Læsetid: 4 min.

De sandt meningsberettigede

Debat
20. marts 2000

Denne besynderlige ØMU-tid, hvor man skal være ekspert for at finde ud af dialektikkens og Socialdemo-kratiets vildveje

Begrænsning
Man konstaterer med undren: Det er sgu da en besynderlig verden med et besynderligt politisk system, vi lever i. Vi bekender os åbent til menneskerettigheder og aktivt demokrati så nært borgerne som muligt. Samtidig finder vi os i, at politikere og deres embedsmænd gennem 90'erne har udfoldet målbevidste bestræbelser på at begrænse dette demokrati.
Lidt besynderligt
Nu skal hele EU-projektet endelig gennemføres - også i Danmark. Med forsinket udløsning er det trængte Socialdemokrati sprunget ud med klare meldinger og uden forbehold: EU handler ikke kun om økonomi og frikadellernes størrelse, således som vi har fået det fortalt siden debatten herhjemme startede for 40 år siden. Endelig har ledelsen i det engang så store Socialdemokrati taget mod til sig og bekendtgjort, hvad andre EU-venlige partier - og modstanderbevægelserne - for længst har sagt, og som har stået at læse i Rom-traktaten i 44 år: Hele det europæiske projekt sigter mod et stadig tættere politisk samarbejde.
Det er da lidt besynderligt.
Projektet er i sin ide sympatisk. Det går jo ud på at skabe en babylonisk politisk union der skal sikre fred og økonomisk vækst i Europa. Blot skal det gennemføres ved gradvis at eliminere den nationale selvbestemmelsesret - nationalismen som det kaldes - og demokratiet - som man ikke taler højt om i EU-sammenhæng.

Mere magt til eurokrater
Stadig mere magt overlades til eurokrater i Kommission og bureaukrati i Bruxelles, dvs. til mennesker og institutioner, som er uden for demokratisk kontrol, fjernt fra almindelige mennesker og det nærdemokrati, man besynger så højt.
Det er da lidt besynderligt at ville styrke demokratiet ved at reducere folkets indflydelse.
Eller tag nu for pålydende det såkaldte subsidiaritetsprincip, der vist nok betyder, at flest mulige beslutninger skal lægges længst ud til de mennesker, disse beslutninger angår. Så enkelt fik vi forklaret dette indviklede princip af politikere og eksperter, før de seneste folkeafstemninger - dem, der skulle være de sidste.
Nu skal vi altså til det igen 28. september for at give vor tilslutning til, at endnu flere beføjelser og endnu flere beslutninger overlades til de demokratisk set uansvarlige eurokrater og kommissionsmedlemmer i Bruxelles.
Det gælder f. eks. den enestående danske model for organisering af arbejdsmarkedet, der siden Septemberforliget i 1899 og den efterfølgende lovgivning om forligsinstitutionen har sikret økonomisk vækst, stabilitet og koncensus på arbejdsmarkedet via de direkte involveredes forhandlinger - subsidiaritets-princippet i praksis. Nu skal denne danske model afskaffes, og det danske arbejdsmarked på længere sigt ordnes centralt i Bruxelles. Harmonisering hedder det på EU-sprog. Og den skal senere også omfatte social- og skattelovgivning.
Det er sgu da en lidt besynderlig udlægning af subsidiaritetsprincippet.
Man skal vist nok være en stor kender af dialektikkens vildveje for ikke at blive bedraget eller vildledt af regeringens ny udspil. For helt så ærlig er den jo heller ikke.

Margrethe på forsiden
Nyrup Rasmussen havde stadig uld i mund ved den tv-transmitterede præsenta-
tion af afstemningsdatoen forleden aften kl. 20. Igen og igen betonede han, at det drejede sig om euro'en - den nye mønt, der om få år skal afløse kronen, hvis altså... Og for at ingen skulle være i tvivl, viftede hans regeringspartner den stramtandede regnefrøken fra Økonomiministeriet med den lille nye mønt, der i Danmark nok skulle få Margrethes hoved ikke på et fad , men på bagsiden - nej forsiden rettede Nyrup hurtigt og uden uld i mund.
Ikke mange ord om sigtet og det egentlige - den politiske union og begrænsningen af demokratiet og retten til at bestemme over egne danske forhold.
Det er da lidt besynderligt.
Besynderligt var det også, da Nyrup ved et møde på Krogerup Højskole i slutningen af februar kom til at sige: "Der er intet statsretligt til hinder for, at vi kan melde os ud af ØMU-samarbejdet, hvis vi ønsker det," refererede Mogenavisen Jyllands-Posten. Og så føjede han til, at han havde fået det nøje undersøgt - også af eksperter uden for Justitsministeriet, der ikke har samme troværdige status som tidligere.
Desværre fortalte han ikke, hvilke andre eksperter, han havde konsulteret. Og kun Jyllands-Posten synes at have fulgt Nyrups interessante udtalelse op. Til gengæld fik han i samme avis tæsk af ØMU-tilhængerne i både Venstre og Konservative for denne melding. Deres ønske om "åben debat med redelige oplysninger" tåler ikke dens slags udsagn, selv om det formentlig er korrekt i teorien.
I praksis vurderer eksperter som professor dr. jur. Ole Krarup, Folkebevægelsen mod EU og medlem af EU-Parlamentet, forsker Kar-sten Skjalm, Dansk Udenrigspolitisk Institut, og det britiske advokatfirma Norton Rose samstemmende, at der næppe er nogen vej tilbage fra ØMU'en, når man først er kommet ind.
Måske er det også lige meget. To af den danske Europa-politiks bagmænd på embedsmandsplanet, de nu pensionerede diplomater Jens Christensen og Niels Ersbøll, bekendte for nylig demokratisk kulør i bedste EU-stil i Politiken. Budskabet var klart:
Nu måtte vi stoppe det
hysteri med folkeafstemninger i tide og utide. Folket er jo ikke kompetent til at tage stilling til den slags indviklede sager.
Det må man befri dem for, mente de to udenrigsministerielle gengangere fra tidligere EU-debatter.
Som Henrik Ibsen allerede i 1881 lod pastor Mander sige i "Gengangere" til fru Alving: Demokratiet er jo kun for "de sandt meningsberettigede".
Det argument førte til indskrænkningen af Juni- Grundloven fra 1849 og til den reaktionære fra 1866.
"De sandt meningsberettigede" - sidder de kun i Bruxelles eller i Folketinget i disse EU-tider?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her