Hvem husker længere Makarenko? Som en af sovjetkommunisme-tidens pædagoger er han næsten blevet glemt. Det er en skam
Historisk set
I årtier har de herskende pædagogiske tanker været præget af, at børnene selv skal træffe afgørelser. Man gik fra en relativ autoritær opdragelse over i den modsatte grøft. Resultatet kan diskuteres, men har ikke ubetinget været til børnenes gavn. Idag er retningslinierne anderledes, og man kan så spørge, hvilke fremskridt ovennævnte ideer bragte.
Ikke alle er bekendt med, at netop fra det kommunistiske Sovjet kom en fremragende pædagog. Han blev imidlertid kendt for tanker, der påpegede forældrenes og pædagogernes ansvar og pligt til at opdrage. - Manden, der gik ind for disse tanker, blev født i Ukraine og hed Anton Makarenko (1888-1939).
I tiden omkring den russiske revolution i 1917 flakkede revolutionens mange hjemløse børn om på vejene i Rusland og Ukraine. Makarenko påtog sig at hjælpe dem og lede dem på rette vej. Faktisk brugte han hele sit liv på denne opgave.
Som ung lærer fik Makarenko i 1920 ledelsen af 'Gorkij-kolonien' uden for Poltava. Her samledes 'Vilde børn' fra hele Ukraine. Forældreløse omstrejfere, som pga. krig, borgerkrig og revolution var havnet i kriminalitet, blot for at overleve.
I arbejdet med disse børn - der i tusindvis blev samlet i kolonier efter Makarenkos mønster - lærte han det, der til hans død i 1939 blev hans pædagogiske trosbekendelse:
Man skal have et mål med opdragelsen. Vide, hvad man vil opdrage børnene til. For ham var der ingen tvivl. Han ville omforme dem til gode borgere. Til ærlige, arbejdsomme mennesker, der følte det som et personligt ansvar at bidrage til landets opbygning. Sine pædagogiske erfaringer som leder af dette arbejde nedfældede han i to bøger, og især den ene, Vejen til livet, har spillet en betydelig rolle i dansk pædagogisk debat.
I 1939 holdt Makarenko en række radioforedrag, der skulle hjælpe forældre i deres opdragelse. Her fremsætter han sit syn på børneopdragelse.
Makarenko pointerer, hvilken ansvarsfuld opgave det er at opdrage børn. Simpelthen en af livets vigtigste. I foredragene gennemgår han forskellige temaer som: Forældrenes autoritet, disciplin, leg, opdragelse til arbejde, opdragelse til kultur samt seksualopdragelse, m.m.
Man kan ikke opdrage uden autoritet, men det må være en autoritet, der ikke kræver bevis. Den må opfattes som en uomtvistelig egenskab hos den ældre.
Falsk autoritet er f.eks.:
*Afstandens autoritet, (hvor de voksne bevidst holder afstand til børnene).
*Undertrykkelsens autoritet,
(hvor den voksne står som en streng faderperson).
*Overlegenhedens og pedanteriets autoritet (hvor den voksne føler sig højt hævet over barnet), men også
*Godheds- og kærligheds-autoritet. Disse sidste er skadelige, hvis forældrenes ømme følelser gør dem uopmærksomme, eller børnenes lydighed organiseres gennem eftergivenhed.
"Hovedgrundlaget for forældrenes autoritet kan kun være deres liv og arbejde," pointerer Makarenko.
"Deres optræden som borgere, ja, hele deres gøren og laden. Familien er noget stort og ansvarsfuldt, forældrene leder familien .... Hvis de gør dette ærligt og fornuftigt, ... har store og smukke mål for øje, så har de autoritet som forældre....."
"Tro ikke, at I kun opdrager barnet, når I snakker med det, belærer det eller giver det ordrer. I opdrager barnet hvert øjeblik af jeres liv, også når I ikke er hjemme. Den måde I klæder jer på, den måde I snakker med andre mennesker .... alt har stor betydning for barnet. Barnet mærker den mindste ændring i tonen. Alle svingninger i jeres tanker når ad usynlige veje frem til barnet....."
Børneopdragelse kræver en alvorlig, enkel og oprigtig tone. Unaturlighed eller letsind kan ødelægge opdragelsesarbejdet. Det betyder ikke, at man altid skal være højtidelig. Nej, men man bør være oprigtig og ærlig. - Forældre må forstå, at de ikke er ukontrollerede herrer i familien, men blot de ældste og ansvarlige. Forstås dette rigtigt, vil opdragelsesarbejdet også udfolde sig på rette måde.
Det er godt, at forældre er meget sammen med deres børn. Men en rigtig opdragelse kræver ikke, at de aldrig tager øjnene fra børnene. Det kan fremme passivitet. - Men I må have ordentlig kontrol med, hvad barnet foretager sig, hvor det er, og hvem det er sammen med. I må gi´ barnet den frihed, det har behov for, så det ikke bare står under jeres, men under livets forskelligartede indflydelser," siger Makarenko.
Man må ikke bilde sig ind, at man kan beskytte barnet mod negativ eller fjendtlig indflydelse. I livet møder barnet både fristelser og skadelige mennesker. Men man bør oparbejde en evne hos barnet til at finde vej i alt dette og kæmpe imod det. Gennem drivhusopdragelse, lykkes det ikke. - Men børnene må retledes i rette tid. Derfor kræves en bestandig opmærksomhed og korrigerende indflydelse i barnets liv.
Det er sværere at opdrage ét barn end at opdrage flere, mener Makarenko. Enebarnet bliver let midtpunkt, og det vænner sig til sin særstilling og kan blive en lille tyran. Mod deres vilje opdrager for-ældrene ofte en egoist.
Disciplin er mere end blind lydighed. Ifølge Makarenko skal sovjetborgere altid gøre deres pligt uden at afvente ordrer, og de skal ha' initiativ, og ikke la' sig stoppe af vanskeligheder. De skal afholde sig fra handlinger, der kun bringer dem personlige fordele, men volder andre skade. Samtidig må de kunne sætte sig ind i andres liv og arbejde, og forstå at hjælpe andre, ikke bare i ord, men i handling.
Det var høje krav Sovjetsstaten stillede til sine borgere. Krav, som vi i dag ved, at deres ledere ikke selv kunne eller ville honorere.
Et begrænset område af opdragelsesarbejdet, - der står disciplin nær, - er arbejdsordenen. Om den udtaler Makarenko, at den ikke kan og må være den samme under forskellige forhold. Børnenes alder, evner, naboerne og mange andre omstændigheder bestemmer arbejdsordenens karakter. En arbejdsorden er kun et middel, og den må først og fremmest være hensigtsmæssig. Kun regler, der - både i børnenes og de voksnes øjne - har et fornuftigt og hensigtsmæssigt formål må indføres.
Makarenko kommer ind på jordnære områder og nævner bl.a.:
"Børnene må vænne sig til, at enhver ting har sin plads. Efter endt leg eller arbejde må de rydde op. Helt fra små må de kunne bruge toilet, vaskekumme, badet. Også ved bordet må der herske en bestemt orden..... Barnets arbejdstid må være nøjagtigt organiseret. Dette er særlig vigtigt, når børnene begynder at gå i skole. Men allerede før den tid er det godt at indføre regelmæssige tider for måltider, leg, m.m..
Nogle mennesker tror, at børnene absolut må løbe meget, skrige og i det hele taget få voldsomt afløb for deres energi...... Men det er ikke rigtigt blindt at følge dette behov. Skrig og hyl vidner mere om usunde nerver end om et virkeligt behov. Forældrene er tit selv skyld i det.... er selv nervøse i stedet for at føre en atmosfære af sikker ro ind i familien."
For os at se, ligner noget af dette pedanteri. Dog ville det sikkert gavne mange børnehaver at indføre et par af disse krav.
Makarenko fremhæver, at intet er ligegyldigt når det drejer sig om børneopdragelse. Han havde indset, at børn skal omfattes med omhu og kærlighed. Ikke en kærlighed, der virker bremsende eller omklamrende, men en kærlighed, der hele tiden er rettet mod barnets ve og vel, - også ind i barnets fremtid.
Er opdragelsen fornuftig, er straf unødvendigt, mener han. Men der findes familier, hvor opdragelsen er blevet misrøgtet, og der kan det være nødvendigt at tillade visse former for straf, som forbud mod at deltage i visse bestemte fornøjelser. Straf er dog ikke til nogen nytte, hvis der ikke findes en god arbejdsorden.
Også opmuntring må man være forsigtig med og aldrig på forhånd stille præmier eller belønning i udsigt. Det er bedst at begrænse sig til ros og anerkendelse. Børnenes fornøjelser, glæder og adspredelser må ikke være løn for god opførsel, men tilfredsstillelse af rigtige behov.
Hvad der er nødvendigt for barnet, må det få i alle tilfælde, uafhængigt af fortjeneste. Det, som er skadeligt, må ikke gives det som belønning.
Leg har stor betydning i barnets liv. Den har den samme betydning for barnet, som arbejdet for den voksne. Legen bringer barnet glæde. Det kan enten være glæden ved at skabe, glæden ved at sejre, eller en æstetisk glæde - kvalitetens glæde. Den samme glæde fremkaldes også af godt arbejde. Som barnet er i legen, bliver det på mange måder i arbejdet.
Disse tanker om Makarenko og hans pædagogik er ikke fuldt ud dækkende, men er tænkt som en guide og appetitvækker. Især kan bogen Vejen til livet om arbejdet med de hjemløse og vanrøgtede børn anbefales.
Anton Makarenko:
Vejen til livet (1936, på dansk 1955).
Forelæsninger for forældre (1945, på dansk 1979).
