Læsetid: 5 min.

Festtale fra en uindbudt

Debat
17. april 2000

Majestætens rolige myndighed og samtidig så milde stemmeføring gør det trygt at være dansk

Takketale
Deres Majestæt, jeg er naturligvis ked af, at der ikke kunne blive et lille hjørne til mig ved Deres festbord i går, men jeg forstår godt, når hofmarskallen skriver, at han allerede havde lavet bordplanen og at der iøvrigt ikke er ret meget plads.
Alligevel føler jeg et behov for at fremføre den hyldesttale, jeg har arbejdet på det seneste år og som jeg altså desværre ikke får lejlighed til at holde for Dem in natura .
Derfor er det mig en glæde, at Danmarks mindst ringe royale dagblad har stillet disse spalter til rådighed for mig dagen derpå.
Nu håber jeg, De vil sætte Dem godt til rette, skubbe gaverne til side og få ild på en smøg og læse dette i den ånd, det er tænkt.
Hvis De ønsker at opleve teksten i talens form, kan De eventuelt få Henrik til at læse højt for Dem. Den er ikke så svær.

Mellem gammelt og nyt
"Deres Majestæt, Kongelige Højheder, det er med dyb taknemmelighed og en af hjertet følt ydmyghed, at jeg står i anledning af Deres runde dag og ovenikøbet i det runde år, der danner broen mellem gammelt og nyt, og henvender mig direkte til Dem. Hvor mange af denne verdens nationer lader en jævn mand af folket komme med til fødselsdag hos landets overhoved? Det er næppe mange og det understreger Danmarks status som foregangsland.
Det var også på Palmesøndag, at Jesus fra Nazareth red ind i Jerusalem på et æsel og derefter gik hen i templet og væltede vekselerernes borde og jog duekræmmerne ud. At det palæstinensiske politi er udueligt er ikke noget nyt.
Vi kender ikke hinanden og så alligevel - for hvor mange gange har jeg ikke siddet klæbet til skærmen nytårsaften og helt glemt at drikke af lutter udelt opmærksomhed?

Splid i det danske hus
Engang var denne nation delt i marxister og alle de andre. Marxister vidste, at den øvrige befolkning led af en falsk bevidsthed, hvilket klart fremgik af det faktum, at de ikke var marxister. Disse interne fremmede prøvede at så splid i det danske hus, forsøgte at drive en kile ind mellem dem, der gjorde deres pligt ved maskinerne, og dem, der gjorde deres pligt ved at fremskaffe maskinerne og give dem tag over hovedet. Uden en marxistisk holdning var det svært at blive noget ved musikken, i hvert fald den slags, der spilledes ved universiteterne.
Med Deres konsekvente brug af 1. person flertal om den danske nation var De med til at hindre den grøft som marxisterne søgte at grave igennem nationen i at brede sig og blive til en slugt, en uoverstigelig forhindring med blodsudgydelse og uansvarlige lønforhøjelser til følge.

Fast hånd og ånd
Modsat så mange andre jorddrotter og herremænd, der lod sig forlede til at udleje avlsgårde og enkesæder til kollektiver, så enhver samlende ånd, der tilforn måtte have beboet disse huse gik op i røg, lod De Dem aldrig lokke af rigdommens falske trylleri. Den faste hånd, der følger en fast ånd, lod Dem aldrig slække grebet om en eneste af Deres besiddelser, om det så bare var på lejebasis. For De om nogen ved, at den, der blot har noget til låns, vil pleje ringere omgang med det lånte end ejeren vil gøre med sine besiddelser.
De lod Dem aldrig rive med af den tilsyneladende så indlysende sandhed, som marxisterne søgte at omvende til. De forfaldt aldrig til at tale arbejderklassens sag i en nytårstale. Når De nævnte søens folk kunne ingen være i tvivl om, at omtalen ikke gjaldt matroserne som faggruppe, men derimod handlede om det at være langt fra hjemmet.
I stedet for at understøtte særinteresser har jeg hørt Dem gentage 'Vi har det godt i Danmark.' Jeg tror ikke, at De her talte om Dem selv. Disse ord går som et sårhelende mantra gennem alle de år, hvor Deres i forvejen fra frimærker og mønter så velkendte kontrafej har vist sig på tv-skærmene nytårsaften.
Der er en egen spænding over de minutter, der går med vagtafløsningen, inden De kommer på, en højtidelighed griber os rundt om i de små hjem. Vi ved, at her er det øjeblik i årets gang, hvor vi alle er fælles om at have vor opmærksomhed fæstnet på det samme. Deres Majestæts rolige myndighed og samtidig så milde stemmeføring gør det trygt at være dansk.

Præsidentbagdelen
Jeg har ofte tænkt på, hvad følgen af en republikansk styreform ville være. I stedet for Deres åndfulde og samlende fremtræden ville vi få et menneske, der havde særinteresser at pleje og altid ville have tankerne henledt på det næste valg. Enhver præsident må, uanset hvor fint hans karakter er dannet, altid være opmærksom på at tækkes sine vælgere i et vist omfang. Det har vi hidtil undgået, fordi vi har et kongehus, hvor arvefølgen ligger fast, og ingen emsige demokratiske ideer har mulighed for at slå rod. Lad os udbringe en skål for, at det danske monarki må bevare sin integritet og absolutte uafhængighed af politik og økonomi.
Som jeg sagde i starten står mennesket på tærsklen til et nyt årtusinde. I hvert fald i de dele af verden, der følger vores kalender. Vi i Danmark har aldrig frygtet en udfordring, men tværtom altid formået at tage handsken op, når nye ting og voldsomme hændelser udefra har bragt rystelser ind i vor hverdag. Da Danmark krympede sig efter1864 blev vi så meget større indenfor de nye grænser som vi havde været med de gamle.
Sådan vil vi også i det nye årtusinde møde de udfordringer, som kommer af de stadig tættere bånd mellem mennesker på kryds og tværs over kloden. Hvis hvert eneste signal mellem jordens computere blev erstattet af røde gavebånd, ville den blå planet i dag fremstå som en installation, en indpakning af kunstneren Christo.
Jeg er ikke kunstner og jeg vil ikke pakke noget ind for Dem her idag. Men det forekommer mig, at hele kloden, pakket ind i røde bånd og frembåret på et sølvfad, ville være en cadeau, der står mål med Deres fortjenester på Danmarks vegne."
(Her var det så tanken, at en lakaj skulle have båret en globus ind, omviklet med røde silkebånd og prydet af en guldkrone på Nordpolen, men vi må nøjes med at forestille os dette gribende optrin.)

NB: Jeg har sendt Dronningen en kuglepen med indgraveret navn i stedet og håber, at hun vil bruge den i årene fremover, når hun underskriver landets love. På den måde vil jeg også føle, at jeg har lod og del i landets styrelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her