Læsetid: 4 min.

Der er markedslogik, politik - og tro

Debat
13. marts 2000

Da de såkaldte korstogsriddere drog ud fra Nord-europa, var det ikke bare for at vinde land og magt. Troen drev også værket

Pilgrimme
For den skotske 1700-tals filosof David Hume var middelalderens korstog det mest eklatante og mest varige monument over menneskelig dårskab, som verden nogen sinde havde set. De kristnes hellige krig ville ifølge Hume altid forblive en kilde til undren for den oplyste menneskehed.
Også vor egen tids historikere har måbet over, hvad der fik folk fra hele Vesteuropa til, generation efter genera-tion, at drage ud for at kæmpe under korsets tegn mod muslimer, hedninge og kættere.
For middelaldermenneskene selv handlede det selvsagt om en form for religiøs akt. Men moderne historikere har generelt haft svært ved at tage det religiøse motiv alvorligt som egentlig forklaring. I stedet har man ledt efter andre faktorer, typisk af social eller økonomisk art, der kunne give mere mening for en moderne betragter.
I mange år mente man f.eks., at korstogene var en mulighed for det ridderlige aristokratis ugifte mænd til at drage ud og vinde sig et stykke land. I aristokratiet var det nemlig mange steder skik at lade hele arvegodset tilfalde den førstefødte søn, hvorfor de yngre brødre måtte friste en tilværelse som omflakkende riddere: Fattige, uden eget hushold, men militært kapable.
Disse ungkarle skulle have været specielt motiverede for at drage på korstog, med deres landhunger, ridderlige eventyrlyst og sociale ambitioner.
Problemet med denne sociologiske tese er for det første, at langt de fleste korsfarere faktisk rejste hjem igen og altså ikke etablerede sig permanent i det fremmede - det gælder specielt dem, der drog mod Jerusalem. For det andet var det ikke kun fattige ungkarleriddere, der tog korset, men også veletablerede fyrster og familie-overhoveder, dvs. mænd, der sædvanligvis havde mere at tabe end at vinde ved at forlade deres solide godser i Vesteuropa til fordel for

På rov
Mest udbredt er nok forestillingen om, at korstogene slet og ret var en bekvem anledning til at drage på rov blandt kristenhedens naboer. Ifølge denne tankegang skulle selve korstogsideen nærmest have været et kynisk ideologisk dække over materielt motiverede erobrings- og plyndringstogter - en religiøs retfærdiggørelse af den begyndende europæiske ekspansion.
Det er naturligvis absurd at se helt bort fra magt og rigdom som motiver i en tid, hvor den verdslige overklasse regnede militære bedrifter for det mest ærefulde i livet, og anså ødselhed og pragt samt herredømme over mennesker og jord for de afgørende tegn på social status. Blandt muslimerne efterlod korsfarerne da også generelt et billede af sig selv som primitive og skånselsløse røvere.
Korstogene kan imidlertid ikke forstås alene som krig for materiel vinding.
For langt de fleste menige deltagere indebar ekspeditionerne faktisk større tab end gevinster. Rejsen og den nødvendige udrustning kostede betydelige summer, mens det omvendt var yderst sjældent, at man vendte hjem med lommerne fulde af guld. Talløse var faktisk de familier og enkeltpersoner over hele Vesteuropa, der ruineredes af korstogene.
Det var man udmærket klar over i samtiden, og selv om det lyder mærkeligt i dag, så anså mange i middelalderen det faktisk for grådigt at afstå fra at tage korset!

Bodshandling
I virkeligheden brugte middelalderen slet ikke begreberne 'korstog' og 'korsfarere'. Det er ord, der er blevet opfundet af historikere efter middelalderen. Sjældne gange støder man i kilderne på udtrykket 'korstegnede', en hentydning til dét kors af stof, som alle korsfarere bar på deres klædning. Men sædvanligvis talte man slet og ret om 'pilgrimme' og 'pilgrimsfærd'.
For datidens mennesker lå dét, vi i dag kalder 'korstog', nemlig i direkte forlængelse af pilgrimsrejsen.
Det var simpelthen en væbnet pilgrimsfærd, en rituel bodshandling der bestod i at sætte sit liv på spil for Gud i kamp mod hans fjender.
Ved at gøre sig til soldat i Guds egen hellige krig kunne man lette vægten af de synder, der tyngede ens sjæl og forhindre den i at stige til vejrs efter døden. Ligesom man fredeligt kunne drage til de hellige steder som ubevæbnet pilgrim og derved gøre sig fortjent til syndsforladelse, således kunne man gøre det samme med våben i hånd som korstegnet pilgrim.

Almindelige syndere
Almindelige mennesker, der ikke orkede eller ikke havde mulighed for at gå i kloster og leve et idealliv i bøn og askese - folk der med andre ord levede som almindelige syndere - nærede tilbagevendende stærke bekymringer for deres sjæls frelse.
Det gjaldt ikke mindst i aristokratiet, hvor vold og plyndringer var en naturlig del af riddernes ikke særligt fromme livstil. Her var den hellige krig et fordelagtigt tilbud om at gøre bod på netop den måde, man allerede var mest kvalificerede til: Med sværd og brand.
En mærkværdig tanke for en moderne betragter måske, for hvem religion handler mere om åndelighed og indre tro end om praktiske gerninger, men ikke så mystisk i middelalderens Vesteuropa, hvor en militariseret samfundsorden længe gik hånd i hånd med en gammeltestamentlig, handlingsorienteret kristendom.
Når historikerne indtil for nylig har været utilbøjelige til at tage de 'væbnede pilgrimmes' religiøse bevæg-grunde alvorligt som forklaring, er det endnu et symptom på religionens segmenterede status i det moderne samfund.
Her har man stadig svært ved at forstå og beskrive den sociale og historiske dynamik, når man har at gøre med en verden - fortidig eller samtidig - hvor det ikke er politik og markedslogik, der sætter dagsordenen, men hvor magt og økonomi tværtimod er indfoldet i en overgribende religiøs orden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her