Læsetid: 4 min.

Fængslede spioner og nazister

Debat
4. april 2000

Hvorfor debatterer vi ikke isolation, varetægts-fængsling og navneforbud?

Retssamfund
Juleaftensdag blev en dansker anholdt for spionage til fordel for det østtyske Stasi. Spionagen skal angiveligt have fundet sted i årene før murens fald i 1989 og det meste før 1984. I fredags blev varetægtsfængslingen for-jeg-ved-ikke-hvilken-gang forlænget med 14 dage. Den fængslede sidder i isolation. Når disse 14 dage er gået, vil han næsten have siddet isoleret i fire måneder. Der er givetvis en masse, der ved, hvem han er, og man bruger vel frokostpauser til at snakke om ham, både i det danske Udenrigsministeriums kantine og blandt danske EU-bureaukrater. Men jeg ved ikke, hvem dette isolerede væsen er. Og det gør det, vi kalder offentligheden heller ikke.
Det er jeg forarget over, ligesom jeg er forbavset over, at der, så vidt jeg har kunnet følge med, ikke er nogen væsentlig debat om det.
Formålet med offentlighed i retsplejen er ifølge professor Eva Smith og de 'hellige juridiske skrifter,' "at borgerne derved kan kontrollere hvordan retsplejen ud-øves." Oprindelig er offentlighedsprincippet desuden indført "som en væsentlig garanti for, at den tiltalte ikke udsættes for skjulte over-greb". Hvilke garantier har denne spionsigtede? Jeg synes med årene, det er blevet mere og mere relevant at vurdere en dansk praksis ved at stille spørgsmålet: Hvordan ville vi vurdere samme praksis, hvis den fandt sted i et andet land?.
Hvad ville vores vurdering have været, hvis vi fra Rusland eller fra Kenya eller Kina eller for den sags skyld fra Belgien eller Frankrig fik en lignende beretning? En beretning om en mand, der anholdes og sættes i streng isolation, uden at offentligheden ved, hvem han er, uden at der holdes åbne retsmøder, og uden at der efter mere end tre måneder er offentliggjort et anklageskrift
Vi ved, hvad måneders isolationsfængsling kan gøre ved psyke og fysik hos den fængslede. Men det gør også noget ved et retssystem.
Vi elsker at tro, at vores system er mere åbent, mere demokratisk, mere kontrolleret. Men tænk på hvad navnløs isolationsfængsel kan bruges til i samfund, hvor politi og domstole er korrupte eller politisk dirigerede. Netop nu sidder vi og ser Edderkoppesagen, der 'kun' handlede om et korrupt politi, ikke om korrupte domstole. Sandsynligvis handler det i spionsagen her kun om almindeligt bureaukrati og langsommelighed og om en anklagemyndighed, der ønsker at sikre sig mod enhver uplanlagt forstyrrelse. Men skal politi og anklagemyndighed have så meget good will?
Domstolen isolerer, fordi anklagemyndigheden mener, at den 43-årige kan påvirke andre vidner. Ekstra Bladet mener, at hovedparten af hans spionage fandt sted før 1984, da han arbejdede for Stasi under dæknavnet Lenz. Dengang var han studentermedhjælp i Udenrigsministeriet.

Tynde argumenter
Umiddelbart virker anklagemyndighedens argumenter for varetægt og isolation tynde. Det kan da godt være, at han dengang arbejdede sammen med unge fremstormende diplomater, der nu er kongelige ambassadører eller førstesekretærer eller chefforhandlere for Danmark. Men netop i disse miljøer ved alle virkeligt interesserede givetvis alligevel, hvem den anholdte og anklagede er.
Mens inderkredsen sikkert ved, så umuliggør den lange isolationsfængsling kombineret med navneforbudet den almindelige offentligheds spontane hov-reaktion. Reaktionerne fra folk, der i dag ikke aner, hvem den fængslede er, men som måske, hvis de fik det at vide, ville have meldt sig med et eller andet overraskende, der kunne have betydning både for ham og for anklagemyndigheden.
Offentlighed i retsplejen er til, for at offentligheden skal kunne følge med. For at en borger skal kunne sige: "Jamen det kan da ikke passe." Eller "Det her kan jeg fortælle meget mere om." Det er muligt, det ikke ville ske i en sag som denne, men det er bestemt ikke betryggende, at det udelukkes.
Og det er fristende at tænke, at her tillader man sig fra anklagemyndighedens side noget særligt, fordi man har at gøre med en af 'rigets fjender', og fordi man regner med, at så vil der ikke komme væsentlig kritik.

En anden slags sag
Apropos rigets fjender, så bryder jeg mig heller ikke om den måde, nazi-lederen Jonni Hansen er blevet behandlet på. Det er unægtelig en anden slags sag, men den stammer også tilbage fra december. Han kørte lige før jul sin tunge Volvo ind i en flok aktivister, der ville fælde hans plankeværk. Han kunne have slået flere af dem ihjel, og den 30. marts blev han dømt et års fængsel, hvorefter han gik fra retten som en (næsten) fri mand. Han skal først afsone senere.
Men derudover havde han siddet mere end tre måneder i varetægtsfængsel, inden han blev dømt. Nu er det svært at påstå, at Jonni Hansen-sagen var særlig indviklet. Nazisten blev tosset på nogle aktivister og drønede sin bil ind i flokken. Handlingen skulle vurderes. Men hvorfor skulle han få en lidt martyragtig status blandt sine egne via den lange fængsling, og hvorfor skulle han forarge så mange andre ved at kunne tage hjem efter dommen.
Man taler så meget om retsfølelsen. Den ville have haft det betydeligt bedre, hvis han var blevet dømt hurtigt efter sagen, Og hvis han efter dommen var gået fra frihed til fængsel. Ikke omvendt. Det er vigtigt for retssamfundet, at man kan tro på systemet. Det er vigtigt, at debatten om varetægtsfængsling, om isolation og om alle undtagelserne fra offentlighedsprincippet debatteres.
Også når de bruges mod dem, man regner som rigets fjender.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her