Læsetid: 4 min.

En storm i en blender

2. marts 2000

Glem sværd-dragerne. Det centrale er dem, der trykker på knappen og dem, der nyder at se på. Det handler om sadisme og voyeurisme

Kunstigt
Der findes næppe noget sted som Danmark, hvor man på én og samme tid dyrker et nærmest avantgardistisk fri-sind og en uendelig forstokkethed. Måske er det netop derfor, 'skandalekunsten' har så gode kår. På den ene side vil vi ikke forbyde den - det ville jo være censur, og på den anden side nyder vi at blive forargede.
Den stakkels Marco Eva-ristti er i den seneste tid blevet sønderflået i tabloidpressens mediekværn. Manden er en fæl sadist, der elsker at slå dyr ihjel. Hvad bilder han sig ind? Påstår han, at vi - du og jeg - har lyst til at trykke på knappen?

Mere end en skandale
Evaristtis værk er mere end en skandale. Det er politisk og samtidskritisk kunst, når den er bedst. Kunst, som ikke prostituerer sig til pro-pagandistiske formål, men som stiller væsentlige og påtrængende spørgsmål til den tid, som er vores. Det er et kunstværk i ordets bedste forstand. Det lader ikke tilskueren uberørt. Det kalder på og åbner sig for fortolkning og refleksion.
Det er principielt ligegyldigt, hvilke bevæggrunde Evaristti har haft. Kunstværket taler for sig selv. Og glem sværddragerne. Det er ikke dem, det handler om. Det centrale er dem, der trykker på knappen og dem, der nyder at se på. Mit bud på en fortolkning: Det handler om sadisme og voyeurisme. Spørgsmålet der stilles: Har du ikke lyst til at trykke? Bare sådan en lille smule? De fleste vil sikkert svare benægtende. Man kunne så spørge, om de ikke bare lidt ønsker, at der så er nogle andre, der gør det? Bare sådan for at se, hvordan det virker. Lad os imidlertid prøve at spørge på en anden måde.

Milgram
Den amerikanske psykolog Stanley Milgram mente i høj grad, at vi har lyst til at trykke. Hvis betingelserne er til stede, kan man få folk til at udføre de mest barbariske handlinger. Det var der imidlertid ingen, der troede på. Milgram lavede derfor et forsøg. En række forsøgspersoner blev indkaldt. De fik at vide, at de skulle teste straffens eventuelle gavnlige indvirkning på folks evne til at lære. De blev sat overfor en skuespiller, der spillede offer. Forsøgspersonerne skulle stille spørgsmål til skuespilleren, der ved et forkert svar skulle straffes med elektriske sød. For hver gang, der blev afgivet et forkert svar, blev strømstyrken sat op.
De involverede personer vidste ikke, at 'lægen' ikke var læge og 'ofret' skuespiller. 'Lægen' fik en stor del til at trykke på nogle knapper, der øjensynligt skulle give dødbringende stød. Folk protesterede naturligvis, men 'lægen' fik dem ofte overtalt til i videnskabens tjeneste at fortsætte. Hvis 'bødlen' ikke kunne se 'ofret', og hvis lyden blev slået fra, kunne man få omkring 65 procent til at give dødbringende stød.
Milgram diskuterede lydighed og så denne som det største problem. Evaristti stiller spørgsmålet mere radikalt. Han tvinger ingen. Omgivelserne alt andet end opfordrer til, at man trykker på knappen. Man skulle også mene, at det var sværere at slå et menneske ihjel end en slørhale. Evaristti stiller også spørgsmålet mere præcist end Milgram. Mordet er meningsløst, eller rettere du er helt alene med din blender. Det er dig og dit begær, det handler om.

Motorsavsmassakren
Det drejer sig om den lyst, vi føler ved at pine og plage og i ekstreme tilfælde at slå ihjel. Disse skyggesider er netop skyggesider. Man tillader ikke, at disse stilles frem i offentlighedens lys. Vi vil ikke være dem bekendt. I skyggen trives vores fantasier om den andens død og lemlæstelse. Vi dyrker det barbariske i private klubber eller i vores fantasiverden. Det hele kortslutter imidlertid, hvis barbariet stilles offentligt til skue.
Evaristtis værk er en sådan kortslutning. Han blotlæg-ger vores hemmelige fantasier. Det vil vi ikke finde os i. Reaktionen er her den samme, som da man i DR kunne se en hjemmevideo fra initiationsritualerne i det danske militær på Grønland. Alle kendte naturligvis til dem, men alligevel ville harmen ingen ende tage, da de kom i TV-Avisen.

Kynismens problem
Evaristtis kunst er endvidere Milgrams forsøg overlegent i sit fokus på kynismens problem. Værket taler også til dem, som på den ene side hævder sig upåvirket, og på den anden side insisterer på at nyde de sadistiske tableauer.
Gad vide om gæsterne på Trapholt har gjort noget for at forhindre deres medbesøgende i at trykke på knappen? Nu har Evaristti sat et kamera op, der skal registrere gæsternes adfærd. Så måske får vi syn for sagen.

Oplevelsen af det fatale
Endelig formår Evaristti at tematisere vores besættelse af kødet og kroppen. Det er en form for metakommentar til tidens kobling af krop og eksistens. Det er ikke tilfældigt, at 90'ernes tidstypiske film Reservoir Dogs, Crash, Pulp Fiction og Seven alle sætter fokus på volden, sadismen og kroppen. Endelighed er ikke længere en metafysik kategori. Det er noget, som erfares gennem kropslig smerte. Splatter er tidens trend. Når en finger, en hånd eller en arm kan syes på igen, behøves motorsaven for at formidle en oplevelse af det fatale. Sådan er det også indenfor kunstens verden. Mindre end en motorsav kan imidlertid gøre det. En blender skulle være tilstrækkelig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu