Læsetid: 3 min.

Berkeley genbesøgt

Debat
18. april 2000

At Berkeley tages til indtægt for det synspunkt, at fagfilosofien må lægge "objektiviteten bag sig", er også forvrøvlet al den stund, Berkeley mente objektivt at bevise guds eksistens

Filosofi
I 1710 - samme år som han blev præsteviet - udkom første del af George Berkeleys Principperne for den menneskelige erkendelse, dansk nyudgivelse anmeldt den 13. april, af Kasper Nefer Olsen. Berkeley var da 25 år gammel og bogen er altså et værk, hvormed han som ung og relativt ukendt præsenterer sig - over for foresatte, gejstlige og offentlighed.
Det var tænkt som første, erkendelsesteoretiske bind i et mere omfattende værk og rummer som en gennemgående og helt central pointe det ejendommelige synspunkt, at det eneste vi kan være helt sikre på - ud over vor egen eksistens - er, at Gud eksisterer. Han fremstår dermed som en from, salonfähig, ambitiøs gejstlig, der stiller op mod tidens omsiggribende videnskabstro, sådan som den var afstedkommet af sære og vidt forskellige ånder som Galilei, Descartes, Locke og Newton. Alligevel gik der 24 år før han blev biskop...

Forvanskning
Dette til orientering for Kasper Nefer Olsen, der i ovenstående anmeldelse efterlyser viden om, hvorfor Berkeley "tænker og skriver som han gør". Og det er som om KO velbehageligt surfer videre i Berkeleys kølvand, når han forvansker virkeligheden - såvel Berkeleys filosofi som dagens realiteter:
Indledningsvis hedder det: "En forudsætning for at være en betydelig tænker er at sige sin samtid imod"?! Selvom det er uklart, hvad det vil sige, 'at sige sin samtid imod', kan man ved at tænke på to af forgangne århundredes største og mest indflydelsesrige tænkere, Ludwig Wittgenstein og Jacques Derrida, forsikre sig om, at de ikke havde - eller har - specielt travlt med at gøre op med herskende fordomme. Dette kan måske af og til være kunstens og videnskabens bestemmelse, men ikke (nødvendigvis) filosofiens.Herefter gennemgås Berkeleys værk, uden at begrebet gud overhovedet nævnes. Og selvom det er forståeligt, at mange danskere i dag (i misforstået blufærdighed og/eller syndsbevidsthed?) vælger at udtrykke sig uden dette ord, er det meningsforstyrrende i denne sammenhæng. Ganske mange købere må blive alvorligt skuffede, hvis de anskaffer sig bogen - og derefter undrende må følge en gudhengiven argumentation for Guds eksistens(!) I eftertiden finder den kun sin lige hos Kierkegaard. Interessant for nogle, måske - men noget helt andet end, hvad anmelderen lader os vide.

Vildledning
Undervejs drages der endvidere paralleller mellem Berkeleys tænkning (ofte kaldet fænomenalisme) og Husserls fænomenologi, hvilket er totalt vildledende - helt hen i vejret - al den stund Husserl sit liv igennem indtog krystalklare realistiske standpunkter: Han så filosofiens opgave som værende en hjælp til videnskaben.
Berkeley forholdt sig stik modsat til sin samtids udbredte videnskabstro og diskussionen om, hvorvidt han kan opfattes som realist er for fagfolk, ikke for den 'enfoldige' lægmand. Realistisk betyder i denne, filosofiske sammenhæng, at man anerkender eksistensen af 'noget' uden for bevidstheden, noget, der er radikalt anderledes end det, der er i bevidstheden. Som de fleste vil forstå, findes der ikke mange anti-realister. Blandt de få markante er Parmenides - og muligvis Berkeley.

Gudsbevis
At Berkeley endelig tages til indtægt for det synspunkt, at fagfilosofien må lægge "objektiviteten bag sig" - frit citeret - er også forvrøvlet al den stund, Berkeley mente objektivt at bevise guds eksistens: Hans projekt - som det foreligger i nærværende værk - kunne passende kaldes for 'det empiriske gudsbevis' (mere præcist: det empiristiske gudsbevis), og at et sådant sært paradoks har kunnet finde en plads i filosofihistorien skyldes ikke originale synspunkter, derimod hans kristne tro, hans skarpe intellekt samt hans fornemme stil og sprogbeherskelse.
Således finder jeg det absolut mest opløftende ved denne anmeldelse de udtryksfulde illustrationer, der er anbragt som markant kommentar til teksten.
Og det er ikke godt nok i 'den mindst ringe' - den skulle nødigt ende som Ekstra Bladet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her