Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
16. marts 2000

San Cataldo - nok engang
9. MARTS - Den 23. feb. kunne man i Information læse en notits om, at Institutionen San Cataldo kunne klare sig uden offentlig støtte, og at Institutionens bestyrelse tilsyneladende havde givet Kulturministeriet ret i dette synspunkt, idet man havde trukket en ansøgning om støtte for år 2000 tilbage.
Det sidste er rigtigt, det første er det ikke, idet San Cataldo på trods af en stram udgiftspolitik ikke kan klare sig uden støtte udefra. Driftsunderskuddet sidste år beløb sig til ca. 300.000 kr. Dette ved Kulturministeriet godt, og Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen har da også både i en senere pressemeddelelse og i et brev til bestyrelsens formand beklaget, hvad hun har kaldt den hovne tone, der var anvendt i den pressemeddelelse, der ligger bag notitsen i Information.
Ministeriet valgte af ret uforklarlige årsager at udsende denne, skønt der var opnået enighed mellem bestyrelsen og ministeriet, og en del af denne enighed eller borgfred indebar blandt andet, at San Cataldo trak sin ansøgning for år 2000 tilbage. Til gengæld lovede Kulturministeriet at se med velvilje på en eventuel senere ansøgning om støtte.
Det sidste er bestyrelsen for San Cataldo begribeligvis meget tilfreds med, for vi finder, at San Cataldo er et lille, men vigtigt ferment i dansk kunst- og kulturliv.

Mette Winge
forfatter,
medlem af San Cataldos Bestyrelse
Frederiksgade 9, 1265 K

Fortsæt traditionen
10. MARTS - Jeg synes at der er alt for meget forudsigeligt stof i 8. martsudgaven, så jeg kan ikke se, hvorfor I ikke skulle følge traditionen og lade kvinder skrive dagens avis (Har I nogensinde ladet en ren kvinderedaktion udgive Information den 8. marts?). Lavpunktet er dog anmeldelsen af Rosinantes svar på Fisseflokken - det lugter langt væk af 'fornærmet - øv, bøv'.

Ruth Mulvad
Njalsgata 62
IS-101 Reykjavik

Rød avis, hvid prik
10. MARTS - Det er i orden, at min avis i weekenden er mere tidsskrift end avis. Det kan jeg godt lide ved Information, så længe den stadig også er en avis - dvs. min bedste nyheds-og antinyhedskilde, men jeg er spændt på, hvad der sker i fremtiden. Nu har vi haft to gode temaaviser i år 2000: indvandrer-avisen i februar, feminavisen den 8. marts. Den 1. maj kan jeg godt forestille mig. Det bliver sjovt: Rød avis, hvid prik. - FN-dagen i oktober er oplagt.
'Dyrenes dag' lægger også op til en spændende udgave: Spinatfugles kragetæer redigeret af mus. Men det ville være klogt allerede nu at spekulere lidt på, hvad man kan stille op med 'Madpakkens Dag'. Den falder nemlig ikke i agurketiden.

Erik Lyng
Jægerhøjen 24
7700 Thisted

Som grådige dyr
Læg mærke til Seven-Eleven's nye reklamer. Det er lysten, ikke behovet, der pludselig river dig løs fra dit ellers meget vigtige arbejde, eller fra dit badekar der løber fuldt. Det er lysten til lækker mellemmad. Ikke nødvendigheden. I en verden hvor overforbruget er et stigende problem, er det ikke længere ideologisk problematisk at spise af lyst fremfor af behov.
Stem nej til den syge verden. Stem nej til mere pengemagt. Stem nej til større husholdning.

Bo Richardt,
Dagmarvej 5,
3060 Espergærde

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her