Kronik

Al denne darnskhed

Debat
5. april 2000

Hvem er mest dansk - de gamle eller de nye, de kloge eller de dumme, de blege eller de solbrændte? Et svar til Nader Arian

Tro & Filosofi
Jeg er dansk, gammeldansk. Det er jeg er hverken særlig ked eller stolt af. Sådan er det bare - på samme måde som en Cocker spaniel er en Cocker spaniel. Dansk.
Da jeg er blond i et blond land og taler sproget som de fleste, er nationaliteten noget, jeg først bliver tvunget til at tage stilling til, når jeg er ude at rejse, og især når det er langt af led. Hos mig falder svaret som et pistolskud, men drejer det sig om min religion, starter svaret med øh-bøh.
Nok er det indlysende, at jeg kommer fra en kristen baggrund, men jeg er jo ikke rigtigt medlem af klubben. Jeg er ateist, og det komplicerer diskussionen med en hindu eller buddhist helt unødigt, for han spurgte jo bare om mit bagland og ikke om graden af min fromhed. Jo, så er jeg vel kristen, så vi kan komme videre i samtalen, men det er kun en etikette, hvor det danske føles som noget helt anderledes afgørende identitet. Forskellen mellem visitkort og identitet.
Om det religiøse kan - meget overfladisk - siges, at jeg ikke erindrer nogen som helst oplevelse af noget guddommeligt eller metafysisk i det hele taget, siden jeg som meget lille var bange for en gammel mand med langt hvidt skæg og tysk pikkelhue. Bibelen var glimtvis enormt spændende, og Jesus var en fascinerende figur, mindst lige så attraktiv som d'Artagnan og Greven af Monte Christo, mens Kristus forblev en fad konstruktion af søndagsskoledyder. En kobling mellem de to fandt aldrig sted.

Det nartionarle. Sådan lød det, når der blev holdt tale i forsamlingshuset, og jeg hadede det! En svullen selvgodhed hos humorforladte oldinge, der blev ved med at tale om GENFORENINGEN, hvor de stemte os hjem til fædrelandet. (Så er det røbet, at jeg ikke bare er dansk, men også sønderjysk!). Det haver så nyeligen regnet ..." det lød som Frelsens Hær og mere søndagsskole. Dybt kedeligt.
En ny såkaldt verdenskrig var kommet i vejen for de gamles nostalgi. Jeg har alderen til at huske nogle få glimt af den, og jeg husker heldigvis også, at det ikke var de gammelnartionale, der førte an, da trykket lettede, og der skulle klippes hår af et par tyskertøse eller gøres op med den gamle tysklærer. Det var de nynationale, især dem, der var blevet det i forgårs, og det forekommer mig, at de fører taktstokken nu igen.

Jeg er altså dansk, men hvad fanden betyder det? Du fremhæver det milde klima, det flade landskab, de korte geografiske og sociale afstande og en midtsøgende tendens. Det er jo sandt nok, og jeg kan tilføje glæden ved at se på blonde borgerpiger, randmoræner og fjordvand, ved at læse Blicher, Andersen, Claussen, Jensen, Jæger og Rifbjerg og ved at lytte til Hartmann, Heyse, Gade, Nielsen, Osvald Helmuth og Kim Larsen. Jeg kan citere Grundtvig og Kierkegaard for centrale begreber i danskernes opfattelse af sig selv, og jeg synes, selvom jeg egentlig er republikaner, at Dronning Margrethe er en flink fyr.
Trivielle sager, og måske så slatne, at alle kan tilslutte sig, men pointen er, at det gør nynationalismen ikke. Den handler om, hvad den er imod, og ikke, hvad den er for - og slet ikke om, hvad den egentlig er. Den opstod ved fodboldlandsholdets pludselige succes på verdensscenen og øgedes ved tilknytningen til EU og det stigende antal indvandrere. De nyligt frelste snublede, på begge fløje af det politiske spektrum, frem til at definere alt dansk som 'godt' og alt udenlandsk som 'ugodt' - for at sige det mildt - og det er jo noget lodret vrøvl.
Der er ikke noget 'godt' ved at se sine landsmænd føre sig frem i udlandet, f.eks. med klager over det manglende wienerbrød på en græsk kafé, eller ved at se, hvordan disse landsmænd behandler udlændinge her, f.eks. med klager over, at nogle af dem går med tør-klæde. Og at se ellers pæne, midt-søgende politikere slå knuder på sig selv for at efterkomme sådanne bøvede folkestemninger er decideret pinligt.
Så, kære Nader Arian, er du sikker på, at du ønsker at være medlem af dén klub? Jeg er, men er du nødt til det? Hvis du er, synes jeg, du gør regnestykket lidt for enkelt, når du opfordrer til, at vi alle glemmer vores baggrund og koncentrerer os om, hvem og hvor vi er nu. En identitet er jo ikke noget, man strikker sammen på en eftermiddag, og et folk uden historie er som en person med hukommelsestab. Du har vel også en bagage med dig, som indeholder ting, der ikke kan tænkes væk?

Opgaven er vel at være uhyre lydhør over for den situation, man er i, samtidig med at man holder en klar linie til det, man kommer fra. Først da kan man mødes med en viden om, hvad der er skidt, og hvad der er kanel.

Men apropos dine eksempler mindes jeg en episode, som gjorde mig glad over at være dansk.
Jeg havde været på en togtur gennem Europa med min datter, men da hun var på en særlig studenterbillet, var der vrøvl hele tiden. En strøm af burokrater og SS-officerer færdes ud og ind af vores kupé, og hver gang vi skiftede tog, gentog forestillingen sig, og vi måtte betale ekstra hver gang.
Til sidste nåede vi Rødby sammen med nogle andre studenter. Toget var stopfuldt, så vi satte os ind på 1. klasse og håbede det bedste. Ingen paskontrol, ingen tolder, og jeg var i fuld gang med at citere et Benny Andernsen-digt (om hvor høje bjerge og dybe dale, der findes udenlands, men hvor praktisk det er, at hjemme hos os ligger markerne ned), da der stod en lille DSB-mand i bæbrun uniform i døren.
Røgen væltede ud i hovedet på ham, selvom der tydeligt stod 'Ikke-ryger' overalt, og han så hurtigt, at de billetter, vi sad og strittede med, ikke havde noget med 1. klasse at gøre. Han klippede ikke en eneste, men sagde strengt: "Kan I læse?" Øh, ja. "Dér står der, at man ikke må kaste flasker ud af vinduet. Kan I lade være med det?" Så gik han.
Yes! tænkte jeg. Her bor jeg!

Esben Høilund-Carlsen er forfatter.

Apropos - Da det nationale blev politik
"De liberale i 1840'rne erkendte, at f.eks. bondestanden havde særlige krav til den kommende politiske udvikling om endelig ligestilling, men de opfattede ikke sig selv som en gruppe med særinteresser. Liberalismens ideer skulle gennemsyre hele det bestående samfund,således at de fik det politiske liv til at vælde frem fra tusinder og atter tusinder små ubekendte kilder - forstået som enkeltpersoner - der til slut som en vældig strøm skulle fjerne alle hindringer for den lovbegrundede og lovbegrænsede frihed, som Monrad udtrykte det ved en anden lejlighed. Det tilkom så at sige de akademisk uddannede embedsmænd at blive ét med hovedbestræbelserne for den politiske udvikling.
Det var for de liberale en selvfølge, at enevælden ikke havde kunnet løse denne opgave, at skabe egentlige borgere i staten, men enevælden havde også svigtet på et andet område, nemlig det nationale. ...enevælden (havde) svigtet ved at være unational, ved at være tysk."

Af: Claus Bjørn: Danmarks historie 1800-1850. (1990).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her