Kronik

Fra Viborg til Europa

Debat
9. marts 2000

De kritiske danskere må komme ud af tusmørket og være med til at forme Europa, som ikke længere består af nationalstater i klassisk forstand

Økonomi & Politik
Jeg var lige blevet 17 år, og det var september 1972. Efter en ulideligt spændende stemmeoptælling for åben tv-skærm vidste vi, at nordmændene havde stemt nej til EEC. Tidligt næste morgen var jeg på gaden i Viborg med løbesedler, der sagde 'Følg Norge!' Ugen der gik efter den 25. september var fyldt til bristepunktet med spænding og håb.
Så kom 2. oktober og den kolossale skuffelse. For mange af os var der tale om en skelsættende politisk begivenhed. Vi ville ikke 'de riges klub', vi ville et 'ja til det hele Europa', ja til en hel verden med alt hvad det for os indebar af forestillinger om retfærdighed, solidaritet og mere ligelig fordeling af goderne på tværs af grænser. Vi troede på et nordisk alternativ. Fra et tæt samarbejdende Norden kunne vi række ud mod hele verden.
Det var måske naivt. Men verden var en anden. Det var i den kolde krigs tid, hvad der var med til at give EF blok-karakter, de sydeuropæiske lande var endnu ikke med, EFTA eksisterede stadig. Vi var overbeviste om, at EF var en klub for de mest velbeslåede med en formålsparagraf, der gik ud på at gøre de rige endnu rigere, uden at kere sig om, at de fattigere lande blev efterladt ude i kulden.
Først og fremmest handlede vi ud fra en idé om, hvordan vi gerne ville have, verden skulle se ud, nemlig at den skulle være baseret på vilje til og bevidsthed om fællesskab på tværs af alle grænser.
Herover for stod en ja-kampagne, der var domineret af snævre økonomiske interesser. 'For den daglige husholdnings skyld', som Egone Baunsgaard, hustru til den tidligere statsminister, blev citeret for i en af de mest slagkraftige ja-annoncer.
I nej-kampagnen var der selvfølgelig også rent nationalistiske toner. 'Jeg vil være dansker, når jeg bliver stor', forkyndte en plakat på Skivevej i Viborg. Oppe fra lygtepælen kiggede en lille blond pige appellerende ned på de forbipasserende.

Med murens fald i november 1989 syntes drømmen om et helt Europa at kunne blive til virkelighed, et Europa rigt i sin kulturelle mangfoldighed og stærkt i sin solidaritet og beslutning om at bygge fundamentet for fredeligt samarbejde. Som historien havde udviklet sig, stod det nu klart for mange af os, at EU var det uomgængelige økonomiske, sociale og politiske redskab, den institution der mere end nogen anden tiltrak de nye demokratier i Central- og Østeuropa.
Men i Danmark synes vi stadig i år 2000 at være låst fast i en problematik, der går tilbage til 1972. Tilhængere og modstandere af et udbygget EU-samarbejde klamrer sig til den samme illusion om national suverænitet, de første af taktiske grunde, for at berolige befolkningen, de sidste for at råbe vagt i gevær.
Maastricht, Edinburgh og nu senest Haider-affæren vidner om det samme trauma. I Johannes V. Jensens Kongens fald sejlede Kristian den Anden i sin dybe tvivl frem og tilbage mellem Fyn og Jylland den ganske nat uden at kunne beslutte sig og blev tilsidst offer for den gamle maksime om, at 'den der tvivler vil altid ende med at undlade'.
Kongen blev på Fyn, og Danmark befinder sig stadig i tusmørkezonen mellem et ja og et nej til Europa.
Ledende danske politikere i deres store flertal, fra Jens Otto Krag over Poul Schlüter og hans 'stendøde union' til Poul Nyrup Rasmussen, har aldrig villet fortælle befolkningen, at EU først og fremmest er et politisk projekt. Derfor er dansk EU-medlemsskab baseret på, hvad man i bedste fald venligt kan kalde 'en halv sandhed'.
Visionen og styrken i EU-konstruktionen ligger i den politiske ambition. Dette er slet ikke erkendt i Danmark. Her hersker stadig uklarhed, et besynderligt tusmørke, der synes at råbe på 'Lys over land!' - for nu at sige det på kulturradikalt.
Vi betaler en pris for dette manglende politiske mod. I en nøddeskal er situationen nu den, at Danmark på grund af sine fire forbehold, som ikke giver os noget reelt ekstra manøvrerum, i meget betydelig grad har mistet indflydelse i forhold til EF.
Forklaringen er, at Danmark allerede har gjort sig så ud til bens med disse forbehold, at det er særdeles vanskeligt for vore forhandlere at skrue bissen på over for de andre lande, hvis vi dermed risikerer at befinde os helt alene. Hvis vi f.eks. ønsker en miljø- og forbrugerpolitik, eller en told- og handelspolitik over for de fattigste udviklingslande, der væsentligt adskiller sig fra de store medlems-landes linje, så er det ualmindeligt svært for os at stå fast. Vi er be-sværlige nok i forvejen, ingen grund til at føje mere til end allerhøjst nødvendigt.
Mit gamle parti, SF, er desværre sammen med Socialdemokratiet en af de hovedansvarlige for miseren. Ved at nægte at rokke sig i en international sammenhæng, der er i konstant bevægelse, ender SF og hele den traditionelle venstre-fløj, på trods af dens behjertede intentioner, med at hænge som den blonde pige på Skivevej med dødsdømte danske drømme.
Hvad hjælper det at hævde princippet om national suverænitet, når Ford eller Renault kan lukke en fabrik i England i dag for at åbne en anden i Polen i morgen, uden at arbejderne har et kvæk at skulle have sagt?

Hvilken mening har den nationale selvbestemmelsesret, når en vakkelvorn skude af banale profithensyn bliver brugt til olietransport, brækker over på midten og lækker tusinder af tons tung olie ud i Nordsøen og ind over flere landes kyster i en klæg, kvælende, forureningspøl?
Hvor er SF og den danske venstrefløj i kampen for at opbygge et folkeligt europæisk modspil til internationaliseringen af markedskræfterne og profitinteresserne? Svaret blæser i tusmørket.
Hvis man mener, at etiske spørgsmål, herunder en ny international retsorden, miljøspørgsmål, der som bekendt ikke kender nogen grænser, og social retfærdighed i global målestok er afgørende politiske udfordringer i dag, så er et aktivt engagement i EU pinedød nødvendigt. Paradoksalt nok hænger det fint sammen med markering af nationale sær-standpunkter. Hvis vi helhjertet og med udgangspunkt i vores stærke tradition for oplysning og bred folkelig debat og et rigt organisationsliv går ind i de fremadrettede EU-diskussioner, så vil vi også have større realpolitisk mulighed for at markere særstandpunkter, når det kommer til ideologiske hjertesager.

Jörg Haider-affæren sætter fokus paa den danske virkelighedsflugt. Modstanderne af EU's ret til at 'blande sig' i Østrigs indre politiske anliggender overser, at de lande, der i dag er medlemmer af EU, hænger tæt sammen i et spind af økonomiske, politiske og sociale aftaler. Der er i realiteten ikke længere tale om suveræne nationalstater i klassisk forstand, men om lande der i princippet helt bevidst - selv om det desværre er soleklart, at det i Danmark netop ikke er sket bevidst - har valgt at afgive en del af deres suverænitet til de fælles institutioner.
Derfor en 'Europæisk Union' og hvad er en sådan politisk union værd, hvis den ikke er baseret på visse grundlæggende demokratiske og humanistiske værdier?
Ikke mindst bør enhver, hvis hjerte banker til venstre, og som tænker internationalt, tage tre skridt tilbage og betragte Danmark, Europa og verden, som de ser ud i dag. Hvordan kan man nu styrke det, nogle af os drømte om - ikke kun i Viborg! - i 1972: Et helt Europa, international solidaritet og retfærdighed?
Dengang som nu er FN en del af svaret, men for en europæer i dag, går vejen fra Viborg uomgængeligt også gennem et stærkt politisk Europa baseret på såvel kulturel mangfoldighed som på fælles humanistiske værdier. Hvilken udfordring for danskere og andre nordboere, der har så meget at komme med fra vore egne politiske kulturer og så meget at lære af de andres! Forlad tusmørket og vær med til at sprede lys over Europa!

Jens Boel er tidligere medlem af SF's Internationale Udvalg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her