Kronik

Styrmænd og kunstnere i Danmarks Radio

Debat
18. marts 2000

Hvordan ville mon DR's nuværende, styrelystne ledelse have reageret på en vild ide fra en ukendt ung filmmand om at lave en håndholdt serie om mystiske hændelser på Riget

Lørdagskronikken
I det verdensbillede, som guider DR's ledelse, indgår en forestilling om en forestående gigantisk konkurrence på medieområdet - man ser et strategisk perspektiv med en eksplosion af udbudet af massemedier, både gamle og nye. Der er sikkert noget om snakken, og enhver, der har en kultur- eller kunstpolitisk hensigt, må ønske, at DR klarer sig. Der er ingen tvivl om, at det danske mediebillede ville være væsentligt svagere uden en stor medieinstitution med en formuleret samfundsmæssig forpligtelse.
Til gengæld kan man diskutere de konsekvenser, ledelsen tager af situationen. Nemlig bl.a. at DR skal styrkes i konkurrencen ved hjælp af en stærk central styring. Man har indrettet to nye magtfulde chefredaktioner, hvoraf den på tv blev skabt allerede for nogle år siden, mens den på radioen kun er et år gammel.
Filosofien bag chefredaktionerne bygger især på den tanke, at man kan analysere sig frem til seernes/lytternes behov. Man har nogle arbejdsredskaber og modeller - bl.a. de meget omtalte segmentanalyser - til at skaffe sig et billede af, hvad publikum gerne vil have. Et af de mest aktuelle spørgsmål til DR er, om dette redaktionelle styringsprincip er fornuftigt for hele DR's mangeartede virksomhed? Situationen kan belyses med en tankeleg.

Legen handler om tv, ja om en bestemt tv-produktion, som vist alle kender. Lad os forestille os, at DR-TV bliver opsøgt af en ny ung filminstruktør. Vi kan kalde ham Lars. Han er ikke spor kendt, måske fik han sin uddannelse i det gamle Østeuropa, på månen eller et andet sjældent besøgt sted. Han har ingen store meriter at pege på. Tiden er vel omkring 1990, og den unge mand, der dukker op i TV-byens højhus, er en selvbevidst herre. Han skal også have et efternavn, og eftersom denne tankeleg kun er til for sjov, og fordi medieverdenen holder af engelske udtryk, kan vi jo kalde ham Fun. Altså Lars Fun.
Hans idé er da at lave en tv-serie i fire dele. Den har som udgangspunkt den gamle schlager "I en seng på hospitalet", og den vil afdække en historie om sangens lille brystsvage pige. Lars Fun er en mand med mange indfald. De mest utrolige ting skal ske på hospitalet, som for resten skal forestille intet mindre end Rigshospitalet, dog skildret på en måde, som ikke er meget flatterende for dets hæderkronede medicinske specia-lister. Der ligger en maliciøs ironi i hans stemme, når han kalder dem 'landets bedste hoveder'.
Vi leger, at DR-TV allerede da havde en chefredaktion, og da Lars Funs forslag ikke hører til de billige, må man tænke sig, at det er uomgængeligt at inddrage netop dette forum.
Chefredaktionens medlemmer må gøre store øjne, og da de for-står, at Lars Fun har tænkt sig at optage hele serien med håndholdt kamera - hvilket alle i dag har lært at se en mening med, men dengang for ti år siden havde kun meget få fanget den pointe - så vokser deres skepsis til monumentale højder. Chefredaktionen ser for sig en billedfortælling, som flintrer rundt på Rigshospitalet, billeder ude af fokus osv. - og det gør de som bekendt ret i!
Vi kan tænke os, at Lars Fun er et følsomt menneske, han mærker hurtigt tvivlen hos chefredaktionen, og derfor bringer han et andet forslag på bane. Han har en idé til en film, som skal udspille sig i et stærkt puritansk religiøst miljø i Skotland. Det er en kvindelig lidelseshistorie, en form for afprøvning af det lidelsestema, som vi kender fra kristendommen.
I dag ved vi alle, at Lars von
Triers Riget var vidunderlig - og da Breaking the Waves blev sendt på DR-TV for nylig, blev den højlydt og særdeles velfortjent annonceret som et mesterværk. Men i vores tankeleg er der endnu ingen, der kan vide alt dette.
Spørgsmålet er nu, hvad chefredaktionen vil sige. Vil den være i stand til at indse, at den bør give den unge selvbevidste Lars Fun et klarsignal? Vil den ud fra sine styringsinstrumenter - det vil først og fremmest sige analyser af seernes behov - kunne træffe den rette beslutning? Vil chefredaktionen være så fintmærkende, at den allerede har registreret den danske befolknings behov for en okkult serie om ånder og bindegale læger på Rigshospitalet, filmet på en måde som i sammenligning får en gennemsnitlig dansk hjemmevideo til at være steady? Vil chefredaktionen være i besiddelse af en analyse af danskerne, som kan af-sløre befolkningens basale behov for at høre om et strengt puritansk miljø af skotske fiskere?
Nej, den eneste måde, den nødvendige rigtige beslutning kan komme i stand på, vil være med en kunstnerisk ledelse. En ledelse med en særlig faglighed på dramaområdet. Man må altså have en situation, hvor beslutningsmyndigheden ikke er deponeret i en chef-redaktion, men fortsat ligger i den fagligt funderede, kunstneriske ledelse. Er DR's ledelse parat til at acceptere det?

DR udgør et stor landskab med mange marker, regeret af en general. DR er et konglomerat af underholdningsbranche, nyhedsformidling, folkeoplysning, musik, dramatik, litteratur, sport osv. Det hele kan dårligt sammenfattes i det velkendte begreb kulturpolitik, og for nogle år siden fik nudansk så tilført ordet public service. Imidlertid er der ingen, der formår at forklare denne sproglige nydannelse uden at lyde både ulden og vattet. Men det kan næppe være anderledes, for DR er vel simpelthen for broget til, at man kan sætte én etikette på virksomheden
Man burde tage konsekvensen af det brogede billede og tale om mange 'politikker' eller strategier for DR. En del af programmerne kunne da være udtryk for en 'underholdningsstrategi' med skyldig hensyntagen til lytter/seertal, men også med et andet indhold end det, den kommercielle branche står for. Man kunne have en 'nyhedspolitik', som entydigt taler om journalistiske væsentlighedskriterier og om den demokratiske debat. Et tredje hjørne ville gælde udmøntningen af en 'kultur-' eller sågar en 'kunstpolitik', hvor skabelsen af rammer for den kunstneriske proces måtte være det centrale. Osv.

Dette er ikke blot en leg med ord, for det er ikke ligegyldigt, hvilke begreber, man bruger. Det er ikke ligegyldigt, at det samlende princip bag DR's virksomhed nu betegnes med to engelske ord, som ikke kan forsynes med en håndfast betydning. Uskarpheden i dette grundbegreb giver utydelige rammer for, hvorledes man styrer huset.
Det kan som bekendt være fornuftigt at styre med kompas i en båd på havet, men den metode virker ikke i en sportsvogn. I DR gælder, at husets mange dele ikke alle fordrer den samme form for styring. Men man har i de senere år centraliseret magten med baggrund i det temmeligt uklare begreb public service - og den nye generation af ledere, som er kommet til i generaldirektør Christian Nissens periode, har forskubbet den gamle balance mellem ledelsen og husets faglige/professionelle miljøer. Hvilket er den dybere grund til den konflikt mellem ledere og medarbejdere, som er blevet skildret i pressen.
Spørgsmålet er, om DR's nuværende ledelseslag forstår, hvornår det er en god idé at være initiativrigt styrende - og hvornår det eneste fornuftige er at holde sig på måtten. Den igangværende konflikt mellem ledelse og medarbejdere vil formentlig betyde en justering af ledelsesstilen. Men spørgsmålet vil bestå: Har DR en ledelse, der kan styre sig ?

Radioteatret kan godt tjene som eksempel for kunstproduktionens vilkår i det nye DR. Radioteatret betragtes ofte ikke kun som en del af en radiovirkelighed, men også som en del af teaterverdenen. Teaterbranchen har traditionelt sin egen terminologi for nogle af de kulturpolitiske temaer, som også findes i DR. Det teater, som først og fremmest skeler til billetlugen, kaldes for boulevardteater. Radioteatret i 90'erne har ikke været et boulevardteater, men har måske snarere lignet en blanding af Det kgl. Teater, Dr. Dantes Aveny og Café Teatret.
I teaterverdenen ville ingen kulturpolitiker drømme om at reducere hele området til boulevard-teater. Men vil det samme vedblive at gælde for DR og Radioteatret også i de kommende år? Ved et pressemøde i januar fremlagde vi en pressemappe med et forord skrevet af vores snart afgående chef, Sigvard Bennetzen. Der stod bl.a.:
"DR skal frembringe kunst. Det er lovbefalet. Derfor rummer huset for eksempel et symfoniorkester og en række andre ensembler, en oplæsningsredaktion, et montageområde og altså et Radioteater(...) I DR har der været forståelse for, at en detaljeret producentstyring, der giver gode resultater i andre slags udsendelser, ikke hører hjemme på kunstens område. Her gælder det om, at kunstnerne bevarer autoriteten som afsendere, at mediet stilles til rådighed og stærkest muligt tjener den kunstneriske vilje. Derfor er man ikke kommet til os med ord som segment, share eller minutpris. Der har været forståelse for, at der er andre kræfter i samfundet end markedskræfterne, og at DR har sin særlige berettigelse ved at fremme netop disse andre kræfter."

Sigvard Bennetzen talte ud fra et kulturpolitisk standpunkt, som medietænkningen for tiden bevæger sig væk fra. For allerede ordet kunst kan være problematisk. Skønt begrebet indgår i det lovmæssige grundlag for DR, så er det et af de begreber, som let mistænkes for den moderne me-dievirkeligheds største fy-ord: elitisme.
Set fra teaterkunstens standpunkt kan man sige: Ja, den slags findes! Der findes noget, som med den verdensberømte teaterinstruktør Peter Brooks ord kan kaldes the deadly theatre - dvs., at teaterinstitutioner kan stivne. Men svaret på det problem er ikke at affærdige kunsten, tværtimod: Svaret er kunst! Svaret er den revolte, den fornyelse, uforudsigelighed og vildskab, som altid findes inden for kunstens verden. Det er en normal proces: Kunstens og teatrets historie er en fortælling om en permanent revolution - og enhver teaterinstitution må indrette sig på at kunne rumme, og befordre, den revolution.

Nu er der vel næppe nogen, som vil beskylde Radioteatret for at være 'deadly'. Hvis det alligevel skulle være tilfældet, så må man sige, at det problem ikke kan løses på et højere ledelsesniveau - men kun af kunstnerne. Hvis Radioteatret skal forblive et kunstnerisk teater - og ikke et boulevardteater - så vil den højere ledelses opgave først og fremmest være at holde øje med, om Radioteatret formår at tiltrække de mest talentfulde og fornyende kunstnere, unge som gamle. Kunstnerne må opleve, at der er en kort og retlinet kommunikation med en Radioteater-ledelse, som antager eller afviser et givent projekt - ellers jager man meget hurtigt kunstnerne væk. Intet højere ledelsesniveau kan træffe repertoire-beslutninger, lige så vel som ingen kulturminister, kulturpolitiker eller teaterbestyrelse drømmer om at lægge et teaters repertoire. Vi kender ikke til Radioteatrets skæbne i det fremtidige DR. Aktuelt har vi faktisk fået et positivt signal - radioledelsen har sat en annonce for stillingen som ny chef for Radio Drama i avisen, og annoncens udformning peger på, at Radioteatret skal forblive et kunstnerisk teater. Men vi ved ikke, hvorledes det stærkeste organ i radioens nye centraliserede struktur, nemlig chefredaktionen, vil regere over os i de kommende år.

Her på kanten af sit 75 års jubilæum er DR igen blevet genstand for beskydning fra den kulturelle offentlighed. De senere faser i fødselarens liv bliver skildret som en pervertering af den gamle kulturinstitution, eller slet og ret som 'DRs deroute'.
Som menig medarbejder i DR kan man ofte, sådan ganske diskret, føle sympati med kritikken - fordi den tydeligvis er båret af en stærk og positiv vilje på institutionens vegne. Men ganske ofte må man også mene, at der mangler noget i selve grundlaget for kritikken - en forståelse for institutionens eksistensvilkår.
Det første krav, man kan stille til enhver virksomhedsledelse, er som bekendt, at den sikrer virksomhedens indtægtsgrundlag, og det bør også gælde DR. Man må forvente - ja kræve - af DR's direktion og bestyrelse, at den bekymrer sig om, at politikerne på Christiansborg bevilger en licens på et fornuftigt niveau.
Situationen kræver, at DR's ledelse fører en dobbelt strategi. På den ene side er man tvunget til at præstere høje lytter- og seertal. For hvis tallene bliver for lave, vil man være sårbar over for et argument om, at DR ikke kan få så meget i licens, når så få gider se eller høre udsendelserne.
Den politiske og økonomiske logik dikterer høje ratings, men ikke kun det. Der er en anden side af billedet. Man må også beskytte sig mod en mulig kritik fra en anden slags politikere: At DR skal levere et udbud, der adskiller sig fra de kommercielle stationers seertals-fikserede udsendelser, for ellers kunne DR lige så godt være reklamefinansieret. Dette synspunkt er det diametralt modsatte af det første, men det har næppe mindre vægt. Synspunktet kalder på, at DR også må have noget, som man, kynisk formuleret, kunne kalde for et kulturelt alibi - eller med et plusord: kulturel forpligtelse.

Den ovenstående lidt skematiske opstilling af DR's grundlæggende vilkår vil være gyldig, så længe institutionen er licensfinansieret. Det politiske miljø afkræver DR både en seer- og lyttertals 'populisme' og en kulturel forpligtelse. DR's programpolitik kan bedst ses i lyset af denne nødvendige, dobbelte strategi - derfor f.eks. forskellen mellem DR1 og DR2.
Når kulturdebattører retter
skytset mod DR, bør de gøre det med en bevidsthed om DR's skizofrene situation. Det betyder flere ting.
For det første bør man ikke beskylde ledelsen for hensigter, den ikke har - f.eks. en afvikling af symfoniorkesteret. Ledelsen skyder ikke sig selv i foden, den afskaffer ikke et så centralt element i den livsnødvendige kulturelle forpligtelse.
For det andet betyder DR's tvetydige situation naturligvis ikke, at den del af udsendelsesvirksomheden, som sigter på at tiltrække et stort publikum, bør fritages for kritik. Hvis der er nogen, der synes, at DR sender programmer, som er for tynde og dårlige - eller ligefrem for dumme - så bør man naturligvis sige det. Blot bør man ikke glemme, at de høje ratings nødvendigvis må være et mål for en del af programmerne.
For det tredje - som det vigtigste - må man forlange af DR og dens ledelse, at man formår at holde de to målsætninger adskilt. Når man indretter de programstrategier, hvis hovedmål er at tiltrække store seer/lyttertal, så er det én ting. Og når man arbejder på det, som har en i bred forstand kulturel begrundelse, så er det noget andet.

Den kulturdebatterende offentligheds engagerede deltagelse i DR's liv er ikke bare velkommen, den er ønskværdig. Men DR har lov til at afkræve debattørerne en realistisk forståelse af institutionens situation. Til gengæld kan man også forvente, at DR lytter til almindelig kulturpolitisk erfaring, der f.eks. tilsiger, at chefredaktionernes stolte grundlag - ratings og overbevisningen om at kende publikums behov - ikke har gyldighed for alting. I det mindste på kunstens område er strategien tydeligt fejlplaceret - det ville være bizart at påstå, at man kender befolkningens behov for kunst!
Spørgsmålet til styrmændene i radioens og tv's chefredaktion er derfor: Vil man acceptere at afgive roret på det område, som hedder kunstproduktion? Og spørgsmålet, man kunne ønske at stille til den øverste ledelse, er: Vil man gå ind på tanken om at formulere en egentlig 'kunstpolitik' for DR ?

*Kronikken er en revideret udgave af et oplæg på Danske Skønlitterære Forfatteres paneldebat på Posthusteatret den 14. marts. Jesper Bergmann er dramaturg på Radioteatret

Serie

Debattørerne

Seneste artikler

  • 'Nogle gange er folk bare lidt for enige'

    11. august 2009
    Det er sjældent Informations artikler, der får Thomas Ole Brask Jørgensen til computeren for at skrive indlæg. Det er selve debatten, der tænder. Særligt rygklapperi kan få ham til tasterne
  • 'Jeg kan godt lide at provokere'

    8. august 2009
    Han er efterhånden vant til at blive overfuset på netdebatten. Men først når folk bliver rigtigt sure, viser de deres sande ansigt, mener Claus W. Oreskov, der er blevet kaldt både naiv og en fanatisk kommunist af andre debattører
  • Hvem har ansvaret for forskningen?

    15. december 2008
    Forskningsfrihed er ikke et tema, der optager ret mange andre end de ramte i den offentlige debat
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her