring. Ulidelig vedvarende mission, dag efter dag efter dag.
Prøv nu i det mindste i den kommende ØMU-debat at leve op til jeres navn. Ikke mission, men information. Vi kan godt tænke selv, men vi har brug for oplysninger.

Kåre Fog
Løjesøvej 15
3670 Veksø

Den fælles ligestillingskamp
13. MAR. - Med glæde læste jeg lederen den 10. marts med fokus på kønnenes fælles kamp for et ligeværdigt samfund med plads til karriere og familieliv for manden og kvinden.
Men det virker som om, de nye feminister fører en individuel kamp mod den store, stygge mand, hvilket er dybt beklageligt, da mændene er kilden til den ligestilling, vi kvinder efterspørger.
Først når mændene tager deres ansvar som familiefædre alvorligt og stiller krav om længere barselsorlov, tager flere af barnets sygedage eller begynder at tage forældreorlov, er kvinden en lige så god arbejdskraft som sine mandlige kollegaer.
Den ulige løn og fortsatte diskriminering mellem de traditionelle kønsområder er uacceptabel, men vi (kvinder) kommer ikke meget længere i kampen for ligestilling, hvis ikke vi får mændene med. Manden er ikke en modstander, men en vigtig samarbejdspartner.
(Fork af red.)

Mette Damm
Rantzausgade 72, 4 tv
2200 København N

'En passende bolig'
12. MAR. - Bjarne Overmark gør 11.-12. marts et stort nummer ud af Henrik Svanes medskyld i diskrimination af indvandrere. Kravet om 'en passende bolig' til familier, der ønsker at få familie uden for Europa familiesammenført i Danmark, er diskriminerende og gør familiesammenføring praktisk talt umulig.
Problemet består ikke så meget i, at man stiller krav om passende bolig. Det må selv en beboer/lejerforenings næstformand da kunne indse.
Der er jo i forvejen adskillige diskriminerende praksiser i den almene boligsektor: Krav om
at have børn for at få en treværelses; krav om at være enlig forsørger for at komme højere op i boligkøen, uagtet at bolignøden kan være lige så stor for en enlig barnløs 30-årig mand.
Diskrimination har været en fornuftig praksis i mange årtier inden for almenbolig sektoren. Selvfølgelig må vi gøre op med den racemæssige, religiøse og kønsmæssige diskrimination, hvor den end forekommer. Men den sociale eller økonomiske diskrimination har vi vænnet os til - det er jo forudsætningen for et kapitalistisk samfund, at der findes sociale klasser.
By- og boligministeren udtalte på et offentligt møde den 24. februar i København, at hun støttede kampen mod sociale ghettoer som dem, man ser i de nordsjællandske kommuner eller i vestegnskommunernes betonbyggeri.
Så der skal fortsat diskrimineres, således at gode boliger i gode og velfungerende boligområder også bliver opnåelige for indvandrerfamilier, der gerne vil have familien herop. For en passende bolig er nemlig et udmærket krav at stille til boligforeningernes bestyrelser, pensionskasserne og de private udlejere. Det er dem, der skal sikre, at muligheden for 'en passende bolig' er tilstede - i stedet for at lave (sociale) ghettoer.

Torben Estermann
projektmedarbejder, INDsam
Lille Kirkestræde 3,2.sal
1072 Kbh. K

Desværre hænger tingene sammen
13. MAR. - I lederen 'Farvel til kønsdebatten' slår Chr. Lund (cl) et slag for det 'moderne' synspunkt, at der må skelnes mellem det politiske og det private. "Den økonomiske ulighed mellem kønnene skal selvfølgelig udlignes". Det er det politiske, men hvordan kønsarbejdsdelingen er i privatlivet - ja det er en privat sag.
Tilsyneladende er dette synspunkt fornuftigt og pragmatisk - og så er det jo heller ikke mere moderne, end at der altid har været solid opbakning til det - specielt før 70'erne.
Men desværre hænger tingene sammen. En oplagt forklaring på, at kvinderne har dårligere lønninger end mændene, er netop den ulige arbejdsdeling i hjemmene.
Det er jo ikke bare fordomme, når arbejdsgiverne forventer, at kvinder, som får børn, vil have flere fraværsdage og vil være mindre fleksible over for virksomhedens krav end mænd, som bliver fædre. Lige muligheder for begge køn på arbejdsmarkedet forudsætter derfor en lige arbejdsdeling i hjemmene. Derfor handler det om ideologisk og lovgivningsmæssigt at styrke de tendenser, som øger mændenes ansvar for at familien fungerer.
Diskriminationen af kvinderne på arbejdsmarkedet er også med til at holde kvinderne fast i rollen som de mest ansvarlige for familien.
Så længe mændene tjener mere end kvinderne, vil enhver rationel analyse føre til, at det er kvinderne, som tager orlov og holder fri fra arbejde, når børnene er syge. Derfor vil forbedrede vilkår for kvinderne på arbejdsmarkedet også skabe bedre vilkår for kvindefrigørelse i privatlivet.
(Fork. af red.)

Per Clausen
Vendsysselsgade 8
9000 Aalborg

Får vi en reaktion?
13. MAR. - Utallige læserindlæg i alle landets aviser. E-mails i stride strømme. Og nu 1.168 underskrifter, der kræver Peter Tage og Hot & Sweet tilbage i den landsdækkende radio. Hvornår får vi en reaktion?

Per Vadmand (og 1.167 andre)
Degnebakken 7
4100 Ringsted

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu