Læsetid: 3 min.

Giv plads til mangfoldighed

Debat
13. april 2000

Efter min opfattelse kræver det et overordentlig grundigt kendskab til den islamiske verden at kunne fastslå, hvad der er undtagelser, og hvad der er mere generelt

Islam
Det er et skridt fremad, når Helle Merete Brix endelig anerkender, at Islam rent faktisk rummer forskellige retninger (6. april). Men desværre kun et lille skridt, idet hun, som for ikke at undergrave egen argumentation, straks tilføjer at sufi'er og andre ikke ortodokse retninger er undtagelser, der åbenbart ikke rigtig tæller i det samlede billede. Efter min opfattelse kræver det et overordentlig grundigt kendskab til den islamiske verden at kunne fastslå, hvad der er undtagelser, og hvad der er mere generelt.

Ikke så entydig og enkel
Jo mere man kigger på denne sammensatte verden, jo flere undtagelser opdager man! Jeg har ikke selv et sådant kendskab, og at dømme efter, hvad Brix hidtil har skrevet, har hun det heller ikke. Det ville måske derfor være på sin plads i fællesskab blot at anerkende, at Islam ikke er en så entydig og enkel størrelse endda.
For yderligere at helgardere sig tilføjer Brix så, at de mest anerkendte sufi'er har været ortodokse og hermed i realiteten ligesom andre muslimer. Jeg kan ikke regne ud, hvilke anerkendte (af hvem?) sufi'er Brix hermed tænker på, men ser vi på nogle af de mest kendte og oftest citerede sufi filosoffer som eksempelvis Ibn Arabi eller Mevlana (Molawi) Rumi, er Brix' udsagn ganske enkelt absurd.

Mangfoldige processer
Brix insisterer på, at der må være grænser for, hvor kreativt man kan fortolke Islam. Jeg forstår, hvorfor reaktionære fundamentalister insisterer på grænser. Det vedrører deres magt. Men hvorfor skal jeg insistere på og tro på disse grænser? I virkelighedens Islam flyttes grænserne som et modsætningsfyldt resultat af mangfoldige kulturelle processer, herunder uddannelse, emigration, nye erfaringer m.m. Hvorfor ikke lade denne i forvejen vanskelige afsøgning af nye territorier blomstre så frit som muligt?
Står vi således overfor en medborger (4.-5. marts), der insisterer på, at hun er muslim, og på at hendes religion er såvel moderne som til at forene med et sekulært demokrati, kan vi i princippet reagere på to forskellige måder. Enten kan vi afvise hende: Islam er og vil altid være førmoderne, og som muslim vil du aldrig kunne fungere i dette samfund baseret på sekulære og moderne principper.

Vi tager dig på ordet
Eller også kan vi acceptere hende: Godt nok ved vi, at der findes fundamentalistiske muslimer, men når du selv erklærer dig moderne, tager vi dig på ordet, som du selv ønsker det. Præcis ligesom vi gør det med andre medborgere uden at teste disse nærmere. Måske beder vi forskelligt (hvis vi ellers beder), men vi deler et sæt af fundamentale politisk-kulturelle værdier, ud fra hvilke vi kan leve sammen i vores forskellighed. Måske vil jeg så kritisere dig (eller omvendt), for måske er vi uenige om en masse ting, men i så tilfælde flytter vi stridens felt fra det abstrakte (religionen) til det konkrete, hvor mennesker jo i almindelighed er uenige om en masse vigtige ting, men accepterer en fælles demokratisk ramme for håndteringen af uenigheden (demokratiet og det politiske system).
Jeg tror på acceptens og dialogens vej. Ikke blot med de islamiske modernister, men også med Helle Merete Brix. Kunne du måske bringes til at overveje om ikke, det kunne være frugtbart at give lidt mere plads til 'undtagelserne' fremfor den automatiske afvisning? Eller skal vi gå konfrontationens smertefulde vej?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her