Læsetid: 2 min.

Fartdjævelens tretten bud

10. april 2000

Kør efter forholdene - ikke efter fart-begrænsnings-skiltene, som af inkompetente vejarbejdere er anbragt på må og få

Trafik
1. Føl selvtillid - du klarer alle situationer, selv de helt uforudsete.
2. Føl urørlighed - din bil er jo karosseriforstærket, dine ABS-bremser og alle fire airbags lige efterset.
3. Lad derfor være med at bekymre dig om 10=44 eller andre tåbelige, ligegyldige kampagner. Det er ikke dig, det går ud over.
4. Ha´ et øje på hver finger: Gør nogen tegn til dig (bortset fra naboen, der bare ville hilse!) med blink, fagter eller gebærder, så klods øjeblikkelig bremserne! Fartkontrol forude! - Gør venligst tegn for andre: Advar tilsvarende dine medbilister om fare for hastighedsmåling! (Særligt venner og bekendte vil stærkt værdsætte, hvis du bruger din biltelefon eller din advarsel over Internettet.)
5. Fjern frontnummerpladen på din bil, så risikerer du ikke at ryge i en evt. fotofælde. Det koster kun få hundrede kroner i bøde, hvis politiet undtagelsesvis skulle opdage din lille spøg.
6. Kør trygt op til 60 km/t i byzonerne. Du er normalt af politiet tilkendt en fast marginal-overskridelse af fart-grænsen på 25 procent - heldigvis endda ofte væsentligt mere! Dog ikke i Odense, Svendborg og København. - Så hold dig væk fra dem, hvis du stadig har nummerplader monteret!
7. Kør efter forholdene - ikke efter fartbegrænsnings-skiltene, som af inkompetente vejarbejdere er anbragt på må og få med det eneste åbenlyse formål at chikanere dig!
8. Følg trafikken. Også selv om du godt kan se, at det iflg. den tåbelige færdselslov måske går lidt for stærkt. Hold for alt i (under)verden øjnene fra speedometeret!!
9. Find dig ikke i såkaldt lovlige hastigheder: Lad den frelste idiot foran dig mærke, hvem du er, og hvad du kører i: Blæs på sikkerhedsafstanden, og læg dig tæt bag hans kofanger. Er din reaktionstid måske ikke absolut OK - ja måske endda, hvis du skal være helt ærlig, et godt stykke over gennemsnittet?
10. Overhal, hvis det bare bliver for meget , at tåben foran kun kører dét, han må. - Blæs på de fuldt optrukne striber på vejbanen! (Sandsynligvis anbragt af samme ukyndige vejarbejdere, som har opsat hastighedsskiltene, og som totalt undervurderer din selvtillid, din personlige erfaring og dit køretøjs uforlignelige egenskaber i en kritisk situation).
11. Sæt ikke farten ned ved møde med fodgængere eller cyklister. Husk, at du er den stærkeste og derfor mest usårlige.
12. Tag ikke hensyn til fritgående beboere i haver o.l. Hvis disse føler sig generet af den ekstra støj, dit køretøj eller din målrettede fremdrift forårsager, kan de jo bare gå ind i deres lydisolerede boliger. Eller flytte et andet sted hen.
13. Ignorér pindsvin, katte, ræve, fasaner, rådyr, fugle og andet ligegyldigt vildt, som du ofte møder, og som åbenbart og fuldstændig ubegribeligt ikke har forstået, at her er altså en menneske-veksel. Kan dyrene ikke fatte dét, må de fanden mig tage konsekvensen!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu