Læsetid: 4 min.

Avantgarden leve(r)!

Debat
6. april 2000

Men provokationer er stadig enten ugleset eller opsuges lynsnart i mode og reklameindustri

Dadaisme
Avantgarden har aldrig mødt videre forståelse. Det giver næsten sig selv. Eftersom det netop handler om at gå ud over kanten, til ekstremerne, er der naturligvis også et flertal, som mener, det er at gå for vidt.
Den modstand har avantgarden historisk levet af, i en dobbelt følelse af bitter udelukkelse og trodsig foragt for institutionerne, de konven-tionelle smagsdommere og 'borgerdyrene'.
I vore dage er det nærmest blevet smart at være 'subversiv' - samtidig med at kunst-institutionerne bejler til de moderigtige provokatører. Enhver 'subversiv' gestus eller provokation suges lynhurtigt op og indlemmes, hvis ikke på museerne, så i moden eller reklameindustrien. På de betingelser er det ikke nemt at være avantgarde.
Når de tilsigtede chokeffekter mødes med velvilje og åbne arme, bliver det som at slå i en dyne at stille sig an som avantgarde. Ikke desto mindre er en del af de grundlæggende avantgardepositioner aldrig blevet accepteret. På sin vis er det gået med avantgarden som med psykoanalysen: Vokabularet kender alle og enhver, det indgår i kulturens klichélager, men selve sagen er forblevet ufordøjet og uforstået.
Den del af avantgardetraditionen, der ikke handler om show og chok, men om arbejdet med formsiden, er forblevet en decideret minoritetsinteresse - hvadenten det drejer sig om konkret poesi, minimalisme i musik og billedkunst eller andre former for kunstnerisk 'grundforskning'. 'Grundforskning', fordi det her er kunstarternes virkemidler, materialer, over- og under-grænser og fælles berøringsflader, der afsøges for nye indsigter. Eller det er åbne forsøg, hvor man, som Jørgen Leth har formuleret det, "ser hvad der sker".
Men netop hér går åbenbart den blonde, der ellers er så svær at få øje på: Vold, pornografi, splattereffekter, offentlig selvmutilering - det er altsammen OK. Men formeksperimenter, nej ved I nu hvad! Her synes kunstkendere, institutioner og det brede publikum at stå skulder ved skulder i kravet om, at kunst må have indhold, følelse, handle om noget... Hvorimod den formeksperimenterende kunst ses som meningsløs, formalistisk eller rentud pjattet i sin mangel på umiddelbar indlevelsesmulighed og følelses'dybde'.

Dogme-efterlignere
Derfor er en avantgardefilmkunstner som Jørgen Leth stadig mindre anset end de dogme-efterlignere, der har lånt deres formelle greb fra eksperimentalfilm som hans, men stadig bruger incest og andre følelsespornografiske indslag til at kradse op med.
Sommetider sker der imidlertid det mirakel, at avantgardefølsomhed af denne formelle art lader sig transponere over i mere populære eller massemediale former - og bliver en folkelig succes. Det er en eksperimenterende tilgang til tingene, som herhjemme især har fået lov at blomstre i B&U-afdelingen i Danmarks Radio under Vemmers begavede styre. Generationer af eksperimenterende mediekunstnere er blevet udklækket her - fra tressernes og halvfjerdseres vilde eksperimenter med tv-programmer som f.eks. Radio Tirana over Thomas Windings poetiske minimalisme til Wikke og Rasmussens Brødrene Bisp for nu blot at nævne nogle få.
Fra dette avantgardemiljø er der senere skudt mangfoldige aktiviteter ud i den større offentlighed. Men karakteristisk nok er de fleste blevet mødt med fuldstændig afvisning af den dannede offentlighed og anmelderstanden:
Wikke og Rasmussens poetiske vidunder af en eksperimentalfilm Russian Piz-za Blues blev sablet ned af en enig filmanmelderskare, da den kom frem. Op på fars hat-filmene, som også havde en eksperimentel indfaldsvinkel, fik en lignende medfart. Og nu senest er det gået ud over Jesper Klein og Flemming Jensens opsætning af Jorden rundt i 80 dage, hvor de to skuespillere selv udfylder alle 51 roller.

Dannede anmeldere
En pakket sal jubler over løjerne, men de dannede anmeldere ser ikke det morsomme i at tage ordene og teaterkonventionerne bogstaveligt.
Skulle der nu være noget sjovt ved at fremstille udsagnet 'Tiden går og klokken slår' i form af et "standur med gå-ben og boksehandske, hvorved abstrakt bliver barnligt og billedligt konkret", spørger Politikens anmelder Lise Garsdal, og tilføjer advarende, at "denne naive glæde ved sprogets pudseløjerligheder og dobbelte betydninger ... udgør grundpillen i d'herrers humor. Resten er absolut ingenting, klædt af og på i et utal af vanvittige kostumer."
Trods modviljen er Gars-dals beskrivelse ret præcis, og ved siden af anmeldelsen bringes et fotografi af Jesper Klein, der stikker hovedet ud af et hul i en madras, fordi han skal forestille Maharajaen i Madras. Altsammen klar avantgarde med rødder direkte tilbage til Dada, og ovenikøbet rasende komisk.
Men Informations Charlotte Christensen synes heller ikke, det er særlig sjovt. Hun sukker efter de "kære minder", der knytter sig til barndommens lekture af Jules Verne og andre versioner af klassikeren.
Den romantiske opfattelse af kunst som noget, der taler til den 'dybe' følelse og rører hjertet, lever fortsat i bedste velgående.
Derimod kniber det gevaldigt med at opfatte den kunst, der arbejder med formsiden og tager vejen over perception og intellekt - hvad der ikke er ensbetydende med, at den er uden lidenskab eller indhold.
Med andre ord: Avantgarden lever stadig. Og den er stadig lige marginal og ugleset, skulle jeg hilse og sige.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her