Læsetid: 3 min.

Hvem sagde fred?

Debat
28. april 2000

Alene landskabet signalerer kontrol: Vestbredden består af næsten 200 små palæstinensiske øer, adskilt af israelske bosættelser

Palæstina
"As long as my soul is alive, no one can smother my feeling of nostalgia in relation to a country that I still consider Palestine", lød ordene fra den palæstinensiske modstandsdigter Mahmoud Dar-wish efter et besøg i hans fædreland.
At kunne forholde sig til denne udtalelse kræver at kunne se ud over den udbredte holdning om, at det palæstinensiske folks længsel efter fred vil løse sig gennem den såkaldte 'fredsproces', som gang på gang hyldes og manifesteres med håndtryk og underskriftsceremonier for åben skærm.
Det oversete element i 'fredsprocessen' er blot den manglende styring mod fred, eller den manglende definition af, hvad man mener med ordet 'fred', i et område hvor 57 procent af befolkningen efter utallige skuffende aftaler og bristede forventninger ikke længere tror på en varig og retfærdig fred.
Jeg er netop hjemvendt efter en rejse til Palæstina/ Israel, og det er påfaldende uhyggeligt at opleve en international tiltro til den nuværende fredsproces, når møder med repræsentanter fra det palæstinensiske folk har efterladt mig et tydeligt spor af mistro og frustration over, hvad den igangværende proces vil føre til.
Den kritiske palæstinensiske journalist ved The Middle East International, Khalid Amayreh, udtrykte meget sigende under et møde at "the peace process is killing us... the doing of democracy is the undoing of the peaceproces".

Tiltro på retur
Det er tydeligt, at tiltroen til fredsprocessen og selvstyremyndigheden er på retur, når meningsundersøgelser viser, at cirka halvdelen af det palæstinensiske folk ikke ønsker at erklære sin støtte til nogen politisk autoritet.
Ikke desto mindre er den tiltagende mistro blandt det palæstinensiske folk ikke uforståelig, når fredsprocessen hidtil blot har kendetegnet udsættelser, aftalebrud og manglende håndhævelse af internationale konventioner. Der er endnu ikke blevet løst et eneste af de kerne-spørgsmål, som hele konflikten har drejet sig om, men tværtom er det lykkedes at bruge den beroligende betegnelse 'fredsproces' som en undvigemanøvre rundt om kernespørgsmålene.

Tidsrammen
Alene spørgsmålet om bosættelser: I 1993 fastsatte Oslo-aftalen en tidsramme på fem år for afviklingen af de israelske bosættelser på Vestbredden og i Gaza. Fristen er forlængst overskredet.
Ikke alene har afviklingen ikke fundet sted, der er også sket en markant udvikling med yderligere bosættelser, selv om der ifølge Oslo-aftalen ikke må ændres på den territoriale situation på Vestbredden.
Desuden er bosættelserne ulovlige ifølge FN's Sikkerhedsråd, men hvor er sanktionerne?
I spørgsmålet om grænser, vand og Jerusalem har hverken håndtryk eller underskrifter ført til nogen endelig løsning.
Trods internationale resolutioners forsikringer om ret til tilbagevenden og kompensation, bliver de fire millioner palæstinensiske flygtninge stadig forbigået i processen.
Det er nærmest utopisk at have tiltro til en retfærdig løsning i en forhandlingssituation, hvor forhandlingsparterne endnu ikke er enige om definitionen af forhandlingsobjekterne som flygtninge, Jerusalem, grænser eller bosættelser.

Misforhold
Tager man forhandlingsparternes styrkeforhold i betragtning vil resultatet af 'the final status', unægtelig blive udslaget af selvsamme misforhold, hvor det palæstinensiske folk er svagt repræsenteret - hvis de overhovedet er repræsenteret legitimt.
Ifølge førnævnte Khalid Amayreh fra The Middle East International er den Palæstinesiske Autoritet (PA) en illegal konstruktion, idet den femårige tidsramme for Oslo-aftalen er overskredet. Men der er desuden 38 andre punkter, der endnu ikke er blevet implementeret efter 1993-aftalerne.

Flyvsk betegnelse
Der er ingen tvivl om, at det, vi hyppigt omtaler som 'fredsprocessen', på mange måder er en flyvsk betegnelse, som i virkeligheden ikke kendetegner en proces mod fred.
Den territoriale situation i området og selve landskabet taler for sig selv. Vestbredden består af næsten 200 små palæstinensiske øer, adskilt af israelsk kontrol og bosættelser. Bosættelserne er tydelige på de høje bakker, mens de lave områder er tilegnet palæstinenserne.
Hele landskabet skitserer en kontrolarkitektur, mens der bliver bygget flere og flere 'by-pass roads', der forbinder de enkelte bosættelser med hinanden og danner en jernring rundt om de palæstinensiske selvstyreområder. Hver dag bliver internationale konventioner overtrådt i området, mens verdenssamfundet blot vender det blinde øje til.
Mens vi siden 1993 har stået på side-linjen og klappet af fremgangen i 'fredsprocessen', har situationen for det palæstinensiske folk ikke kendetegnet andet end ugyldige aftaler.
Militær og børn
Den frustrerende situation og den manglende fred er i visse områder særlig tydelig, hvor de støvede gader vrimler med israelsk militær og palæstinensiske børn, der knap har lært at gå, før de har lært at kaste med sten.
Det er vanskeligt at beskrive paradokset mellem den talte fred og den (op)levede virkelighed, for som Khalid Amayreh sagde det: "What is really going on here surpasses linguistic description"

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her