Kronik

Besøg hos onkel Ho

Debat
29. april 2000

"Krigen er så langt væk. Den amerikanske præsident ville standse kommunismen i Indokina... og den vietnamesiske præsident var også forkert på den. Det hele var en fejltagelse."

Lørdagskronikken
Det er første gang, jeg skal ind og se til onkel. Jeg har aldrig været i sådan en bygning før, hvor onkel hviler sine ben. Men der stilles ingen særlige krav. Blot anstændig påklædning og den dekorum, som passer sig til stedet. Man skal gå ordentligt, med hænderne ned langs siden, se alvorlig ud, og følge den røde løber.
Først passerer jeg de to bevæbnede vagter, der står som stenstøtter og stirrer ud i fremtiden med deres skarpe ansigtstræk og deres snehvide handsker. På vagt for æren og helligheden dette sted. Op ad nogle trapper, og rundt om et hjørne, og så pludselig er jeg inde i det allerhelligste.
Jeg følger et øjebliks indskydelse til at standse op, nu jeg er ankommet, men i det samme går det op for mig, at det sublime ved stedet, ved mausolæets funktion netop er, at man ikke følger sine egne indfald, men at man lydløst glider ind i helheden og fungerer som en del i et urværk.
Man fortsætter stille og andagsfuldt ad den røde løber, og drejer hovedet en smule, henover kanten, for at se ned i gravsænkningen. Ved hvert hjørne af kisten er der også her posteret en bevæbnet vagt. Soldater, der ser ud som propagandaens retoucherede glansbilleder; regulære smukke ansigtstræk, et blik, der stirrer ind i marmorvæggen, snehvide handsker, brune uniformer, skinnende lakskygge på kasketterne, tavshed.
Oppe på væggen; Vietnams stjerne og kommunismens hammer og segl. Og nede midt i gravsænkningen, mellem soldaterne, opløftet i en oplyst montre, en glaskiste; selve onkel Ho.
Sådan ligger han der imod sin vilje, som lig nærmest hjælpeløs, en ganske lille mand. En eller anden betænksom sjæl ved mumificeringsinstitutet, som han besøger hvert år i Moskva, har ladet en kam gå igennem hans halvlange hvide hår, kan jeg se.
Man må fortsætte, gå videre langs den røde løber. Selve det ophøjede beror på at man defilerer, ikke stiller sig an og står og glaner og fortaber sig. Man bliver umærkeligt en del af den maskine, som mausoleet er, en bevægelse, som er synkroniseret ifølge den arkitektoniske plan, en defilation som alle de andre, som kommer for at vise ære.
I en pjece, som udleveres når man akkrediterer sig til mausoleet, hedder det: "Præsident Ho Chi Minhs mausoleum er et arkitektonisk værk af stor politisk og ideologisk betydning. Det udtrykker de dybe følelser hos hele det vietnamesiske folk over for den afdøde præsident, som kært kaldes onkel Ho. På dette sted er vietnamesere generation efter generation kommet for at vise ære og taknemmelighed overfor præsident Ho Chi Minh. Og de er kommet for at udtrykke deres beslutsomhed om at følge den revolutionære sti, han har udlagt. At bygge et fredeligt, forenet, demokratisk og rigt Vietnam."

Ikke et eneste ondt ord om gamle onkel Ho. Det, der slog mig, var den automatik, hvormed maskinen 'mausoleet' opslugte mig, og gjorde mig til en simpel bevægelse i dets evighedsfunktion. Hvordan installationen først fungerer for betragteren, og gør ham vidende om dens betydning i det øjeblik, han selv er blevet en del af den.
Og derinde, i det nedkølede allerhelligste, fjernt fra støjen og samtiden og casinoøkonomien og det ustandselige råb på dollar, dér svæver onkel Ho på vej ind i det 21. århundredes ensomhed - i sin drøm om arbejde og fællesskab og en verden uden metafysik og religion. Og nærmest som en satanisk taknemmelighedsgestus har de givet ham Guds plads, som hans repræsentant på Jorden i denne helligdom, der forekommer steriliseret og bevogtet for min sikkerheds skyld.
Er dette en særlig form for grusom ironi mod frihedshelten? Eller et forsøg på at institutionalisere og helliggøre det politiske system i en pseudoreligiøs liturgi.
Langs Hoan Kiems søens bredder inde i Hanoi lytter jeg til artige stud. polit.'er, som gerne vil øve deres engelsk. Jeg er med glæde deres tutor for en halv eller hel time. Men den friserede snak om, at Vietnam er et diktatur, at man med det samme bliver smidt i fængsel, hvis man ytrer sig kritisk, at verden er lukket for dem, at man skal have speciel tilladelse for at se satellit-tv osv., med mindre man har en god forbindelse til en high ranking officer - den slags snak bibringer mig egentlig ikke noget, som jeg ikke vidste i forvejen.
De spørger, hvad jeg bestiller. 'Nirvan'. Forfatter. Jeg begynder at fortælle dem om en bog, jeg har læst om Vietnam, om krigen, den hedder Krigens sorg. Den handler om den sorg, som indfælder sig i et menneske, der fra sin tidlige ungdom har deltaget 10 år i krigen, og som ikke får de erfaringer, som han havde forventet, livet skulle give ham. At han bliver revet bort fra dem han elsker, sin familie, sin kæreste, driver rundt blandt tilfældige, hele tiden med udsigt til døden. Og da så krigen endelig er til ende i 1975, så er det, som om disse år i kamp forekommer som ét stort tomt kontinuum, hvor der ingen erfaringer er, som skubber livet videre - deraf denne titel; Krigens sorg.
Ingenting, der er større end hans eget liv spiller nogen rolle. Ikke nogen fromme ord om patriotisme og om viljen til at følge nogen revolutionær sti, men bare denne uigendrivelige tristesse, over at livet forsvandt mellem fingrene på ham, fordi det var hans lod at leve sådan, som han gjorde under krigen som soldat i den nordvietnamesiske hær. Ikke nogen fortrydelse, men en sorg over tilfældet - der er det mest virkelige i verden - og som ikke kunne være anderledes. Bare virkeligheden og livet uden store, forblommede ord.
Kender de ikke denne fortælling? Der er ikke nogen, der selv har læst den, bare titlen fore-svæver dem bekendt. Men de vil egentlig hellere tale engelsk, kan jeg mærke, høre om Europa, kvalificere sig.
"Jamen, jeg taler om Jeres egen forfatter, jeg taler om den vietnamesiske forfatter Bao Ninh. Jeg har ganske vist hørt, at hans bog ikke kan fås på vietnamesisk, at den er forbudt, men alle børnene, som er statsautoriserede forældreløse, går jo rundt med den i en piratudgave på engelsk og sælger den her ved søens bred."
"Men krigen er så langt væk. Den amerikanske præsident ville standse kommunismen i Indokina... og den vietnamesiske præsident var også forkert på den. Det hele var en fejltagelse."
Er det de studenter, nysproget og diktaturet skaber? Blanke, uden hukommelse, uden fornemmelse for sandhed og ingen evne til indlevelse i Historien.

I museet for amerikanske krigsforbrydelser i Saigon fnes skolebørnene ved synet af et billede af en dreng, hvis hud var brændt bort af fosforbomber. Ikke nogen kapitalforbrydelse, men bare et signalement af, at det hele for dem var ét stort freakshow. Det fortsatte sådan set, fra billede til billede i dette rædselskabinet. Jeg skal ikke anvise nogen speciel etikette, eller foreskrive nogen særlig ruelse. Men diktaturets børn minder mig mest om historieløse robotter.
Inde i Hanoi tager jeg sammen med min rejsefælle en cykeltaxa til et fashionabelt diskotek. Efter bare et par minutter har vi en del prostituerede hængende omkring os.
"Fuck me, fuck me! Du er så dejlig..." og bla bla bla... Alt sammen vældigt smigrende.
Nedenfor, i karaokeafdelingen, får vi en informativ rundvisning. Et af de små rum koster 50.000 dong i leje - og en drink koster det samme. Bringer man en pige med, skal hun bare have én drink, præciserer en alfons overfor os. Men man 'berører' bare, og kysser. Ønsker man 'at gå videre', så må man tage på et 'minihotel'. Alt synes at fungere, som det skal her. Der er ingen politikontrol, som vi har set på en anden bar, hvor ejeren skal betale beskyttelsespenge til politiet - der efter hans udsagn er 'den statsautoriserede mafia'. Aftalerne er tilsyneladende i orden her, hvor klientellet består af det lokale jetset og nogle prostituerede. Udenfor i mørket venter sultne, beredvillige kulier, parate til at køre os til en kneppeanstalt, hvis vi skulle få lyst. Og i den anden ende af byen, i en helligdom der nu lyser ud i nattemørket, der inde i det allerhelligste, der drømmer onkel Ho sin ensomme drøm.

Man kan måske konstatere, at Vietnam endelig, langt om længe bare er blevet endnu et diktatur i den tredie verden. Alt, hvad der er tilbage af befrielsesideologien, er tom liturgi, som i fravær af demokratiske institutioner skal legitimere den politiske klasse.
Alligevel giver 25-året for befrielsen og uafhængigheden anledning til at erindre sig hvilken politisk rolle Vietnamkrigen spillede i Europa og USA i løbet af tresserne og halvfjerdserne. Landets skæbne blev ikke som Irans, afrikanske og sydamerikanske landes, hvis uafhængighed blev saboteret pga. konspiration og konfrontation med Vesten. Vietnam tvang de amerikanske administrationer i knæ og fremstod som den militære sejrherre. Og som sådan kom landets historie også til at fremstå som en konkretisering af den anti-kolonialistiske kamp. Og på både brutal og tydelig måde kom Vietnamkrigen også i Vesten til at vise den splittelse, der igennem hele den kolde krig var imellem vestlige, humanistiske idealer og magtpolitiske interesser. En splittelse og et politisk hykleri, der var af sådanne dimensioner, at det var med til at skabe den moralske bevægelse, der konstituerede sig som venstrefløjen.
Vietnams befrielse førte til uafhængighed, men hverken til demokrati, ytringsfrihed, personlig frihed eller retssikkerhed. Og venstrefløjen i Vesten begrænsede sig ikke til at fastholde de moralske idealer, men degenererede for en dels vedkommende i en skurril form for politisk idioti. Indtil den forsvandt med den kolde krigs ophør og den hykleriske politiske dogmatik, denne krig havde fremkaldt som officiel politisk ideologi.

Jens-Martin Eriksen er forfatter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her