Kronik

To sider af samme sag

1. marts 2000

Såvel Bohr som Jung gik ud fra princippet om komplementaritet. De ville begge udstrække tanken om komplementaritet til et alment erkendelses-teoretisk princip

Tro & Filosofi
Werner Heisenberg tog nok munden lidt for fuld, når han sagde, at Niels Bohr først og fremmest var filosof, ikke fysiker. Men så meget er dog sikkert, at Bohr betragtede den klassiske fysiks hidtil uimodsagte dogme om en brudt årsagssammenhæng (kausalitet) i en kæde af fænomener som en illusion. For ham var ethvert fænomen i sig selv udtryk for en helhed og dets forbindelse med andre fænomener er betydeligt mere indviklet, end man hidtil har troet.
Det springende punkt i den nødvendige dialog mellem fysik og psykologi er derfor årsagssætningen ("alt har en årsag") og begrebet komplementaritet, dvs. at to sider af samme fænomen på én gang fuldstændiggør og gensidigt udelukker hinanden. (F.eks. lys som hhv. en strøm af partikler og som en bølgebevægelse). Begge beskrivelser er altså lige rigtige men utilstrækkelige til at forstå fænomenet som helhed. Disse problemer diskuterede Einstein og Bohr, så længe de levede, uden at det lykkedes for Bohr at overbevise Einstein om, at de helt grundlæggende fysiske beskrivelser ikke hviler på årsagssætningen, den klassiske fysiks grundpille.
Som ikke-fysiker må jeg afstå fra at gå nærmere ind på disse vanskelige spørgsmål, som jeg også har strejfet, fordi de danner en bemærkelsesværdig parallel til u-enigheden mellem Sigm. Freud og C. G. Jung. Her drejede striden sig ligeledes om kausalitet og komplementaritet, men også om det psykologiske energibegreb, der for Jung var kvantitativt bestemt. Et andet stridspunkt dem imellem drejede sig som bekendt om Jungs teori om det kollektive ubevidste (det fællesmenneskelige sjæleliv), som Freud aldrig accepterede, skønt han kun havde været et
hanefjed derfra, ligesom vistnok Einstein fra Bohrs komplementaritetsteori. Hertil kom, at deres syn på årsagsløse (akausale) sammenhænge minder om de to fysikeres. Ligesom Einstein stod
Freud på kausalitetens klippegrund, - et ståsted, hvis betydning for bevidsthedens funktionsmåde Jung naturligvis på ingen måde tænkte på at fornægte. Men som Bohr måtte forlade kausalitetsprincippet, når det drejede sig om mikrofysiske størrelser, måtte Jung erkende, at det heller ikke ubetinget gælder i relation til den måde, det kollektive ubevidste fungerer på. På hvert sit område væltede de to en hovedhjørnesten i den vestlige verdens videnskab.

Derudover er der et åndeligt slægtskab mellem Bohr og Jung, som man hidtil har været tilbøjelig til at overse. Begge havde de i grunden en holistisk verdensanskuelse. Hvor Bohr talte om harmoni og enhed, var Jungs ledestjerner enhed og helhed. Og begrebet komplementaritet spiller i Jungs analytiske psykologi lige så stor en rolle som det gør i kvantemekanikken, hvor Bohr indførte det. Populært sagt betyder det, som før nævnt, at to sider af samme fænomen på en gang fuldstændiggør og gensidigt udelukker hinanden, uden at denne dobbelte beskrivelse indebærer nogen selvmodsigelse. Bevidstheden og det ubevidste betegner nemlig to sider af psyken, der står i et sådant komplementært forhold til hinanden. Gang på gang oplever vi, at en drøm f.eks. supplerer vores bevidste opfattelse af en ting, person eller anskuelse med et billede, der endog står i direkte modsætning til bevidstheden for at give en skildring af fænomenet som helhed.
På hver sit område kæmpede Bohr og Jung for den størst mulige sandhed indenfor den menneskelige erkendelse. For Bohr står tydelighed og rigtighed i et komplementært forhold til hinanden på en sådan måde, at et alt for tydeligt udsagn altid tillige indeholder noget forkert. Og Jung stræber bevidst efter det dobbelttydige udtryk, fordi det - ud fra det samme synspunkt - er det entydige overlegent og svarer til tilværelsens inderste natur. Han lader med fuldt overlæg alle over og undertoner klinge med, fordi de på den ene side under alle omstændigheder er til stede, og på den anden side giver et fuldstændigt billede af virkeligheden.
Teorien om bevidsthedens og det ubevidstes komplementære forhold til hinanden får sin bekræftelse i praksis. I en jungiansk psykoanalyse ser man jævnligt, hvordan disse to psykiske systemer begge indholdsmæssigt forvandler sig i løbet af deres gensidige forhold til hinanden. Enhver vellykket analyse afhænger dybest set af en sådan forvandling. At kunne harmonisere sine indre modsætninger til et rummeligere hele er uden tvivl et af kendetegnene på et modent menneske. Vi må blive i stand til at forholde os til livets mangfoldige modsætninger uden at gå i stykker af det.
Fysik og psykologi har altså begge - men hver på sin måde - måttet indrette sig med begreberne årsagsløse sammenhænge og komplementaritet. Man må imidlertid være klar over, at når to så forskellige grene af videnskaben som kernefysikken og dybdepsykologien nærmer sig hinanden, vil deres undertiden enslydende begrebsdannelser og terminologier ofte rumme forskellige betydningsnuancer, hvad der kan gøre samtalen mellem dem besværlig. Der er ofte kun tale om analogier. Men det kunne jo være, at disse analogier er udtryk for, at vi er ved at nå frem til en ny formulering af bl.a. det ældgamle filosofiske problem angående forholdet imellem psyke og materie. Kan hænde, at de, som Jung gør, må opfattes som to sider af samme ukendte tredje, at der altså består en ægte komplementaritet imellem dem. Dvs., at i det ubevidste fremstår psyke og materie ikke alene som sideordnede men dybest set identiske størrelser. Gåden over alle gåder, livets opståen, må nødvendigvis søges i det hypotetiske "punkt" hvor psyke og materie ikke alene som sideordnede men dybest set identiske størrelser. Gåden over alle gåder, livets opståen, må nødvendigvis søges i det hypotetiske "punkt" hvor psyke og materie berører hinanden, forstået på den måde, at når materie i en eller anden form er levende, vil det - for mig at se - i sig selv være tegn på tilstedeværelse af psyke.
Disse synspunkter må ses på baggrund af synkronicitetsfænomenet, dvs. et årsagsløst sammenfald af f.eks. en indre psykisk og en ydre fysisk virkelighed, der kun har forbindelse med hinanden på meningsplanet. Den slags oplevelser har mange af os haft. Eksemplerne varierer lige fra et tilfældigt møde med en person, man netop har tænkt på og til uret, der går i stå i tilknytning til sin ejers død. Problemet er sandsynligheden. I mange situationer er der blot tale om tilfældigheder, men når det drejer sig om sandsynlighedsgrader af én imod et astronomisk tal (f.eks. et tal på 18 cifre), må man nok opgive tanken om et påregneligt sammentræf. Et sådant tal er konstateret under et kontrolleret eksperiment. Der er yderligere det ved disse helt usandsynlige hændelser, at de synes at afhænge af forsøgspersonens følelsesmæssige engagement i eksperimentet.
I sådanne tilfælde er vi på en særdeles påtrængende måde konfronteret med spørgsmålet om, hvori den uigennemskuelige forbindelse mellem psyke og materie kunne bestå. Jung måtte derfor afrunde sin beskrivelse af arketyperne (nogle stærkt energiladede strukturer i det kollektive ubevidste) med formodningen om, at de ikke med sikkerhed kan betegnes som rent psykiske, men kun som psykoide, dvs. psykelignende. Og det synspunkt får vidtrækkende konsekvenser, for derved er arketyperne ikke blot de strukturdominanter, der former vores begreber og opfattelse af verden - men tillige broen til materien. Dermed bliver skellet mellem psyke og materie filosofisk set fjernet. En arketype kunne måske være den bro, livet benytter på sin vej til den døde materie?

Den psykologiske nyformulering er altså, at psyke ikke er "ren" psyke, fordi arketyperne kun er psykelignende. Men så må konsekvensen være, at materien heller ikke er "ren" materie. Dette kunne f.eks. gælde for floraen, som ubestrideligt er udtryk for liv. Måske er det dette forhold, der ligger bag Jungs hypotese om, at en arketype slet ikke forårsager et synkronistisk fænomen - den er dette fænomen. Det drejer sig jo om årsagsløse sammenhænge.
En anden form for lovmæssighed som gælder for både psyke og materie, var Bohr og Jung også enige om, nemlig begrebet finalitet, dvs. formålsbestemthed. Vi har øjne og ører for at kunne se og høre, og Bohr har brugt et års evne til at læges som et eksempel på naturens indbyggede evne til at fjerne følgerne af en forstyrrelse i sin funktion. Hvad psyken angår kan man tydeligt se denne målrettethed, hvis man f.eks. undersøger forløbet af motiverne i en drømmeanalyse. Det er en forbavsende præcision, hvormed det ubevidste kan stile imod det ene mål: at råde bod på en forstyrrelse i den sjælelige balance.
Det er forstemmende, at Jungs teori om arketyperne den dag i dag synes at udgøre en uoverstigelig forhindring især for visse akademiske psykologer, der prøver at holde den på afstand ved at betegne den som "snurrepiberi" dvs. præcis den samme reaktion, Niels Bohr i 20'rne og 30'rne blev offer for m.h.t. sine "legetøjsatomer" som ingen andre kunne få øje på. Bohr og Jung ville nemlig begge udstrække komplementaritetstanken til at være et alment erkendelsesteoretisk princip. Men hvis man indser, at der derfor sandsynligvis også er et komplementært forhold imellem fysik og psykologi, kunne en del problemer blive nyformulerede og måske derved finde deres løsning. Det er et af de vigtigste filosofiske problemer, det 20. årh. afleverer til det næste.

Eigil Nyborg er psykoanalytiker

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu